Leder: Debatten om døgnvagten

Vi elsker dem, og vi hader dem: Døgnvagterne.

Alle jordemødre, der arbejder i døgnvagter, oplever ind i mellem at være kaldt i store dele af døgnet. Endnu flere oplever at være kaldt flere gange i samme vagt, så der kun bliver tid til få timers sammenhængende hvile.

Mange timers arbejde inden for 24 timer er ikke sundt for jordemoderen og det øger risikoen for dårlig kvalitet i ydelsen og i værste fald for fejl.

Alligevel er mange jordemødre glade for døgnvagten som vagtform på trods af de vagter, hvor fødegangen er ved at vælte, og hvor døgnvagten bliver brugt til sidste time. Og mange jordemødre vil under ingen omstændigheder have døgnvagterne erstattet af fx halve døgnvagter eller normalvagter evt. efterfulgt af rådighedsvagter.

Men hvad er så op og ned på problematikken? Svaret er jo nok, at der ikke bare kan sættes et entydigt plus eller minus ud for døgnvagterne som vagtform.

Jordemoderforeningen har tidligere slået til lyd for, at døgnvagter i fødselsbetjeningen er en hensigtsmæssig måde at planlægge på - hvis vagterne vel at mærke bruges med fornuft og omtanke og ikke til at lappe huller efter en utilstrækkelig normering, hvor vagtskemaet skrider på grund af en enkelt sygemelding.

Når et arbejdsfelt er præget af udsving i efterspørgslen, er det sund fornuft (og samfundsøkonomi) kun at lægge arbejdstimerne, hvor der er brug for dem. Der er tilsvarende godt arbejdsmiljø i at undgå unødigt nat- og weekendarbejde. Det er bedre at ligge i sin seng end at hænge i en stol på en afdeling om natten, og døgnvagterne er mange steder en mulighed for at nøjes med at arbejde hver tredje weekend.

Vagtformen har eksisteret helt tilbage fra den første overenskomst for offentligt ansatte jordmødre i 1975. Dengang skrev Amtsrådsforeningen til de lokale arbejdsgivere som en bemærkning til overenskomsten, at ”I rådighedstjeneste, herunder døgnvagter, bør den vagthavende jordemoder som hovedregel reserveres til det akutte arbejde, medens andet arbejde bør udføres af jordemødre, der er planlagt til normaltjeneste”.

At det derudover er dårlig økonomi at have kald på for eksempel 16 timer eller mere i døgnvagter, er et forholdsvis enkelt regnestykke, som, i en tid hvor den offentlige sektor fattes penge, og hvor der er ledig jordemoderarbejdskraft, burde være til at få øje på.

Jordemoderforeningen mener derfor ikke, at døgnvagten som vagtform er et problem. Men en fornuftig og arbejdsmiljømæssig sund anvendelse af vagten er et ledelsesansvar, som bør håndteres i løbende samarbejde med tillidsrepræsentanter og medarbejdere på arbejdspladserne.




"Men hvad er så op og ned på problematikken? Svaret er jo nok, at der ikke bare kan sættes et entydigt plus eller minus ud for døgnvagterne som vagtform." Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen