Kære kolleger – kære læsere

Gennem alle årene har dette arbejde kun kunnet lade sig gøre, fordi jordemødre så beredvilligt og engageret har givet mig adgang til viden, perspektiver og analyser.
Anne-Marie Kjeldset

Første oktober er der vagtskifte på posten som redaktør for Tidsskrift for Jordemødre, når journalist Lotte Skou Hansen tager over.

Jeg glæder mig til at hjælpe Lotte – som vi præsenterer nærmere i næste nummer af tidsskriftet – i gang som redaktør. Min rolle i Jordemoderforeningen bliver fremover at stå for kontakt til medierne, presserådgivning og øvrig kommunikation i Jordemoderforeningen.

I et par årtier af tidsskriftets 131 år lange historie har jeg haft det privilegie at være redaktør. Som uddannet jordemoder og siden hen journalist har jeg hele tiden søgt at være tæt på faget og på jordemødrene.

Jeg har oplevet, hvordan teknikken bag bladproduktion har ændret sig og frigivet tid til indhold og udvikling. Det er nu en gang meget nemmere at arbejde på pc end at skrive på maskine, og det går lysår hurtigere at overføre materiale digitalt end via fax.

Det har også været et tidsrum, hvor vi er gået fra to til tre – ja måske snart fire uddannelsessteder. Og hvor vi gik fra at være jordemoderelever med løn, til studerende og professionsbachelorer. Vi har fulgt fagets udvikling med de første jordemødre, der fik en masteruddannelse og siden kandidatuddannelse. I dag er der 34 jordemødre, der har en ph.d.

Tidsskriftet har fulgt og skrevet om lønkampe, hvor jordemødre alene (1999) eller sammen med andre faggrupper (2008) har nedlagt arbejdet, når forhandlinger brød sammen. Og vi har beskrevet den aktivisme, som har været med til at skubbe politikerne til at se nødvendigheden af flere ressourcer og mere i lønningsposen.

Mangel på jordemødre og ordentlige arbejdsforhold har været et gennemgående tema i alle mine år som redaktør og er blevet italesat igen og igen af jordemødrene. Som noget nyt er kvinderne – og nogle mænd – nu også kommet på banen med krav om ordentlige forhold i svangreomsorgen.

Jeg har med tidsskriftet bestræbt mig på at beskrive virkeligheden, som den ser ud for jordemoderprofessionen, at komme med vinkler på en udvikling og at komme tæt på den enkelte jordemoders hverdag.

Gennem alle årene har dette arbejde kun kunnet lade sig gøre, fordi jordemødre så beredvilligt og engageret har givet mig adgang til viden, perspektiver og analyser. Jeg har i stigende grad oplevet, at jordemødre kommer med historier og forslag til artikler og ofte selv tilbyder at medvirke. Den voksende gruppe af jordemødre, der arbejder med forskning og udvikling har også på meget positiv vis været med til at udvikle bladet.

Det har været fantastisk at få lov til at følge jordemoderfaget som redaktør og berigende og ind i mellem rørende at høre jordemødres historier og være med til at formidle oplevelser, erfaringer, forskning – og alt det andet.

At redigere er jo i virkeligheden at vælge ud og prioritere, hvad der skal formidles og hvordan. Den udvikling i faget, som jeg har været vidne til, har gjort, at der har været rigeligt at vælge i mellem.

Jeg håber, at jeg fik valgt det rigtige.

Tusind tak for samarbejde gennem årene.