Jordemoderstuderende træner suturering tidligere

Suturering er en færdighed, der kræver øvelse. Derfor har jordemoderuddannelsen på Metropol igangsat et pilotprojekt med workshops, hvor de studerende får træning i at suturere allerede på skolen. Målet er, at de som færdiguddannede skal være bedre klædt på til at sy bristninger.

Normalt får jordemoderstuderende først praktisk træning i suturering under klinikopholdet på 4. semester. Men på jordemoderudddannelsen på Metropol kan de på 3. semester nu lære det grundlæggende og øve sig i et workshop- forløb, mens de stadig er på skolen. Det sker som led i et pilotprojekt, der blev sat i gang i foråret. Baggrunden for initiativet er aftagerundersøgelser og rapporter fra dimittender, der længe har vist, at nyuddannedes færdigheder i suturering ikke slår til.

– Både fødestederne og dimittenderne selv har oplevet, at de ikke var gode nok til at suturere. På den teoretiske del af uddannelsen har vi derfor haft et ønske om at finde ud af, hvordan vi her kan medvirke til at styrke færdighederne i suturering, siger Kirsten Hasman, jordemoder, cand.scient.san og lektor på Metropol.

Tidligere var der på skolen timers fire timers teoretisk undervisning i suturering før praktikken på 4. semester. Den praktiske side af sagen blev der først taget hul på i en workshop i starten af klinikopholdet, hvorefter de studerende med vejledning fra en jordemoder skulle være klar til at begynde at suturere på fødestuen. En undersøgelse forud for pilotprojektet viste imidlertid, at studerende på Metropol, der har overstået 4. semester, kun i meget begrænset omfang havde sutureret på fødegangene.

– Knap 90 procent havde sutureret under fem gange, og det fortalte os, at der skal mere end en enkelt workshop til, før de studerende føler sig klar til at stå ude i klinikken og sy en bristning. Der har manglet træning over tid, siger Kirsten Hasman.

Det forsøger Metropol at råde bod på med det nye workshop-forløb, der giver de studerende mulighed for at få det basale på plads allerede inden, de kommer ud i klinikken.

– De får nu en chance for at integrere den her læring i ro og mag, inden de starter i klinikken og skal øve på kvinderne. Det er der behov for, fordi man for eksempel ikke kan lære at håndtere en nåleholder fra den ene dag til den anden. Man skal træne igen og igen, før det bliver til kropsliggjort viden, så man kan gøre det uden at tænke for meget, siger Kirsten Hasman.

Tre knuder og teknik
Første hold studerende var igennem forløbet i maj og juni måned i år. Konkret består det af tre workshops på hver to timer, der ligger på 3. semester. Det er Kirsten Hasman, der sammen med adjunkt Marianne Hauberg Eiberg har planlagt og står for undervisningen på forløbet. Her lærer de studerende tre forskellige grundknuder. Derudover får de undervisning i fortløbende teknik, hvor de fx lærer, hvor dybt de skal stikke med nålen, og hvor stort interval, der skal være mellem stingene.

Mellem de enkelte workshops er der indlagt pauser på 10-14 dage, og her får de studerende parvis et sutureringssæt og skumpuder med hjem, så de også kan træne selv.

– Det bliver selvfølgelig aldrig det samme at suturere i en skumpude som at suturere i vagina. Men får de grundlæggende hold på nål og tråd og på teknikkerne, er de alt andet lige bedre rustet, når de for eksempel skal sy en 1. grads bristning ude på klinikken, siger Kirsten Hasman.

I hele perioden har de studerende adgang til de relevante kapitler på e-læringsportalen GynZone, og ved afslutningen af hver workshop tester de hinandens færdigheder målt på teknik, tid, præcision og korrekt håndtering af redskaber. Der gives point på en skala fra 1-5 og efterfølgende begrunder de studerende deres vurderinger af hinanden.

– Disse tests kan være grænseoverskridende for de studerende. Men der er også læring i, at de øver sig i at give gensidig feedback uden at devaluere hinanden og reflekterer over det arbejde, de udfører, siger Kirsten Hasman.

Undervejs skal de studerende føre logbog over, hvor meget og hvor ofte de træner derhjemme mellem de tre workshops. Optegnelserne fra det første hold viste, at en enkelt slet ikke havde rørt nål og tråd. Men nogle havde trænet i helt op til 15 timer, og i gennemsnit trænede de studerende tre timer fordelt på fem gange, fortæller Kirsten Hasman.

– Med hensyn til at træne parvis var det lidt mindre succesfyldt, da de studerende tre ud af de fem gange trænede alene. Ikke alle bor tæt på hinanden og nogle skiftedes derfor til at have tasken med sutureringsættet. På den måde blev de dog samtidig stimuleret til at træne, fordi de vidste, at de snart skulle aflevere tasken til den anden, siger hun.

Efter workshopforløbet blev der gennemført fokusgruppeinterviews med syv af de studerende om deres oplevelse af læringen, og her var tilbagemeldingerne positive.

– Helt overordnet gav de udtryk for, at læringsudbyttet havde været stort, og at de i høj grad følte sig klar til at komme ud og træne på klinikkerne. Med de gentagne workshops og træningen indimellem opnåede vi, at de havde fået det så godt ind i deres krop, at de havde meget lyst til at gå ud og lave sutureringer i det virkelige liv, siger Kirsten Hasman.

Syer flere i løbet af praktikken
Gitte Dencker er en af de tre uddannelsesansvarlige jordemødre på Rigshospitalet. Her tog man i starten af september imod otte af de studerende, der i foråret var igennem workshop-forløbet.

Gitte Dencker er glad for initiativet på Metropol. Hun peger bl.a. på, at de studerende i praktikken på 4. semester kun har omkring elleve uger på fødegangen, fordi de også skal omkring barselgangen og neonatalafdelingen. På Rigshospitalet har man altid forsøgt at lægge undervisningen i suturering så tidligt som muligt. Men der kan godt gå to-tre uger med generel introduktion, før workshoppen her bliver afviklet, og de studerende har typisk været et stykke inde i praktikken, før de begyndte at sy på fødegangen.

– Projektet på Metropol betyder, at de er længere fremme, end de var før, når de starter i praktik. Derfor kan de nu allerede fra dag ét så småt begynde at sy i rigtige kvinder. De kommer simpelthen hurtigere i gang. Dermed får de mulighed for at sy flere kvinder i løbet af praktikken, og med mere erfaring tror jeg på, at de som færdiguddannede jordemødre bliver bedre til suturering, siger Gitte Dencker.

I forbindelse med pilotprojektet bliver de klinisk uddannelsesansvarlige inviteret med på de workshops, der afholdes på Metropol, og det tilbud tog Gitte Dencker imod. Hun kunne ikke afse tid til at være med under hele forløbet, men deltog i foråret i den indledende lektion i suturering.

– Underviserne på jordemoderuddannelsen og de uddannelsesansvarlige på klinikkerne gør i forvejen meget for at bygge bro mellem teori og praksis. Vi holder møder og planlægger uddannelsen sammen, men på workshoppen på Metropol var der mulighed for helt konkret at bygge bro. Derudover betød det, at jeg nu ved helt præcis, hvad de studerende har lært, når de kommer ud til mig på Rigshospitalet, og det giver et godt fundament for den videre undervisning, siger hun.

To sider af samme sag
Udover Gitte Dencker deltog Cäcilia Sprengart, der er uddannelsesansvarlig på Hvidovre Hospital, i forårets workshop- forløb på Metropol. Kirsten Hasman håber, at andre uddannelsesansvarlige vil melde sig, når et nyt forløb afvikles hen over efteråret, så også de ved, hvad det nye initiativ rummer.

– Det er vigtigt, at vi ser teori og klinik som to sider af samme sag og supplerer hinanden, så vi kan give de studerende den bedste læring. Lykken ville jo være, at vi sammen får opdyrket det potentiale, der ligger i, at de studerende nu starter tidligere med at lære en færdighed. Fx. kunne man forestille sig, at den workshop, der er i klinikken, lægges lidt senere og bygger videre på det, de studerende har lært her, siger Kirsten Hasman.

I forhold til suturering på fødestuen peger hun på, at en jordemoder måske vil være mere tilbøjelig til at lade en studerende komme til, hvis hun ved, at de grundlæggende færdigheder er faldet på plads allerede på skolen.

På Rigshospitalet har man i forlængelse af initiativet på Metropol taget bolden op og valgt at intensivere den undervisning i suturering, der finder sted her. Samtidig organiseres undervisningen på en lidt anden måde. Før havde et hold på otte studerende typisk én undervisningsdag i suturering på 4. semester.Det gav omkring en times undervisning til hver. Nu er undervisningstiden fordoblet, og i stedet for at blive undervist på hold, får de studerende undervisning to og to, så de kan følges mere tæt.

– Derudover er det planen, at vi efter behov vil følge op individuelt i løbet af praktiktiden, fortæller Gitte Dencker.

For yderligere at styrke de studerendes færdigheder i suturering er der på Rigshospitalet endnu et nyt tiltag på bedding. Det går ud på at videofilme de jordemoderstuderende, mens de syer på fødegangen, så de efterfølgende kan se sig selv suturere og lære af det.

– Det tænker jeg vil være en god pædagogisk metode, siger Gitte Dencker.

Idéen med at videofilme er hentet hos Sara Kindberg, klinisk jordemoderspecialist på Aarhus Universitetshospital, der står bag GynZone. Den har fået grønt lys af chefjordemoderen på Rigshospitalet, og de nødvendige tilladelser og procedurer for, hvordan de fødende skal spørges om samtykke, er ved at være på plads. Gitte Dencker forventer derfor, at det nye tiltag bliver realiseret først i det nye år.

Satser på forsættelse
På Metropol er der ikke sat udløbsdato på pilotprojektet med workshop-forløb i suturering.

– Foreløbig er det berammet til at vare efteråret med, men vi har en intention om, at det fremover skal integreres i uddannelsen. Derudover håber vi at kunne lave noget forskning på læringspotentialet i de nye workshops, hvis vi kan finde midler til det, fortæller Kirsten Hasman.

På sigt sætter hun sin lid til, at et fælles fokus på at styrke undervisningen i suturering vil give pote i form af nyuddannede jordemødre, der er bedre klædt på end i dag og er mindre usikre, når de skal suturere på egen hånd.

– Jeg er ikke så bekymret på vegne af de kvinder, der skal have syet bristninger. For ude på klinikkerne er der en kultur, som betyder, at man altid tilkalder en mere erfaren jordemoder, hvis man er det mindste i tvivl. Det, vi hører fra klinikkerne, er imidlertid, at der er en tendens til, at nyuddannede i vid udstrækning opgiver at sy selv, og beder en erfaren jordemoder om at tage over. Og på den måde får de jo aldrig selv den fornødne erfaring, siger hun.

Heller ikke Gitte Dencker er bekymret for de fødende kvinder, der skal syes af nyuddannede jordemødre. Også hun stoler på, at de spørger andre til råds i det omfang, de har behov for det. Men på travle fødeafdelinger kan det være en ekstra stress-faktor for alle, hvis en nyuddannet må søge råd og hjælp hos en kollega eller hos afdelingsjordemoderen, fordi hun er usikker.

– Det er også rarere for hende selv, at hun er godt klædt på til at sy og har en vis rutine. Så hviler hun bedre i sin profession, siger Gitte Dencker.