Ingen er gået upåvirket igennem forløbet

Jordemoderforeningens ambassadøruddannelse er slut. Sammen har de 37 jordemødre været igennem medietræning, de har lært at holde en tale, har fået en indføring i, hvordan man bliver en god lobbyist og i hvordan man får sine visioner til at blive til virkelighed.

Ingen er gået upåvirket gennem forløbet, var der enighed om blandt deltagerne, der opsummerede, hvad de havde fået ud af forløbet.

Her et par citater fra evalueringen:

“Jeg har fået en palet af redskaber, før improviserede jeg mere frem”.

“Jeg har været gennem to processer, en faglig og en personlig”.

“Jeg er gået fra at være meget emotionel til at tænke mere professionelt”.

“Tidligere afviste jeg helst journalister. Nu spørger jeg først til deres vinkel og slutter samtalen af med at sige, at de er velkomne til at ringe igen en anden gang”.


Uddannelsen blev sluttet af med oplæg af Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere næstformand i LO og nu direktør i brancheforeningen ‘Kreativitet og kommunikation’. Emnet var magt i en mands- og Djøf-domineret verden.

- Ordet magt har en maskulin klang. Når kvinder bliver spurgt, om de vil have magt, så svarer de ofte “næ, nej, jeg vil hellere have indflydelse”, sagde hun og opfordrede til i stedet at omfavne magten.

- Magt er fantastisk, den giver mulighed for at forandre. Man skal nyde magten og de oplevelser, man får med den. Sig: “Jeg vil gerne, jeg går derhen, hvor det sker, der hvor magten er”. Tag definitionsretten, pral af dine resultater, tal dem op, opfordrede Aurvig-Huggenberger.

Magt skal forvaltes med omhu, sagde hun videre.

- Man skal opføre sig ordentligt, ikke træde på folk. Men man må gerne manøvrere og endda manipulere, sagde hun og sluttede af med at citere Pippi:

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”.


Fire deltagere fortæller:

Rikke Maimburg er leder af forskningsenheden på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

- Netværket med de andre jordemødre, er nok det, der har betydet mest for mig. Og så har jeg fået mere indsigt i de forhindringer, vi som kvinder møder de karriereveje, vi følger og i det hele taget de forhindringer, der findes for udvikling i traditionsbundne verdener, siger hun.

Bodil Bjørg Korsgaard er ansat på Roskilde Sygehus, hvor hun er suppleant for tillidsrepræsentanten.

- Jeg har fået styrket mit personlige gå-på-mod til at gøre det, jeg gerne vil. Og jeg har fået redskaber til at sætte fokus og formulere mål, siger hun.

Medietræningen har hjulpet Bodil.

- Jeg har været både i skrevne medier og TV. Jeg huskede at spørge til vinklen og jeg var forberedt på, at der blev klippet i interviewet til TV. Og det blev der, fortæller hun. Ambassadøruddannelsen har været medvirkende årsag til, at Bodil nu stiller op til den vankante post som formand for kredsforeningen i Region Sjælland.

Louise Weile er stedfortrædende afdelingsjordemoder og specialkonsulent på OUH.

- Det er helt klart modulet om lobbyisme, jeg har fået mest ud af. Vi fik fået slået fast, at der er brug for lobbyister, der kan være med til at kvalificere beslutninger, siger hun. Louise brugte redskaberne i lobbyværktøjskassen, da hun introducerede et koncept, der bygger på gravides selvrapportering om helbred mv, til direktionen.

- Min erfaring blev, at beslutningstagere er åbne over for gode ideer, viden og inspiration. Jeg har indtil nu gødet jorden, måske kan det senere resultere i spændende opgaver, siger Louise Weile.

Tanja Lyth er jordemoder på Århus Universitetshospital, Skejby og kredsformand i Region Midt.

- Uddannelsen har givet mig en rygsæk med værktøjer, som jeg kan tage frem, når jeg er usikker. Det kan være før et interview, eller når jeg skal holde tale. Jeg har lært at tøjle usikkerheden. Tanja har også fået større indsigt i de spilleregler, der findes i et politisk system.

- Jeg oplever, at jeg kan gøre min position som kredsformand mere tydelig og mere gældende, siger Tanja Lyth.