Klummen: Den sårbare jordemoder

Helene Bovin har arbejdet på fødegange i København og Aarhus, men har gennem sit jordemoderliv fordybet sig i de psykisk sårbare gravide og barslende. Hun er i dag ansat på Holbæk Sygehus, med specialfunktion for gravide med særlige behov. Helene har en master i sundhedsantropologi og er uddannet familieterapeut.

Hvem passer på mig i mit arbejde? Hvem sørger for, at jeg ikke udfordres over evne i vagterne? Min leder, min kollega, mig selv – eller tilfældet?

Her er en beretning fra en sårbar jordemoder.

Jeg er på visse måder en af dem, der ikke rigtig kan klare mosten. En af dem, der ikke holder af arbejdet på en travl fødeafdeling. En af dem, der oplever ansvaret for liv og død meget mere belastende end stimulerende.

Som sårbar jordemoder må man sno sig kreativt omkring i jordemoderfaget. Og igennem disse snoninger har jeg opdaget noget spændende: For det første, at vi faktisk er en del sårbare jordemødre. Vi snakker bare ikke så højt om det, for det er lidt skamfuldt. For det andet, at sårbarhed ikke er absolut, forstået på den måde, at de fleste af os både er robuste og sårbare.

Kunsten må være at finde balancen. Der, hvor man kan bruge af sin robusthed og undgå at slide på sin sårbarhed.

Sagt på en anden måde: balancen mellem ressourcer og udfordringer. Hvordan gør man det? Jeg tror, at første trin er at turde tale om det. Næste trin er at undersøge, hvad der forstyrrer balancen. Sidste trin er at erkende vigtigheden af at passe på os.

Alle jordemødre kender en historie om den vagt, hvor det umuliges kunst koger lige til kanten. Hvor man passer for mange patienter samtidig, hvor man kommer til at bide af sine kolleger, hvor man ikke ænser andet end det umiddelbart forhåndenværende. Hvor alle lægerne er stressede og utilgængelige, og hvor man ikke kan finde overblik nok til at indkalde flere hænder. Historien om dér, hvor det er tilfældigheder, der afgør, om det går godt, eller om det går helt galt.

Jeg kender en chef i teaterbranchen. Dér håndterer man ikke liv og død. Alligevel hersker der et forrygende overengagement og en faglig panik, som om verden vælter, hvis man ikke er klar til premieren. Han ser det som sin opgave at værne om – og styre – sine medarbejderes vilde engagement. At passe godt på deres ressourcer og sørge for, at ingen knækker. Tesen er, at der altid skal være ressourcer til at beskytte de ansatte, fordi tilfældighed på lige det punkt vil være alt for dyrt.

Jeg ville sådan ønske, at jeg som jordemoder kunne læne mig. At jeg ikke behøvede at være bange for at stå i situationer, hvor ressourcer og udfordringer ikke stemmer. Tænk, hvis vi vidste, at vi aldrig skulle stå med mere, end vi magter. At det ikke var op til tilfældet, men at vi var helt sikre på at blive støttet, når det brænder på. Og det ikke var skamfuldt at erkende, at vi har grænser for, hvad vi magter.

Ja, jeg er – som de fleste – sårbar, men også robust.

Et af mine robuste felter er den psykologiske smeltedigel, som familiedannelse også er. Skøre patienter, der græder og hyler og kravler på væggene passer mig godt. Men de må ikke krampe, bløde eller dø i mine hænder. Da det meste af mit arbejde nu foregår i konsultation for de sårbare gravide, er sandsynligheden for, at det sker, uendelig lille. Og mit arbejdsliv er – endelig – landet rigtig godt. Dels fordi jeg nu er åben om min sårbarhed, og håndterer den med omhu og ansvarlighed. Men også fordi jeg har en ledelse, der håndterer mig som en ressource, det er værd at værne om.

Jeg savner fødslerne, og mit mål er at blive robust nok til livet på fødegangen. Men det kræver en del. Det kræver tillid til, at jeg bliver passet på og kan læne mig op af noget, der holder og støtter. Det kræver også afklaring af, hvordan jeg undgår at blive overudfordret, og det kræver en vilje til at passe på mig. Og det gælder faktisk uanset, om jeg er sårbar eller ej. Selv den stærkeste sejtrækker skal passes på og beskyttes, når kravene vokser sig større end ressourcerne.

Uanset, hvad grundene til en ubalance mellem krav og ressourcer måtte være, vil sådan en ubalance i vores fag altid være uforsvarlig. Og både økonomisk og menneskeligt alt for dyr!