Hun havde ellers taget sin beslutning; ikke tale om at hun ville gennemleve det samme smertefulde og langstrakte mareridt som under sin første fødsel for knap syv år siden. Så da Pernille Møller efter mange og lange overvejelser alligevel valgte at blive gravid med barn nummer to, gjorde hun alt for at få garanti for at kunne blive forløst ved kejsersnit.
– Første gang gik fødslen utroligt langsomt. Jeg have stærke veer hver andet minut i et helt døgn uden at åbne mig ret meget. Lægerne forsøgte alt muligt, men uden held. Oplevelsen sad i mig mange år efter, og jeg vidste ærlig talt ikke, om jeg overhovedet havde lyst til at få flere børn, fortæller den nu 34-årige mor til to.
Men Pernille Møller endte alligevel med at føde via den kanal, som naturen har bestemt for den slags.
– Denne gang gik det forrygende, og jeg tænkte umiddelbart bagefter, at det kunne jeg sagtens gøre igen. Jeg fik en epiduralblokade, da jeg bad om det. På det tidspunkt havde jeg været i fødsel 3-4 timer og havde åbnet mig seks centimeter. Jordemoderen ringede med det samme, og kort tid efter stod anæstesilægerne der. De spurgte helt rutinemæssigt, om jeg havde været i gang længe. Jordemoderen svarede nej, men at jeg havde en særlig aftale, forklarer Pernille Møller.
Få, men de fylder
Og det var lige dét, hun havde. På forhånd havde Pernille Møller indgået en aftale med fødeafdelingen på Herlev Sygehus om, hvordan forløbet skulle planlægges og hvordan der specifikt skulle sættes ind, hvis fødslen endnu engang trak ud og smerterne blev for belastende. Det gav hende så meget tryghed, at hun en måned før sin termin endelig fraveg sit stærke ønske om blive indstillet til kejsersnit på ‘maternal request’.
I ca. et halvt år har fødeafdelingen på sygehuset forsøgsmæssigt kørt et program for gravide, der er så bange for at føde, at de argumenterer for at få et planlagt kejsersnit. Presset var efterhånden blevet så stort, at det ikke længere kunne ignoreres. Der blev i første halvdel af 2004 foretaget i alt 180 kejsersnit på afdelingen, hvilket svarer til 15,7 procent af alle fødende. Heraf var 43 elektive, og af dem skete 14 efter moderens eget ønske. 12 af disse kvinder var andengangfødende.
– Selvom disse kvinder antalsmæssigt trods alt stadig er få, så fylder de i dag meget ressourcemæssigt og mentalt på en fødeafdeling. Og da det selvfølgelig er vores mål, at alle kvinder får en god fødsel, følte vi, at vi blev nødt til at gøre noget, forklarer Morten Lebech, administrerende overlæge på fødegangen på Herlev Sygehus.
Empati og hårde fakta
Selve optakten kom imidlertid fra jordemoder Benthe Dandanell. Hun tog for ca. tre år siden en psykoterapeutisk efteruddannelse og har i privat regi – sideløbende med sit faste job – beskæftiget sig med fødselsforberedelse og efterfødselsreaktioner. Hun foreslog sin daværende afdelingsledelse, at hun tog sig af de særligt angste gravide i svangrekonsultationen. Bl.a. de kvinder, der nu var begyndt at møde op med krav om kejsersnit.
– Jeg forestillede mig, at de kunne have glæde af at tale om deres tidligere fødsel, hvis det var dét, der var baggrunden for, at de var bange for at føde. Der var i starten tale om græsrodsarbejde, hvor jeg sagde til mine kolleger: ‘bare sendt dem op til mig’. Min daværende leder gav mig dog ekstra tid til opgaven, og siden blev det et fast tilbud for kvinder, der som udgangspunkt ønsker et planlagt kejsersnit, fordi de er bange, siger Benthe Dandanell.
Hun og afdelingens tre obstetrikere med vanskelige fødsler som speciale har delt konsultations-processen skarpt op mellem sig. Hos hende får de gravide empatien og tiden til at fortælle deltaljeret om deres svære første fødselsforløb eller deres mere eller mindre diffuse angst for den første fødsel. Hvor i fødslen var det, de syntes det gik rigtigt skævt? Var smerterne det værste? Eller var presseperioden uudholdelig? Var tiden lige efter fødslen slem? Blev barnet taget med kop og var den oplevelse rædselsfuld?
Hos obstetrikerne får kvinderne til gengæld alle de hårde fakta om bivirkninger og komplikationer. Det er også en af dem, der efter et vist antal konsultationer, træffer den endelige beslutning om at indstille til kejsersnit.
– Det har vist sig, at der kan være stor forskel på, hvordan kvinderne har oplevet deres tidligere fødsel. Den kan godt have været en skræmmende oplevelse, selvom den måske rent fagligt set er gået helt efter bogen. Det vigtigste er, at de føler, at de bliver hørt og taget alvorligt. Men vi lægger ikke skjul på, at formålet med hele processen er at få dem til at have tillid til, at de kan føde på normal, vaginal vis. Det sker da også, at nogle efter alle konsultationerne med os alligevel forlanger et kejsersnit. Men kravet er, at de som minimum først hører, hvad vi har at sige og tilbyde – ligesom vi lytter til dem, forklarer jordemoderen.
Ca. 50 procent på kontrakt
Næste skridt er at indkredse hvilke konkrete tilbud fødestedet har til den pågældende kvinde, fx i form af smertelindring eller løfte om et akut kejsersnit, hvis det hele alligevel skulle blive for uoverskueligt. Hidtil er disse løfter blevet noteret i journalen. Fremover bliver der tale om en særlig fødselskontrakt, som skal underskrives af begge parter – den gravide og den pågældende obstetriker. Morten Lebech:
– Vi har fået produceret en særlig formular, med sider som den gravide får med hjem og skal udfylde, bl.a. med en beskrivelse af det tidligere fødselsforløb. I papirerne står der også, at hun har fået information om bivirkninger og komplikationer. Og endelig er det noteret, præcist hvad vi har aftalt, der skal ske i forskellige faser af fødslen, forklarer han.
En enkelt gang i opstartsfasen gik det dog galt; en kvinde, der havde frabedt sig at føde med kop, kom alligevel til det. Den pågældende læge havde overset, at der var særlige betingelser for hende. I dag sørger en blå seddel på journalen og en blå magnet på afdelingens overvågningstavle for at der er maksimal opmærksomhed på en kvinde, der føder ‘på kontrakt’.
– Aftalen er dog alene moralsk forpligtende; juridisk set er lægen selvfølgelig underlagt lægelovens bestemmelser og har det endelige ansvar. Men det er vigtigt for os at det fremgår, at der er foregået en længere dialog forud for kvindens valg og afdelingens tilsagn, siger Morten Lebech.
Tallene for hvor mange kvinder, der har indgået en fødselskontrakt, er endnu ikke gjort op, men han ‘fornemmer’ – som han udtrykker det – at det i ca. halvdelen af tilfældene hidtil er lykkedes at få kvinderne til at føde normalt.
Lebech bryder sig ikke om glosen ‘overtalelse’, men indrømmer, at det nok alligevel er dét, det hele handler om. Den andengangsfødende Pernille Møller siger det lige ud.
– Jo, jeg syntes, at de forsøgte at overtale mig til at føde normalt. Men det var også i orden, for jeg mente faktisk også selv, at det var det bedste for mig. Ikke mindst på grund af de mulige bivirkninger. Men det allervigtigste var, at de tog mig alvorligt og godt kunne se, at jeg var bange. Min aftale gik ud over epiduralblokaden også ud på, at jeg kunne komme ind på sygehuset så snart, jeg mente, det var nødvendigt, og at man hurtigere ville gribe ind denne gang, siger hun.
En fordel for alle fødende
Benthe Dandanell er i modsætning til mange andre jordemødre ikke af den opfattelse, at det bare er krævende kvinder med et overdrevent kontrolkompleks, der forlanger at føde på operationsbordet.
– Jeg har ofte siddet med grædende og meget angste kvinder. Også selvom der har været tale om ellers velfungerende kvinder, der nok kan tale for deres sag. Men at de kan det, er er vel egentlig også i orden, mener hun.
De nye skriftlige aftaler har også skabt en større bevidsthed på afdelingen om et fænomen, som ellers er smuttet ind ad bagdøren, og som mange fødeafdelinger stadig står noget famlende overfor. Den arbejdsgruppe, der har udarbejdet aftale-formularen, har desuden været vært ved et symposium for samtlige ansatte faggrupper. Morten Lebech er ikke i tvivl om, at det øgede fokus på denne særligt vanskelige gruppe fødende vil smitte af på afdelingens øvrige brugere.
– Som sagt er målet, at alle fødende får en god oplevelse af deres fødsel, siger overlægen.
Afdelingen igangsætter snart en fødselstilfredshedsundersøgelse, der skal sammenligne kvinder, der har født vaginalt på kontrakt, med kvinder, der enten har fået et kejsersnit efter eget valg eller anden form for planlagt kejsersnit. De to grupper skal sammenholdes med en kontrolgruppe.
Benthe Dandanell ville gerne gå skridtet videre:
– Alle gravide burde vel egentlig have det samme tilbud om længere konsultationer og samtaler. Men det er der selvfølgelig slet ikke ressourcer til i dag, sukker hun.
Ressourcerne, konkretiseret ved vagtplanen, tillader heller ikke at kvinderne i denne særlige gruppe kan få løfte om at føde med kendt jordemoder. Og ifølge Dandanell kan det heller ikke garanteres, at der er en jordemoder eller en læge fysisk til stede på fødestuen under hele fødslen.
– Men med den skriftlige aftale er kvinden i alt fald sikret at føde med nogen, der i det mindste har læst sig til hvordan hendes første fødsel forløb. Og som også er forpligtet til at overholde det, der er blevet aftalt i svangrekonsultationen, fastslår hun.