Klummen: Får vi nogenside tid, ro og nærvær nok til god ammehjælp?

Sissel Hulsbæk arbejder ved Næstved Sygehus som jordemoder og som forskningsassistent i forskningsenheden for Kvinders og Børns Sundhed på Rigshospitalet. Det projekt, Sissel aktuelt arbejder på, handler blandt andet om amning af præmature børn. Sissel er certificeret ammekonsulent, IBCLC, og cand.san. i jordemodervidenskab, hvor hendes speciale handlede om amning af præmature børn.


2018 blev skudt i gang med fokus på amning i avisernes debatindlæg. Fokus på amning er efter min mening altid godt. Jeg synes, der er flere tankevækkende detaljer i den seneste debat, og denne klumme afspejler nogle af mine refleksioner.

Pernille Schwartzlose Nyhuus, cand.scient.pol., skriver blandt andet i et indlæg i dagbladet Information den 9. januar 2018:
„Når sundhedsplejersker promoverer amning for nybagte mødre, er det derfor ofte med rod i en kulturel antagelse om, at amning er godt. Det er der ikke noget galt med, men i så fald skal det ikke præsenteres som videnskab, men snarere deklareres som det, det er: en samfundsmæssig norm“.

Jeg tror næppe, der findes ret mange jordemødre i Danmark, der ikke får en lille trækning omkring det ene øje, når de læser hendes indlæg. Men jeg vil alligevel gerne dykke lidt ned i dette citat. Som Lillian Bondo og Thomas Larsen, henholdsvis formand for Jordemoderforeningen og for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi svarede så godt, så er det ikke arrogant at anbefale amning (Larsen og Bondo, Information, 23. januar 2018). Men er amning en samfundsmæssig norm? Er der ikke, tværtimod, i samfundet en stigende stigmatisering af ammende kvinder? En hurtig søgning bringer mig til en liste over de ti caféer i København, hvor der er bedst at amme. Hos nummer fire på listen må man gerne amme sit barn „… så længe det bliver gjort diskret og man tager hensyn til de øvrige gæster“ (Guide: De ti caféer hvor der er allerbedst at amme). Skal det diende barn tage hensyn til de andre gæster? Er de andre gæster ikke voksne mennesker, der rimeligvis ville kunne forventes at være i stand til at tage hensyn til et sultent spædbarn? I en norsk undersøgelse fandt man, at de norske kvinder tilpassede sig de sociale normer i det offentlige rum. De forsøgte faktisk at amme diskret og fravalgte caféer og andre offentlige rum, hvor de ikke oplevede, at amning var velanset. Det underbygger jo ikke Nyhuus’ opfattelse af, at amning er en samfundsmæssig norm. Måske er problemet med amning i den vestlige verden netop, at der ikke er en kulturel antagelse om, at amning er godt?

Jordemoder Ditte Bach skriver i et indlæg til Politiken den 26. januar 2018, at de kvinder, hun møder i sit arbejde med nybagte mødre og deres børn, virkelig gerne vil amme, men at udfordringer og manglende hjælp gør det svært. Bach går så langt som til at mene, at amning er ved at uddø. Det tror jeg nu ikke, det er. Men der må være noget, der gør det svært at amme i Danmark, når næsten alle begynder at amme, men blot ca. 55 og 11 procent ammer fuldt, når barnet er henholdsvis 17 og 26 uger gammelt (Nilsson, 2018). Jeg har da også en opfattelse af, at brugen af private ammerådgivere er stigende. Jeg har intet problem med dem, der nedsætter sig som ammerådgivere i privat regi. Det ser ud til, at de udfylder et tomrum. Jeg synes dog, det er svært problematisk, at der overhovedet er et behov for private ammerådgivere og barselophold. Vi må spørge os selv, om ikke det er en falliterklæring fra det offentliges side? Min største bekymring er, at svigtende ammehjælp i det offentlige vil forstærke uligheden i sundhed, og jeg mener, at Anne Birgitte Dyhrberg-Nørregaard rammer hovedet på sømmet i et indlæg i Information den 31. januar 2018:
„Som forholdsvis nybagt mor finder jeg det paradoksalt, at fagpersonale – om det er læger, jordemødre eller sundhedsplejersker – enstemmigt betoner teoriens fordele ved amning, samtidig med at ressourcer fratages dette område i praksis“.

For mig at se er der ét stort problem: Ammehjælp kan ikke måles og vejes. Det er en svær ydelse at kode, måske lidt på linje med omsorg. Får vi nogensinde tid, ro og nærvær nok til god ammehjælp?