Lang vej mod autorisation

Uden vilje og stædighed havde nydansker aldrig fået sin autorisation. Det tog 14 år op ad bakke før algeriske Safia Atia kunne praktisere som jordemoder i Danmark.

Der var grund til fest, da algeriske Safia Atia i juli 2001 omsider stod med Sundhedsstyrelsens autorisation, beviset på at hun kunne praktisere som jordemoder i Danmark. Det var en sejr for hele familien, og de fejrede den med en uges ferie i sommerhus på Fanø. Safia, hendes mand og tre børn, som dengang var 7, 8 og 12 år.

– De havde alle ydet deres bidrag i de lange perioder, hvor jeg var på kursus i Aalborg og København og senere i praktik i Odense, fortæller Safia med et smil.

Vi sidder på fødegangen på Fredericia Sygehus, der har været hendes arbejdsplads siden august 2002. Det var samme sted, hun tidligere oplevede en chefjordemoder administrere regelsættet så fleksibelt, at hun endelig fik mulighed for at bruge sin uddannelse efter mere end ti år i Danmark.

Egentlig skulle Safia Atia have siddet bag et skrivebord på fødeafdelingen og skrive breve, lave statistik og alt det andet, en kontorassistent tager sig af. Hun var sendt i aktivering som kontorassistent. Men daværende chefjordemoder Margit Iversen ville hellere udnytte hendes faglige kunnen og gav hende adgang til at arbejde på lige fod med jordemoderskolernes slutfaseelever. Kvinder med indvandrer- eller flygtningebaggrund udgør 10-15% af de fødende på Fredericia Sygehus. Det er derfor en stor fordel at have en jordemoder med anden etnisk baggrund end dansk. Hun kan give især arabisk- og fransktalende kvinder tryghed og bygge bro over de store kulturforskelle, som både personale og fødende ellers har det svært med, mente chefjordemoderen.

<//span>Treårig algerisk uddannelse
Indtil 2001 var Safia Atias ophold i Danmark en lang vandring op ad bakke, hvor kun vilje, stædighed og hendes mands opbakning holdt hende på sporet. Hun er uddannet jordemoder i Algeriet og nåede at arbejde fem år på et stort offentligt hospital i hovedstaden Algier, inden hun i 1989 flyttede op til sin mand i Danmark. Han er ligeledes algerier, men dansk uddannet ingeniør med job i koncernen ABB i Fredericia.

Hun opdagede hurtigt, at det ville blive vanskeligt at få adgang til at bruge sin uddannelse i Danmark. Hendes første danske sagsbehandler udtalte sig meget kategorisk om fremtidsudsigterne – ‘Du kommer aldrig til at arbejde som jordemoder i Danmark,’ lød beskeden.

– Jeg husker det meget tydeligt. Jeg blev frygtelig ked af det. Forstod ikke, hvorfor det var umuligt, fortæller Safia Atia.

I Algeriet tager jordemoderuddannelsen tre år. Forinden havde Safia Atia taget studentereksamen. Forskellen på at arbejde som algerisk og dansk jordemoder er efter hendes mening ikke særlig stor. Alle kvinder verden over føder på samme måde, påpeger hun.

I storbyen Algier er det normalt, at kvinderne føder på hospitalet. Det er knap så almindeligt, men heller ikke unormalt, at mændene er med. Specielt ikke hos de økonomisk velstillede, der ofte vælger at føde på privatklinikker.

Forbudt område
De danske tilbud var ukendte for hende indtil 1997, da hun med Sprogskolens hjælp skaffede sig tre måneder som observatør på Fødegangen på Vejle Sygehus.

I otte år havde hun zappet imellem sprogkurser, job i fiskeindustrien, arbejdsløs og aktivering som husassistent, medhjælper og kontorassistent, mens det, hun virkelig havde lyst til, var forbudt område. Nu havde hun pludselig en fod indenfor på Vejle Sygehus, selv om det kun var som observatør. Det skærpede motivationen yderligere til at gøre noget for at forbedre sin egen situation.

Med hjælp fra fagforeningen Forbundet af Offentligt Ansatte fik hun mulighed for at følge Sprogskolens udvidede danskkursus. Det var hun tidligere blevet nægtet af Arbejdsformidlingen, der foretrak at lade hende arbejde for føden som husassistent i en børnehave.

Klar besked fra Sundhedsstyrelsen
Derefter tog hun kontakt til Sundhedsstyrelsen for at få styr på, hvad hun yderligere skulle gøre for at få dansk autorisation som jordemoder. Svaret var enkelt. Hun skulle bestå fire kurser på jordemoderskolerne og derefter sikre sig et halvt års praktik.

Reglerne er klare, og en engageret sagsbehandler kunne have skaffet hende oplysningerne mange år tidligere. Mange spildår
– Det er en stor tilfredsstillelse igen at praktisere sit fag og tjene sin egen løn. Der har været utroligt mange spildår. Når jeg nu læser om, hvordan amterne med målrettede sprogkurser kan lære udenlandske læger dansk på nogle få måneder, kan jeg ikke lade være med at tænke, at mange andre faggrupper kunne have gavn af lignende kurser. På sprogskolen er niveauet ofte for lavt.

– Med målrettede sprogkurser og en engageret rådgiver, der ikke anså mit ønske om at arbejde som jordemoder som utopi, kunne jeg have været i gang som jordemoder for mange år siden.

På Fredericia Sygehus trives Safia Atia i sit job. Enkelte gravide reagerer skeptisk, når de ser hendes navn. Men det tager hun sig ikke af. Hun bliver heller ikke skuffet eller ked af det, når der en sjælden gang er en, som foretrækker at gå til konsultation hos en anden. Hun oplever det ikke anderledes, end når kvinder af andre grunde udtrykker ønsker om at få en anden jordemoder.

– Det er ok, bare de siger det direkte. Mennesker er ikke ens, og at enkelte hellere vil konsultere en kollega, kan jeg sagtens leve med. Generelt oplever jeg, at de fleste er glade for mig. Ved selve fødslen vil de fleste helst have den jordemoder, de kender. Når det ikke lader sig gøre, accepterer de den, som har vagten. Det gælder også mig.

I 1999 bestod hun kurset Jordemoderansvar og Kompetence fra Jordemoderskolen i København samt kurser i Farmakologi og Anæstesiologi i Aalborg. Kurset i Dansk Sociallovgivning blev læst og bestået sideløbende med, at hun var i aktivering på Fredericia Sygehus i tre måneder i 2000.

Aktiveringsjobbet var Safia Atias egen opfindelse. Hun kontaktede selv chefjordemoderen og fik en aftale, hun kunne levere videre til AF. I papirerne stod kontorassistent, men Safia Atia og chefjordemoder Margit Iversen var enige om, hvad der skulle ske.

– Det var et stort skridt for mig, men medarbejdernes støtte og faglige anerkendelse gav mig tryghed. Under min afsluttende praktikperiode på Universitetshospitalet i Odense blev jeg jævnligt kontaktet af Margit Iversen, der lige skulle høre, hvordan det gik. Det varmede og var en stor støtte, siger Safia Atia.

Med et veloverstået praktikophold bag sig var alle krav opfyldt. Autorisationen var i hus. Efter vikariater i Fredericia og Vejle stod hun et halvt år senere med tilbud om fastansættelse begge steder. Hun valgte Fredericia, hvor familien bor

Behov for bedre information
Safia Atia ønsker at forbedre informationen til etniske minoriteter. Mange indvandrere og flygtninge savner helt almindelig viden om det danske system. Oplysning om banale forhold, som nydanskerne ikke får, fordi vi som danskere regner med, at alle ved besked. I dag står nydanskerne ofte uforstående overfor, hvad de hører og ser på f.eks. et sygehus og en fødeafdeling, siger hun.

– Alene synet af fødestuen kan være et problem. Kvinderne bliver bange og utrygge, når de ser alt det udstyr, vi har, hvis de ikke er vant til det fra deres hjemland. Vi skal også være opmærksomme på, at disse kvinder og deres familier ikke har samme mulighed for at læse vores informationsmateriale. Det nytter ikke at give dem en pjece i hånden. De skal have informationerne på en anden måde.

– Det er en lille ting, men bare det, at de ikke har opfattet, at de skal ringe i forvejen, før de tager af sted til sygehuset for at føde, kan give forviklinger og være afgørende for, om de får en god oplevelse. Det er vigtigt at lytte, for de fleste indvandrerkvinder er bekymrede og usikre op til fødslen.

Savner danske veninder
Safia Atia nævner ikke den danske indvandrerdebat med ét ord. Men direkte adspurgt sukker hun og indrømmer, at den påvirker og tærer på det psykiske overskud. Hun er træt af den evindelige negative omtale.

Selv oplever hun ingen problemer i forhold til danskere. Lige bortset fra, at det er svært at få danske venner. Hun savner nogle rigtigt nære veninder, som hun kan snakke med om alt.

De er svære at få i Danmark – konkluderer hun på baggrund af 14 års erfaringer.