Klummen: Man skal se det, før man tror det

Mange gravide siger, at de føler sig mere gravide, når de går ud ad døren efter den første scanning, end da de trådte ind ad døren. Billederne af fostret, dets bevægelser og fremtoning på skærmen gør stort indtryk og ønsket om, at ’der virkeligt er noget derinde’ bliver bekræftet. De oplever på egen krop talemåden, at man skal se det, før man tror det.

Jeg skulle også se og lære, hvad der foregår i ultralydsafdelingen, før jeg forstod de mange detaljer af håndværket og omsorgen for de gravide og parrene. Da jeg tog jordemoderuddannelsen i midten af 90’erne, fyldte ultralyd ganske lidt i svangreomsorgen og endnu mindre på pensum på jordemoderskolen. I midten af 00’erne havde føtalmedicin og ultralyd gennemgået en rivende udvikling og jeg oplevede, at de gravide vidste mere om scanning, end jeg gjorde. Når de i jordemoderkonsultationen henviste til scanningsfund eller planer om yderligere scanninger, håbede jeg, at min uvidenhed ikke ville blive afsløret.

Derfor bød min nysgerrighed mig at søge ind i de mørke scanningslokaler – billederne træder tydeligere frem på skærmen i dæmpet belysning, så mørket giver mening, selvom det kan virke nedslående udefra - og scanning er en spændende måde at bruge sin jordemoderfaglighed på. Allerførst skal håndværket læres og det kræver blod, sved, tårer og ihærdighed at nå til at kunne lave brugbare billeder og efterhånden at finde begejstring ved billedernes detaljerigdom. Oplæringsfasen er udfordrende for ens faglige jeg, for dét at man kan støtte et perineum, skønne en fostervægt og genoplive et barn nytter ingenting i opgaven med fx at fremstille et 12-ugers foster i sagittalplan, så dets længde kan måles. Men når først scanningshåndværket begynder at slå rod, kommer man igen i gang med at bruge de mange kompetencer, som vort virke indeholder.

Samtidigt med det regulære håndværk udfører jordemødre arbejde med ord, viden, erfaring, nysgerrighed og stilhed. I mødet med kvinderne/parrene/familierne er vi tunet ind på deres ressourcer. Vi er opsat på at opfange signaler på udfordringer/styrker/svagheder/potentialer/besværligheder/glæder og det er helt naturligt for os at spørge ind til det hele. Og især at spørge ind til de områder, som lader til at være svære for parrene – alt  fra graviditetskvalme til tilknytningsvanskeligheder. Jeg oplever, at de meget gerne deler deres tanker, når scanningen starter og billederne af deres barn toner frem på skærmen. Vi er sammen om det fælles tredje, dét at se på deres barn, hvilket åbner dem op til deres inderste følelser og bekymringer og de er hurtige til at sætte ord på det virvar af tanker, der bruser frem i dem. Når reaktionen på scanningen enten udebliver eller er afmålt, er det oplagt at spørge ind til, for det kan være tegn på tilknytningsvankeligheder. Hvis der konstant spørges til ting, der kan gå galt, kan det ligeledes være en mulighed for at spørge til baggrunden til det høje bekymringsniveau. Parrene går ind til graviditeten med al deres livserfaring – på godt og ondt, som uberørt eller rystet – og scanningen bringer dem hurtigt i kontakt med deres fundament. I størstedelen af rutinescanningerne handler det om at bekræfte parret i, at graviditeten forløber godt. Når man sætter proben på den gravide mave, ved man ret beset ikke, hvad man finder, så man er hele tiden klar til at opdage og formidle detaljer, der afviger fra normalen. Man kan flytte forældrene fra optimisme til katastrofeberedskab i løbet af få minutter. Beskederne gives nænsomt og med respekt for parrenes ressourcer. Man tager sig tid til, at de forstår fund, behandling og prognoser undervejs i forløb med ekstra undersøgelser og scanninger. Der kan være dystre beskeder og hjerteskærende udfald, men stemningen i afdelingen er varm og omsorgsfuld dét til trods.

Jeg er jordemoder af en generation, der er opflasket med en væsentlig mængde teknologiskepsis. Gennem arbejdet med ultralyd har jeg erfaret, at det ene ikke udelukker det andet, at teknologien ikke sætter krop og sund fornuft ud af spil. Jeg oplever en positiv synergi mellem metoderne, som kommer parrene til gode.

Da jeg tog jobbet i ultralyd, sagde mange kolleger på fødegangen farvel til mig, som om jeg forlod faget. Til arrangementer i jordemoderforeningsregi mødes jeg med overraskelse: „Kommer du stadigt til sådan noget her?“ Ultralyd føltes sandeligt som en ny verden at træde ind i, men jeg er i den grad stadigt jordemoder og bruger jordemoderkompetencer i den svangreomsorgs-niche, som scanning er.

Dét skulle jeg se, før jeg troede det.