Koks i kommunikationen

Et stort ønske om at føde hjemme kolliderede med hospitalets retningslinjer og anbefalinger, da en tredjegangsfødende fik taget vandet i slutningen af uge 41. Utydelig kommunikation, blandt andet om mulighed for underretning til kommunen, spillede ind på kvindens fødselsoplevelse.

Der blev talt om fødested ved alle de møder, som Anne (kvindens rigtige navn er redaktionen bekendt) havde med læger og jordemødre på den mellemstore fødeafdeling, som hun var tilknyttet. Anne ønskede sig brændende at føde hjemme. Jordemødre og læger frarådede det, fordi Anne havde udviklet graviditetssukkersyge i slutningen af graviditeten, der var hendes tredje.

- Spørgsmålet om hjemmefødsel fyldte ved alle mine møder med hospitalet. Der var slet ikke nogen åbenhed overfor, at det kunne lade sig gøre – de sagde bare nej, nej, nej – selvom scanning viste, at det her barn var mindre end de to første, siger Anne.

Alle frarådede hende at føde hjemme, selvom hendes diabetes var velreguleret, og selvom hun var meget bevidst om tilstanden.

- Jeg er meget ansvarlig i det, jeg gør. Jeg var sikker på, at det kunne lade sig gøre at føde godt og sikkert hjemme, ligesom det kan andre steder. Og jeg gjorde opmærksom på, at jeg jo har ret til at få en jordemoder ud, hvis jeg vælger at føde hjemme. Jeg bestemmer altså selv over min krop, siger Anne.

Risikoen for, at barnet kunne blive stort på grund af mors diabetes og problemer med et dårligt reguleret blodsukker, lå til grund for afdelingens anbefaling til Anne.

- Men barnets størrelse kunne man jo vurdere ved fødslens start og blodsukkeret skulle jeg nok holde styr på, siger Anne, der – som i sine to tidligere graviditeter – gik næsten to uger over tid. Anne ønskede derfor at få fødslen sat i gang, og hun fik taget vandet en formiddag. Samtidig med at vandet gik, startede uenighederne om, hvad henholdsvis hospitalet og Anne havde lovet og aftalt. Anne fik at vide, at hun kun kunne få taget vandet, hvis hun lovede at føde på hospitalet. Personalet havde for deres del en opfattelse af, at parterne var nået til enighed om, at Anne skulle føde på hospitalet.

Hurtig fødsel
Anne og hendes mand aftalte med personalet, at de ville gå en tur, efter at vandet var taget og komme tilbage i løbet af et par timer. Parret valgte at tage hjem, da de bor tæt ved fødestedet for at spise frokost. Der kom lette veer efter, at vandet var gået, men ikke noget, som Anne regnede for noget. Ud på eftermiddagen tog veerne de til, og Annes mand ringede til hospitalet. Her lød beskeden, at man vil sende en ambulance – ikke en jordemoder.

- Pludselig gik det stærkt, og jeg ville gerne have en jordemoder ud, for jeg ville ikke føde i en ambulance, siger Anne.

Herefter gik der en halv time præget af kaos, som Annes veninde, der var til stede, beskriver det. Hun ringede også til fødeafdelingen og bad om at få en jordemoder ud, men blev bedt om at overtale veninden til at komme ind på hospitalet.

- Afdelingsjordemoderen holdt fast i, at de kun ville sende en ambulance, og at de ville tale med lægerne om, hvorvidt situationen skulle give anledning til, at der blev sendt en underretning til kommunen, fordi Anne havde ”snydt” dem, fortæller hun.

Anne fødte kort tid efter samtidig med, at ambulancen ankom til hjemmet. Kort tid efter ankom to jordemødre.

Hospitalet beklager kommunikationen
Anne har klaget over forløbet til sygehusledelsen. I klagen skriver hun blandt andet, at ”situationen ændrede sig, da jeg pludselig fik presseveer, og her insisterede jeg på, ikke at blive flyttet, da jeg tidligere har født hurtigt, og jeg følte mig ikke tryg ved at føde i en ambulance”. På den baggrund mener hun, at afdelingen med det samme skulle have sendt en jordemoder. Hospitalet beklager den miskommunikation, der var omkring forløbet, men holder fast i, at det ikke var muligt at sende en jordemoder med så kort varsel (en halv time). Da fødslen blev betragtet som kompliceret, valgte hospitalet at sende en ambulance, da den kunne være hurtigere fremme end en jordemoder, står der videre i svaret.

Hun undrer sig desuden over, at hospitalet i den tilspidsede situation, der var omkring fødslen, orienterede parret om, at man ville overveje at underrette kommunen om forløbet.

Hospitalets ledelse forholder sig ikke i svaret til overvejelserne om at indberette parret til kommunen på baggrund af forløbet omkring fødslen.

Anne har aldrig fået opklaret, om der rent faktisk blev foretaget en indberetning. Hun har aldrig hørt fra kommunen.

- Jeg spurgte sundhedsplejersken, om hun havde set noget til en underretning på os, men hun gav ikke noget klart svar på, om hun vidste mere om sagen fra kommunen, fortæller Anne, der aldrig har haft kontakt med sociale myndigheder.