Pia skriver om de første måneder:
Våbenhvilen kan mærkes. Vi har nemt ved at få medicin, fødevarer osv. Vi har kun få problemer med at krydse check points, og der er faktisk ingen restriktioner på, hvad man kan tage med herind. Så i forhold til hvordan livet så ud her for bare to måneder siden, er det virkelig blevet bedre: Stemningen er generelt god, og folk er optimistiske med hensyn til fremtiden.
Jeg arbejder hver dag fra klokken otte om morgenen til klokken seks om aftenen med svangrekonsultationer, familieplanlægning, gynækologiske konsultationer, fødsler, stuegang, børnevægtkontrol, vaccinationer og alt muligt forefaldende arbejde som at holde regnskab med apoteket, statistik, m.m. Jeg er den eneste jordemoder, men vi er ved at ansætte en ældre tamilsk dame, Daisy, som har arbejdet i en menneskealder, og som kan aflaste mig lidt. Hun kan helt sikkert lære mig nogle cowboytricks.
Pedalsuget i brug
I løbet af de sidste fjorten dage, har vi kun haft syv fødsler. Men oven i alt det andet er det stensikkert, at der er nok at se til. Det er meningen, at de forventede normalt fødende kan føde her. Vi er ligesom en fødeklinik, kun med de allermest basale hjælpemidler som f. eks en cykelpumpesugekop og et pedalsug.
I går havde jeg en fødsel med en tredjegangsfødende som fødte lynhurtigt: Der kom uanede mængder af meconium ud af kvinden sammen med barnet, men intet spor af vand. Den lille havde det ikke særlig godt, men vi fik da gang i hende med pedalsuget: Så sender jeg det gode sug i væggen derhjemme en kærlig tanke.
Den vigtige visitation
Det gælder om at finde alle de potentielle risikofødende, og visitere dem til fødsel på det store hospital i Mannar, som er halvanden times kørsel herfra. Vi følger vores patienter til checkpointet, hvor ambulancen fra Mannar står klar. Vi har faste overflytningstransporter to dage om ugen, og derudover kan vi overflytte, hvis det er akut, fra klokken ca. 8 til klokken ca. 17. Efter mørkets frembrud er det for risikabelt at bevæge sig uden for byen. Så det er ikke fedt at ligge inde med noget skidt om natten.
Et hul i jorden og koldt vand
Vi er fire udsendte frivillige på Læger uden Grænsers hold her i Madhu: Pascale, som er fransk sygeplejerske/jordemoder. To læger; Nobu og Vincent, som er henholdsvis japaner og franskmand.
Vi bor sammen i en lille lejr, hvor vi har hver vores tukul. Det er en lille hytte, meget hyggelig, men selvfølgelig spartansk indrettet. Vi har et fællesområde, hvor vi spiser sammen. Et kontor. Et fælles hul i jorden, som gør det ud for toilet. Og et bad, som altid løber med koldt vand.
Ved siden af vores lejr holder Røde Kors til, og på den anden side FN. Der er ikke meget at lave "after dark", så vi snakker meget. Hører musik i de få timer om aftenen, hvor vi har elektricitet. Men det er nu også ganske hyggeligt at læse ved stearinlysets skær….