Kommentar: Jordemoderfaget skal specialiseres

Kommentar fra Susanne Andersen, kredsformand for Sjællandskredsen
Årets medlemsmøde i Jordemoderforeningen er tænkt som startskuddet til en proces, hvor vi i fællesskab afdækker, hvordan jordemoderprofessionen kan og/eller skal udvikles i de kommende år.

Politikerne har, foranlediget af lægemangelen, tænkt kreativt i form af centralisering og opgaveglidning. Sidstnævnte giver anledning til tanker om, at jordemødre kan opkvalificere sig til at overtage nogle af de obstetriske lægers opgaver – mod en højere løn forstås!

Jordemødre har ellers opgaver nok i forvejen. Den største opgave er at forbedre indsatsen på vores ansvarsområde: de normale graviditeter, den spontant forløbende fødsel og de normale barselsforløb. Det er vi autoriseret til, og hvis vi vil bibeholde autorisationen, er det på dette felt, vi skal udvikle vores profession og faglighed.

Ifølge den engelske professor Marianne Mead er der stor forskel på, hvad jordemødre tror, de gør på fødestuerne, sammenholdt med statistikker over, hvad deres reelle aktiviteter betyder for bevarelsen af den normale fødsel. Og Sundhedsstyrelsens seneste fødselsstatistikker bekræfter, at vi alt for ofte ikke formår at hjælpe kvinderne til at føde spontant.

Vi må udvikle bedre ikke-medicinske værktøjer til at bistå kvinderne i den naturlige proces gennem graviditet, fødsel og barselsperiode, så den ikke sygeliggøres af medicinske behandlinger og indgreb.

Vi må selv undersøge, hvad der virker bedst, bl.a. via inspiration fra jordemødre, som ikke er flasket op med sygehusprocedurer for, hvordan en kvinde i forlængelse af en elskovsakt med sin mand, skal føde et barn.

Først det normale, så specialerne
Specialisering kan muligvis være en del af løsningen for vores fag. Jeg forestiller mig, at bachelordelen koncentreres om det spontane og det normale (vores nuværende ansvarsområde), og herefter skal alle uddannes indenfor et speciale. Uanset hvilket speciale, bør specialistuddannelsen afsluttes med et forskningsprojekt på kandidatniveau indenfor feltet, så alle lærer at undersøge, dokumentere og udvikle egen praksis. Specialerne kunne være: den normale graviditet, fødsel og barselsperiode (nuværende ansvarsområde men mere dybtgående), patologi med tilhørende medicin og teknologi, scanning, fosterdiagnostik og rådgivning, konsultation/ fødselsforberedelse, klinisk vejledning og undervisning, anæstesi og instrumentelle forløsninger.

”Monopol” på fødsler
Det lyder måske utopisk, at jordemødre kan varetage alle funktioner i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel, men min vision bygger på en overbevisning om, at hvis det hele vejen igennem er jordemødre, som på den ene eller anden måde deltager i omsorgen for kvinderne/ familierne, så vil kontinuitet kunne sikres. Og indgrebsfrekvenserne vil falde betragteligt, da vi alle vil have de normale forløb på rygraden og dermed et fælles udgangspunkt for kontakten med familierne. Og sidst, men ikke mindst: Da vi alle vil have mulighed for at arbejde og udvikle os i dybden med det område, som giver os den største motivation og arbejdsglæde, så vil kvaliteten også øges.

Hvis vi opnår dette ”monopol” på fødslerne, har vi alle kortene på hånden for at opnå en anstændig løn. Vi bibeholder vores selvstændige autorisation og respekten for vores faggruppe vil ikke kun cementeres, den vil øges betragteligt. Det samme vil arbejdsglæden.