| Klummen skrives på skift af Sisse Hulsbæk, Ann-Birgitte Havelund Nielsen, Karin Jangaard og Anne-Sofie Nørager. Gæsteskribenter kan også forekomme. |
Jeg er bekymret og synes, kammertonen skal genfindes. Det er som om, det fælles faglige fodslag er ved at skride i svinget. Jordemoderfaget er anerkendt, vel næsten en selvfølgelighed herhjemme, og jordemødrene varetager størstedelen af svangreomsorgen. Ligesom det skal være. Ligesom det skal blive ved med at være.
Derfor bliver jeg bekymret, når vi indbyrdes strides og graver grøfter inden for egen faggruppe. Jeg bliver bekymret, når diskussioner på diverse fora og sociale medier udvikler sig til mudderkast og til en konkurrence om, hvem der er den mest rigtige jordemoder og hvilke fødsler, der er de mest rigtige fødsler.
| Anne-Sofie Nørager er basisjordemoder på Bornholms Hospital |
En helt almindelig hverdagseftermiddag blev jeg så bekymret, at jeg ikke kunne læse en ellers relevant debat færdig. Jeg følte, jeg sad på tribunen og så på, at mit eget hold lavede selvmål.
Vi befinder os i en tid, hvor svangreomsorgen skal revideres og nytænkes. Samtidig med at jordemoderens arbejde udvikler sig godt og bredt. Offentligt og privat. Heldigvis. Alle med den fælles agenda at sørge for, at det er trygt og godt at føde i Danmark. Vi er altså ikke konkurrenter, men holdspillere.
Hvis vi jordemødre internt udspiller hinanden og skaber splid, slår vi os selv hjem. Og hvor er svangreomsorgen så på vej hen? Jeg spørger bare.
Vi kan prøve at forestille os, hvordan fødslernes præmisser ser ud uden hinanden? Når jeg møder ind på fødegangen, arbejder jeg hver dag for “jeg-kan-klare-alt-iverden- efter-det-jeg-gjorde-i-dag”-fødslen. Derfor sender jeg altid den kærligste hilsen til den jordemoder, der forinden har givet en hånd med fødselsforberedelsen, jordemoderen, der gentagende gange har givet akupunktur mod et værkende bækken, og jordemoderen, der efterfølgende kommer til at yde en uundværlig og nyttig ammehjælp, på hospitalet eller i hjemmet. Tak kollega. Alt det kan jeg ikke gøre selv.
Vi har et ansvar over for os selv og vores renomme, så den troværdighed, vores fag på nuværende tidspunkt kan sole sig i, består. De mennesker, der lægger sig i jordemødrenes hænder, skal vide, at de bliver passet bedst muligt på. Vi har derfor også et ansvar for at samarbejde bedst muligt om de bedst mulige betingelser for de gravide, fødende og barslende. Det starter ved os selv. Vi skal tale os selv og hinanden op og stå i samlet flok. Takke nattevagten, der tager hånd om dystoci og hypertension, imens de andre sover. Takke den privatpraktiserende jordemoder, der har formået at bygge en praksis op fra bunden og varetager det, en stat ikke altid kan honorere. Diskussion er vigtig og fuldstændig essentiel for vores faglighed. Den jordemoderfaglige ressourcebank er enorm. Derfor dette pip om at berige og ikke bekrige. Vi gør alle det bedste vi kan.
Det gør mig ked af det, når jordemødre selv omtaler fødsler som samlebåndsfødsler, upersonlige fødsler eller forkerte fødsler. Vi ved godt, at ikke alle føder godt hjemme. Heller ikke selvom de gerne ville. Jeg ville blive ulykkelig, hvis en jordemoder talte min fødsel ned. En fødsel jeg havde glædet mig til, og som jeg ovenikøbet elskede, fordi jeg følte mig som en vinder og fik lige præcis den jordemoderomsorg, jeg havde brug for.
Heldigvis foregår fødsler langt de fleste gange i ro og mag. Hvad enten det er i hjemlige rammer, på en klinik eller på en fødegang. Jo mere jordemødrene breder sig, jo mere kan vi imødekomme individuelle behov fra dem, der behøver og ønsker os. Jeg håber, vi fremover kan passe på fødslerne. Sammen. Udvikle os sammen og bidrage til, at svangreomsorgen fortsætter der, hvor den hører hjemme. I jordemødrenes kyndige hænder.
Jeg behøver ikke fortælle, at jordemoderhjælp uden for landets grænser ikke er tilgængeligt som herhjemme. Men det er en hel anden diskussion. Ryger tilliden til jordemødrene – fordi vi internt mister tilliden til hinanden – vil de store tabere i sidste ende være dem, der har brug for os.
Undskyld mit franske, men jeg synes, vi kan gøre det bedre.