Leder: 2. oktober og hvad så?

2. oktober åbnede Folketinget for et nyt år.

Som ofte før blev der demonstreret foran tinget med krav til den siddende regering.

Denne gang var Jordemoderforeningen også at finde blandt de demonstrerende. Vores hovedorganisation, FTF, og en række af vores samarbejdspartnere havde opfordret til på Folketingets åbningsdag at være med til at fastholde regeringen på dens løfter om bedre kvalitet i den offentlige sektor og om stærkere fokus på offentligt ansattes vilkår.

Jordemoderforeningens hovedbestyrelse valgte at være med under velfærdsparolerne den 2. oktober for specifikt at anbefale regeringen at virkeliggøre sine løfter. Selvom Jordemoderforeningen samarbejder godt med alle de partier, der vil tale med os om forbedringer inden for svangreomsorgen, så deltog vi i demonstrationen med det fælles budskab til regeringspartierne og deres støtteparti.

Men vi var også på slotspladsen for at give et bud på velfærd på vores område:Vi skal have forbedret vilkårene for jordemoderarbejdet, herunder honoreringen!Vi skal se forbedring på grunduddannelse, efter- og videreuddannelse af jordemødreVi skal se modtræk til øget centralisering og pres på svangreomsorgenEn syndflod af politiske kommentatorer har udtalt sig om de mange muligheder for regeringsforlig eller regeringsforlis. Lige så mange tolker på risici for indgreb i overenskomsterne, lige som der er talrige modsvar fra fagforeninger, som alle går ud på det samme: Hold fingrene væk fra den danske aftalemodel! Lad parterne klare det selv.

Det kor vil jeg slutte mig til, dog med det forbehold: Der er så dybe forpligtelser lagt ind i forhandlingerne fra finansministerens side, at han, efter min mening, bliver nødt til at blande sig. Men kun én indblanding vil falde i god jord hos mig, og det er, at finansministeren sikrer øgede midler og anstændig arbejdsro, så Danske Regioner selv har mulighederne for at finde en god aftale med deres jordemødre!

Følg med i forhandlingerne på Jordemoderforeningens hjemmeside… OG så ses vi vel til medlemsmødet på Nyborg Strand?

”Men kun én indblanding vil falde i god jord hos mig, og det er, at finansministeren sikrer øgede midler og anstændig arbejdsro, så Danske Regioner selv har mulighederne for at finde en god aftale med deres jordemødre!”

Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen