Kommentar: Historien om den normale fødsel er væk

Den normale fødsel er truet. Paradokset er, at truslen bl.a. udspringer fra et stærkt ønske om at give mor og barn de bedste betingelser for at komme sunde igennem graviditet, fødsel og barsel. Vi er gået fra at skulle redde børn og mødre, til i dag at skulle redde selve begivenheden. Lukning af Svendborg som fødested er et godt eksempel.

En fødsel er ikke bare en aldersbestemt hændelse til artens overlevelse. En fødsel er en meningsfuld del af kvindelivet, en vigtig og skelsættende oplevelse, der huskes hele livet. Fordi oplevelsen er unik, rummer den potentiale til at styrke kvinden og familien i troen på, at de kan mestre livet og forældreskabet. Den normale fødsel styrker barnet, sætter hormonelle processer i gang, koloniserer det med mors bakterier osv. Derfor skal der værnes om kvinders mulighed for at føde vaginalt i rolige omgivelser.

Jordemødres engagement og arbejdsglæde hænger tæt sammen med at bevare denne ro til at føde. Det er en kæmpe opgave for jordemoderfaget at fortælle historien om den normale fødsel til politikere og ledere. Jordemødre bliver ofte beskrevet som brokkehoveder og forkælede, når de beskriver utilfredsstillende arbejdsvilkår. Vores virksomhedsområde vækker ikke genklang hos dem, der sidder på pengekassen. Bliver der argumenteret for den normale fødsel, er det som om ledere tænker: Vi kan fjerne flere penge fra fødselsområdet.

Historien om den normale fødsel er væk, fordi sundhedsvæsnet er bygget til at fokusere på risici, smertelindring og indgreb. Det er historien om risici, der giver flere penge til et specifikt område. Et godt eksempel er lægeforeningsformand i Region Syddanmark, Joachim Hoffmann- Petersen, der forklarer lukning af Svendborg med, at en del nyfødte har brug for hjælp til at trække vejret.

Akademisering
Jordemoderfaget er i fuld gang med at ruste op gennem akademisering for at kunne tage til genmæle over for læger og beslutningstagere. Jordemoder Rikke Maimburg tager på smukkeste vis til genmæle i Fyns Amts Avis over for Joachim Hoffmann-Petersen.

Gennem akademisering kan vores virksomhedsområde få en stemme. Vores argumentation skal hænge sammen med praksis, for hvad hjælper det, hvis vores virksomhedsområde imens bliver udhulet, fordi vi i praksis ikke kan holde fødslerne normale? Jeg ser mange jordemødre, der beskriver magtesløshed og manglende engagement i en fortravlet hverdag.

Vi er i gang med at aflære engagementet
Den normal fødsel er også truet, fordi magtesløsheden breder sig i faget. Hvilket måske er en konsekvens af ikke at have en stemme i beslutningsprocesserne. Det er ressourcekrævende at følge en kvinde på rejsen gennem den normale fødsels fysiologiske processer. Nogle jordemødre oplever det at stå til en fødsel som en underskudssituation. De er utrygge ved at være tålmodige og afventende. Det kunne være et tegn på, at vi er nået til en fremmedgørelse mellem jordemoderen og situationen?

Fremmedgørelsen kan meget vel være resultat af de store fødesteders virkelighed. Divergensen mellem den ro og det nærvær, det kræver at lade en fødsel gå sin gang, og måden rammerne tillader at arbejde på, viser sig ved, at jordemoderen trækker sit engagement ud af situationen.

Den amerikanske sygeplejerske og forsker Patricia Benner siger, at udbrændthed er en form for fremmedgørelse. Nogle mener, at udbrændthed kureres ved at beskytte sig mod involvering og engagement. Det mener Patricia Benner er fejlagtigt. Man skal nærmere anskue det manglende engagement som sygdommen. Kuren består i at få engagementet tilbage. Hun siger, at det kræver, at man tør involvere sig for at få adgang til de ressourcer og perspektiver, som en omsorgssituation indeholder.

Vi skal knække koden
For at overvinde fremmedgørelsen og styrke engagementet skal den normale fødsel opprioriteres. At støtte en kvinde gennem en fødsel hvor smertelindringen er opmuntring, akupunktur og lattergas, kræver færdigheder, som opbygges gennem års erfaring og som overleveres via arbejdskultur. Det lyder enkelt, men er værd at fokusere på, fordi vi risikerer at aflære disse færdigheder i takt med, at færre fødsler er normale.

Jeg tror ikke, den normale fødsel kun reddes gennem akademisering. Vi skal knække koden til at få historien fortalt, så der bliver lyttet. Det kræver, at ledere og beslutningstagere tør være fremsynede og visionære. Jordemødre skal genopdage den normale fødsel gennem styrkelse af færdigheder og kollegial støtte. For det vil gøre, at jordemødre igen involverer sig og herigennem får adgang til de ressourcer, der ligger i den normale fødsel.