”Det er altid lidt sjovere, når Lillian er i lokalet. Hun er altid god for en hurtig replik, og det spænder lige fra det helt platte til det, man lidt højtravende kalder vid”, lød det fra en kollega da redaktøren bad om input til denne artikel, der først og fremmest skal fortælle om Lillian Bondo som formand − men også som menneske og kollega.
”Hun evner derimod aldrig at være ligeglad. Engang imellem kunne det ellers være godt for hende, hvis hun kunne være det”, lød det videre.
”Musisk, velbegavet og humørfyldt”, lød det fra et andet skrivebord. ”Lillian har klæbehjerne og så er hun et rodehoved. Ting bliver væk − bilnøgler, betalingskort mv. Men hun er altid tilgængelig − ofte mere end hvad godt er for hende. Superintelligent og ambitiøs for jordemoderfaget”, lød endnu et skudsmål.
Man skal ikke have kendt Lillian Bondo ret længe, før man ved, at hun har en passion for islandske heste. Hun ejer selv en af slagsen, og det er på ryggen af den − eller gående ved siden af (hesten skal jo også slappe af, siger hun) − at Lillian Bondo kobler helt af fra et til tider hæsblæsende arbejdsliv, der ved siden af formandsposten også omfatter medlemskab af Det Etiske Råd. Et hverv, hun med taknemmelighed har modtaget, fordi jordemoderfaget er så fyldt med etiske spørgsmål og overvejelser.
Når fritiden ikke tilbringes 1,40 m oppe på hesteryg, så er der andre måder at lade op på.
– Min strategi for at klare lange og tætte arbejdsdage og uger er indimellem at skabe et frirum, med bog, sytøj, tv − fjernt fra arbejdet, tæt på familien − ikke originalt, men meget effektivt!
Min familie betyder meget for mig, selv om de ofte synes, at der er for lidt tid til at betyde noget i, smiler Lillian Bondo, der inden for det seneste halve år er blevet mormor til to.
Aldrig en selvfølge
I et interview her i bladet i februar 2002 fortalte Lillian Bondo, at det endnu ikke var blevet hverdag på formandskontoret. ”Det håber jeg da ikke, for så går jeg da en meget hård tid i møde”, erkendte den nyvalgte formand.
I dag, godt elleve år senere, har hverdagen for længst indfundet sig, om end ikke i form af forudsigelighed. Formandskontoret er skiftet ud med et skrivebord i et storrumskontor, som Lillian deler med resten af Jordemoderforeningens sekretariat. Placeringen henne i hjørnet med udsigt til en blændet glasrude er formandens eget valg. For hvorfor skulle hun optage en af de bedre pladser, når en stor del af arbejdet foregår andre steder end ved skrivebordet?
Men det er ikke blevet mere hverdag end, at Lillian Bondo hele tiden er opmærksom på, at medlemmerne kan vælge hende fra, hvis hun ikke arbejder for det, de gerne vil have.
– Posten som formand er ikke rutine og må aldrig blive en selvfølge. Det er vigtigt hele tiden at spørge sig selv: Hvorfor er du her? Hvad er de næste mål? Selvfølgelig er der meget, der er lettere ved at være formand i dag, end da jeg startede. Jeg har fået et kæmpe kendskab til feltet og et stort netværk. Og så har jeg erfaring for, at ting tager tid, men at de også lykkes, siger Lillian Bondo, der stiller op til sit fjerde valg til formandsposten. De første tre, i 2001, 2005 og 2009, uden modkandidater. Tiden frem til 5. april, hvor der er frist for at stille op til posten, vil vise, om også næste valg bliver uden modkandidater. I mellemtiden fylder hun 60, og det fejrer Jordemoderforeningen ved at invitere alle jordemødre og studerende og samarbejdspartnere til reception i Kvæsthuset på Sankt Annæ Plads, hvor foreningen har til huse.
Ønske: Endnu fire år som formand
Lillian Bondo har i de seneste år brugt ferieuger på at følge livet på fødeafdelingen på Rigshospitalet. Det har bestyrket hende i, at hun stadig kan fungere som jordemoder, selvom der er nye behandlinger og procedurer hun skal samle op på. Og så vil registreringer og ikke mindst login-procedurer nok i starten sinke hende i forhold til de mere rutinerede jordemødre på gangen. Men selvom det er dejligt at få bekræftet, at hun stadig kan hjælpe en fødende og hendes familie godt igennem et forløb, så har det ikke for alvor gjort noget ved ønsket om at stille op til endnu fire år som formand.
– Jeg har lyst til at arbejde mere og længere med det, jeg gør nu. Alle os, der arbejder sammen i og med jordemoderfaget, vi når resultater, der er bemærkelsesværdige, og det vil være en glæde at fortsætte med at være i den proces, siger Lillian Bondo.
En søgning i Infomedia, der overvåger danske medier, viser, at navnet Lillian Bondo er citeret ca. 500 gange over en 18 måneders periode. Den flittige brug af jordemødrenes formand som kilde er ikke nogen tilfældighed. Jordemødrenes formand misser ikke mange chancer for at være på og tale jordemødres og familiernes sag, og hun har et stort og anerkendt talent for det klare budskab og formidlingen af det.
Sprogligt er hun en ørn, og en af dem, der bestemt vil kæmpe for, at sprogets mangfoldighed bevares og udvikles; ord som kålhøgen og fusentast lever godt hos Lillian.
Løn på flere måder
Lillian Bondo var netop blevet formand, da den første overenskomst, der afsatte en del af lønmidlerne til lokal forhandling, den såkaldte Ny Løn, blev underskrevet. Hvad betød det egentlig for jordemødres løn?
– Det betød, at vi fik lejlighed til at hente nogle af de midler, der var sat af til sundhedsprofessionerne, herunder til os. Vi nåede at få nogle lønstigninger, der kunne ses på de lokale statistikker. Vores tillidsrepræsentanter og kredsformænd var gode til at forhandle resultater hjem. Men der var og er også en generel opfattelse i organisationerne af, at det var stort arbejde at forhandle de lokale penge hjem, både for det lokale og det centrale niveau. Det har dog åbnet vores øjne for, at der er og nye måder at arbejde med løn på. I dag accepterer vi, at lønninger godt kan være forskellige både inden for faget og mellem fag, og det krævende og komplekse job skal give mere end det mere rutinemæssige, siger Lillian Bondo.
Aller helst så formanden, at lønnen blev koblet sammen med en nærmere defineret arbejdsopgave.
– Dybest set så jeg gerne, som jeg også plæderede for tilbage i 90’erne, at jordemødre får en fast og god løn med en fast opgaveportefølje. Du får en stabel penge for at løse en opgave – for eksempel for at varetage et antal fødsler − og det er uanset om det er i det store fællesskab eller i en lille kendt jordemoderordning. Og jeg har det derfor også godt med, hvis vi i stigende grad slipper en kultur, hvor gensidig kontrol med timer og minutter er grundlæggende, og hvor der laves et minutiøst afregningsarbejde på alt det vi laver, i stedet for selv at have indflydelse og få vist den nødvendige tillid. Giv i stedet jordemødre, der har en velbeskrevet opgaveportefølje, en fast løn, der modsvarer ansvar og kompetence, siger Lillian Bondo; men hun pointerer også, at der bør være mange måder at indrette sit arbejdsliv på.
– Modellen, hvor jordemødre har en fast opgaveportefølje, ser vi udfoldet i kendt jordemoder-ordninger på mange fødesteder. En sådan ordning er god for nogle, og sikkert gradvist for flere over de næste år, mens andre fungerer bedre i faste vagter med påregnelig arbejdstid og med indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdstiden, siger formanden.
OK-forhandlinger op ad bakke
De forestående overenskomstforhandlinger − OK13 − levner imidlertid ikke meget håb om nytænkning inden for lønstrukturer. Og endnu mindre forhåbninger om en lønramme, der kan udbedre det løngab, som jordemødre og andre kvindefag har til andre grupper med tilsvarende uddannelseslængde.
Hvordan holder du gejsten oppe ved udsigten til at skulle kæmpe for så magert et overenskomstresultat, som du forudser lige nu?
– Vi er i et fællesskab, der arbejder for de bedst mulige resultater og for at forhindre forringelser af de goder, vi har opnået gennem årene. Og så kan vi måske derudover aftale projekter sammen med arbejdsgiverne, som kan skabe bedre rammer over de nærmeste år. Men vi må erkende, at vi denne gang ikke, som tidligere, kan sikre reallønnen i overenskomstperioden. Det skyldes den samfundsøkonomiske situation, og det gælder i øvrigt både for privat ansatte og offentligt ansatte. Det er virkeligheden nu og her, men forhåbentlig vil samfundsøkonomien stabilisere og udvikle sig igen på et tidspunkt. For der er da ingen tvivl om, at vi i alle organisationer helst ville fortsætte den reallønsvækst, som vi jo forud for krisen oplevede som et fast resultat af vores forhandlinger, siger Lillian Bondo.
Den normale fødsels trange kår
Da Lillian Bondo trådte til som formand, var der fokus på at bevare den normal fødsel normal. Det skete blandt andet ved et samarbejde med obstetrikerne gennem Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi om i fællesskab at definere, hvad der indgår i en god fødsel og om at udarbejdelse af visitationsretningslinjer. Arbejdet om den gode fødsel mundede ud i bogen ‘Den gode fødsel’, der bygger på to antropologers feltarbejde blandt gravide og fødende. Og visitationsretningslinjerne har i dag mest historisk betydning, idet 98,5 procent af alle gravide føder på specialafdeling.
Fokus på det normale, spontane, ukomplicerede, er ikke blevet mindre i Lillian Bondos formandstid. Men er forholdene for den normale fødsel blevet ringere eller bedre?
– De er blevet ringere, siger formanden. Den normale fødsel defineret som fødsler uden indgreb eller brug af medicin bliver udfordret både inde- og udefra.
– Flere gravide er overvægtige i dag, der er mere stress blandt unge kvinder og større social ulighed, samt stigende ulighed i sundhed i dag end for ti år siden. Det vanskeligere udgangspunkt betyder noget for muligheden for at kunne sikre en gravid en ukompliceret graviditet og fødsel. Men vi bliver også som jordemødre suget ind i et proceduretyranni, der ikke altid rummer plads til overvejelser over vilkårene for det enkelte menneske, eller plads til overvejelser sammen med kvinden. Vi skal − helt rigtigt − handle ud fra evidens og statistik, men indsigten i den enkelte kvindes forhold er også afgørende for at kunne støtte hendes arbejde for at bringe sit barn sikkert til verden i trygge omgivelser. Vi behandler flere og flere kvinder. Det er rigtig godt, at vi kan behandle sjældne komplikationer, men vi behandler også ellers helt normale kvinder i vid udstrækning. Vi må tage på os selv, at vi behandler for meget, at vi for hurtigt har bøjet os for kvantitative undersøgelser. Måske har vi lyttet for meget til undersøgelser, der viser sig ikke at holde, med hensyn til fødslens varighed. Ting tager tid, også her, og der er individuelle forhold, som skal have lov at spille ind, når alt ellers er sundt og sikkert. Vi ved fra både kvantitative og kvalitative undersøgelser, at hvis en fødsel gives tid og jordemodertilstedeværelse, så får den et bedre forløb, siger Lillian Bondo
Jordemoderforeningen har netop taget lanceret projekt ‘Tålmodig fødsel’, der i sin første etape retter et kritisk blik på den udbredte brug af medicinsk vestimulation til førstegangsfødende.
– Det er en kæmpe satsning fra foreningens side, og en satsning som medlemmerne har efterspurgt. Det kommer til at foregå som halve kursusdage, hvor foreningens næstformand, Kit Dynnes Hansen, og udviklingskonsulent, Anne- Mette Schroll, kommer ud på arbejdsstederne og fremlægger evidensen og sætter en debat i gang om, hvordan vi ændrer praksis, hvordan vi aflærer dårlige vaner, og hvordan vi styrker alle de andre elementer, der fremmer en god fødsel, siger Lillian Bondo.
Sikre og usikre fødsler
Jordemoderforeningen har også været involveret i udformningen af ‘Sikre fødsler’, der udspringer af et fælles initiativ mellem Patientforsikringen og Danske Regioner.
– I starten stejlede jeg over navnet, for det signalerede for mig, at alle andre fødsler, som ikke var indgået, eller i fremtiden skulle indgå i projektet, var usikre fødsler − og det er en helt forkert opfattelse af projektets sigte. Men navnet er en måde at lancere projektet på. Projektet er ikke et nyt sæt regler, men en måde at tjekke op på, at enhver jordemoder og obstetriker er med på at medtænke stedets egne retningslinjer, og det er en måde at minde sig selv og hinanden om de helt basale ting som for eksempel det fjerde håndgreb og vurdering af fostervægt. Ikke kun i starten af fødslen, men i hele fødselsforløbet. Jeg tror, at vi løfter os selv som profession ved løbende at understrege, at vi er ansvarlige og arbejder på et højt sikkerhedsmæssigt niveau, siger Lillian Bondo.
Budskabet kommer ud
Ud over det forhandlingsmæssige om fagets løn- og arbejdsvilkår, arbejdet med fagets indhold og med at samarbejde med blandt andre Sundhedsstyrelsen om udformning af anbefalinger og så videre, så er det også formandens job at sikre bedre rammer for både jordemødrene og de kommende familier på det politiske plan.
– Vi har kontakt til sundhedspolitiske ordførere i alle partier og besøger dem jævnligt, og vi understreger, at vi også gerne stiller os til rådighed for politikere i Folketinget, regioner og kommuner med faglige input og ideer. På den måde er vi kommet rigtig langt med budskabet om fordelene ved at lade jordemødre arbejde i hele deres faglige kompetenceområde. Vi er i kraft af vores grunduddannelse og de mange specielle kompetencer, som vi bygger op hver især, godt rustet til at gå ind på mange områder. Det er glædeligt at konstatere, at faglige ledere, sygehusledere og politikere har besluttet sig for at anvende jordemødre bredere, så i regionerne er der besat over 200 flere fuldtidsstillinger med jordemødre over de seneste fem år, og kommuner og lægepraksis kommer også med, siger Lillian Bondo.
– Det er en af mine opgaver at vise, hvor samfundet kan få mere sundhed for pengene ved at bruge jordemødre. Jeg ser jordemoderen som et langt stærkere brand i dag end for ti år siden − netop på grund af vores faglige fokus − et fokus, som det har været et privilegium at fastholde i et tæt politisk fællesskab med Kit Dynnes Hansen og med skiftende hovedbestyrelser i de seneste mange år, ligesom sekretariatets stærke indsats i både drift og udvikling ikke kan roses nok. Ingen kan opnå det alene, som vi opnår sammen, siger Lillian Bondo.