Gennem de sidste to måneder har vi arbejdet som frivillige jordemødre på Masanga-hospitalet, som ligger midt i junglen i Sierra Leone i Vest Afrika. Hospitalet har tidligere fungeret som et spedalskhedssygehus, men det blev ødelagt og lagt i ruiner under den voldsomme borgerkrig fra 1991-2002. Den danske speciallæge Peter Bo Jørgensen stiftede i 2005 foreningen Masangas venner, der har til formål ar rehabilitere og drive hospitalet. Gennem en 10-årig periode skal foreningen genoprette hospitalet, så det igen kan fungere og tilbyde lokalbefolkningen helt basale og livsnødvendige sundhedsydelser.
I vores tid på hospitalet har der været “fuldt hus” på maternity ward. Der har gennemsnitligt været 25-30 kvinder indlagt, og vi varetog omkring 4-6 fødsler om dagen.
De fire håndgreb, trærøret og vores kliniske skøn har været livsvigtige diagnoseredskaber. Vi har palperet, opsporet og lyttet os frem til gemellimødre med forskellige fosterpræsentationer. Palperet underkropspræsentationer og lyttet efter hjertelyde, der ikke længere var der. Med vores hænder og kliniske erfaring bestemte vi gestationsaldre. Det har været en nødvendighed for os at åbne op for vores jordemoderfaglige kunnen og kreativitet, idet elektroniske diagnostiske redskaber ikke har været til rådighed.
Det har været fantastisk at følge de gravide kvinders hverdag på hospitalet; vi har fulgt dem i deres daglige gang til brønden efter vand, som blev transporteret, balancerende på hovedet, tilbage til hospitalet. Vi oplevede et særdeles godt sammenhold, kvinder der sov sammen, fleksibel og livreddende amning på kryds og tværs, fletning af hår og ikke mindst fællessang og dans, hvor fødslen blev imiteret i en “battle ring” – livsbekræftende og glædesfuldt.
Danser sig gennem veerne
Kvindernes måde at arbejde sig igennem fødslen på var kropslig, naturlig og ekstremt beundringsværdig. De sang, knipsede og dansede sig igennem veerne omgivet af en flok ældre, erfarne kvinder. Disse “hjælpere” udførte mange ritualer gennem fødselsforløbet. Fødsel er i det hele taget en livsbegivenhed, som er forbundet med en masse mystik og traditionelle overbevisninger. Det har været livsbekræftende og horisontudvidende at opleve denne meget anderledes fødekultur.
Ofte var der flere kvinder i fødsel samtidig, selvfølgelig på en og samme stue. Vi er helt sikre på, at kvinderne havde en gunstig effekt på hinanden og fødslen – luften på fødestuen var tyk af diverse fødehormoner.
Vi oplevede os selv som afventende og tålmodige jordemødre, der kun udførte de nødvendige monitoreringer under fødselsforløbet. Vi fandt det aldrig nødvendigt eller hensigtsmæssigt at instruere kvinderne i aktiv presseteknik eller i en bestemt fødestilling. At vi havde muligheden for at sidde på vores hænder, gav os rig anledning til at opleve og observere et uforstyrret fødselsforløb, som var præget af fuld mobilitet og af, at kvinderne var i stand til at gå ind i sig selv og arbejde sig igennem veerne på en smuk måde.
Gode og triste oplevelser
Vi oplevede bl.a. en syvendegangsfødende, som aldrig havde været i kontakt med eller set en hvid person før. Hendes tidligere fødsler var foregået i hjemmet, men denne gang havde hun en fornemmelse i kroppen, derfor opsøgte hun os. Hun var meget skeptisk overfor os, og vi følte hun havde svært ved at give sig hen. Som timerne gik, løsnede hun mere og mere op, og dansede sig igennem veerne. På et tidspunkt, umiddelbart meget kort tid før hendes fødsel, ønskede hun at spadsere en tur op i landsbyen. Hun fik dog kraftig pressetrang og fødte et sundt barn på gulvet i en uregelmæssig hovedstilling, inden hun kom ud af døren.
En anden oplevelse, som vi umuligt kommer til at glemme, var en kvinde, som blev båret ind af to pårørende. Hun var ikke kontaktbar og underlig aggressiv. Efter sigende havde hun udviklet eklampsi i hjemmet, og på vejen til hospitalet på en overlæsset Honda, hvilket resulterede i et styrt. Pigen havde store åbne bensår. Vi behandlede hende med flere doser Diazepam og krampeprofylakse, idet hun blev ved med at udvikle eklampsitilfælde. Vi var meget nervøse for, om hun havde erhvervet sig cerebrale skader. Desværre døde barnet, men kvinden kom overraskende helskindet gennem forløbet.
En af de store udfordringer og en generel problematik i Sierra Leone er, at de gravide kvinder ofte kommer for sent ind på hospitalet og det resulterer ofte i livstruende tilstande. Vi oplevede kvinder, som kom ind med uterusruptur, døde børn og gemellimødre, der først kom ind efter to døgn, hvor de endnu ikke havde født sidstkommende tvilling, livstruende infektioner og mange tilfælde af svær præeklampsi og eklampsi.
Lært af virkeligheden
Vi arbejdede under to tropemedicinske læger fra Holland. Sjældent har vi mødt så dygtige og kreative læger. De var i stand til og nødsaget til at diagnosticere og behandle uden avanceret teknologi og diverse procedurer. Vi indgik i et bredt tværfagligt samarbejde på tværs af kulturer, nationaliteter og fagområder, hvilket gav os mulighed for at få et stort indblik i og forståelse for den Sierra Leonske kultur og u-landsarbejde. Ca. hver 8. kvinde i Sierra Leone dør i forbindelse med svangerskab, og ca. hver fjerde af børnene dør, før de fylder fem år. Denne virkelighed har vi levet i og lært af. På trods af de dystre sider, er vores tro på den naturlige fødsel og jordemoderfaglig kunnen kun blevet styrket.
Vi takker af hjertet alle de fantastiske kvinder, som vi har mødt på vores vej. De har givet os uvurderlige gaver: læring, kærlighed og liv.
