Leder: 179 par sko

Sådan cirka - stillet op fra Rytterstatuen til trappen op til Folkestyrets allerhelligste.

Hvem stod i de sko oprindeligt, og hvorfor var der doneret utroligt mange, stadig ret pæne, arbejdssko til opstilling uden for Christiansborg?

Ja, hvem skoene havde tilhørt, er nok meget velkendt - de har siddet på fødderne af jordemødre og jordemoderstuderende. Nogle gange gennem mange timer i træk, eller gennem flere timer end oprindeligt planlagt. De har været smidt under skrivebordet, når journalarbejdet er faldet sammen med indtagelsen af en mellemmad, eller de har været oversprøjtet med brusebadets dråber, når jordemoderen har støttet lænder, mens kvinden har lindret smerter under varme stråler.

Nogle af skoene var stadig lidt (for) blodige. Nogle var sure.

Og hvorfor de stod der? De stod der for at opfordre folketingspolitikerne til at prøve at være i en jordemoders sko.

Enkelte politikere kom ud på besøg, fra hver sin side af salen. Alle meget velkomne. Nogle hastigt på vej til et andet møde, andre for at tale med jordemødrene, der stod med skilte, sko, lytterør og kaffe.

179 politikere kunne for en dag have prøvet at stå i et par jordemodersko.

Men det havde nok alligevel ikke været helt realistisk. Der var nemlig ingen fødende, der kaldte. Ingen patienter med behov for en hånd, en forklaring, lidt ros og opmuntring, et drop, lidt ammehjælp. Og der var ingen stue, der lige skulle sprittes af, inden næste fødende rykkede ind. Der var ingen pc’er, der i øvrigt lige var gået i udu, eller manglede det rette login, ingen fødende, der kom ind med ambulance, og med et barn på maven og en for stor bristning i mellemkødet.

Der var heller ikke nogen gravide, der bad om planlagt kejsersnit, fordi deres første fødsel havde været kaotisk og fordi de for længst havde mistet tilliden til dels egen krop og dels jordemødres og lægers evne til at byde på et godt forløb anden gang.

Der var ikke pludselig tre fødende ekstra, der ankom uden at have ringet først. Der var ikke et vagskifte, hvor jordemoderen, der skulle hjem, glemte at fortælle vigtige delelementer til afløseren (hvis en sådan forresten kom), efter hendes jongleren med den afsluttede vagts tre forløb.

Nej, alt det var der ikke. Men der var en stor skare stærke og muntre jordemødre og studerende og turister og forbipasserende, og der blev drøftet, hvad vi kan gøre for at overbevise dem, der har indflydelse på fordelingen af finanslovsmidler og regionale midler om, at det er dyrt at gøre det dårligt.

Vi bliver ved med at fortælle, hvad det anstændige tilbud rummer. Hvorfor det skal være der. Hvorfor vi mister jordemoderkompetence, hvis arbejdsforholdene og den udbudte kvalitet ikke bliver bedre. Og vi er kommet langt med at sætte den dagsorden. Lad os blive ved med at tage diskussionerne og være kreative, både på arbejdspladserne og i det offentlige rum.

Det er en kvinderet - et barns ret og en mands ret, at vi skal gøre det bedste for dem. Det skal vi have ordentlige rammer for at kunne. Længere er den ikke.

Alt andet er dumt og dyrt.

Og skoene? De kom til genbrug på Kofoeds Skole. Så er der atter nogle, der kender livets realiteter, der kommer til at gå i dem. 



“Vi bliver ved med at fortælle, hvad det anstændige tilbud rummer. Hvorfor det skal være der. Hvorfor vi mister jordemoderkompetence, hvis arbejdsforholdene og den udbudte kvalitet ikke bliver bedre..” Lillian Bondo, formand