Sunita Panda, jordemoder og ph.d.-studerende fra Trinity College Dublin, Ireland, holdt et af konferencens sidste oplæg omkring kvinders perspektiv på beslutningen om at udføre kejsersnit samt kvindernes involvering i denne beslutning.
Oplægget blev holdt på baggrund af et kvalitativt studie, hvor Sunita Panda har interviewet 20 kvinder fire til ti måneder efter fødslen. Interviewene blev efterfølgende analyseret med en tematisk analyse. Kvinderne i studiet var i gennemsnit 33 år gamle. Langt størstedelen, nemlig 15 ud af de 20 kvinder, fødte ved akut kejsersnit, og de resterende fem fødte ved et planlagt kejsersnit. Sunita Panda fandt tre overordnede temaer i sit studie.
- jeg ønskede en naturlig fødsel, men …
- involvering i beslutningsprocessen
- en rettidig beslutning
I første tema fortæller kvinderne, hvordan deres ønsker om en naturlig fødsel underkendes i beslutningen om at udføre kejsersnittet. Flere kvinder føler sig presset til et kejsersnit, og de føler ikke, at der bliver lyttet til deres ønsker om en naturlig fødsel.
I andet tema fremkom det, at kvinderne generelt ikke føler sig involveret i beslutningsprocessen. I denne gruppe er der både eksempler på kvinder, som føler kejsersnittet bliver udført for tidligt og for sent i fødslen. Kvinderne føler ikke, at beslutningen om kejsersnit er til forhandling, og indstiller sig derfor på at „go with the flow“ og stole på personalets professionelle vurdering. Kvinderne føler sig til gengæld godt informeret om, hvad der foregår under selve kejsersnittet.
I det tredje og sidste tema kom det frem, at kvinderne efter fødslen følte, at kejsersnittet var deres eneste mulighed for at føde, og at de ikke kunne risikere, at der skulle ske deres barn noget under fødslen.
Sunita Panda fortalte, at der var en klar tendens til, at de kvinder som ved flere konsultationer var blevet informeret om og anbefalet et kejsersnit, følte sig mere involveret i beslutningen i forhold til de kvinder, som fik udført et akut kejsersnit, som ofte følte sig overvældet af beslutningen. Sunita Panda påpegede desuden, at vi skal være opmærksom på, at kvinderne i interviewet sidestiller det at blive informeret om kejsersnittet med at være involveret i beslutningsprocessen. Vi skal være opmærksomme på, at vi som fødselshjælpere har stor indflydelse på beslutninger i svangreomsorgen.
I diskussionen efter oplægget var flere – især australske jordemødre – bekymrede over, at kvinderne efter fødslen havde den opfattelse, at kejsersnittet var deres eneste mulighed for at føde. De påpeger, at både Irland og Australien til eksempel har en kejsersnitsfrekvens, som ligger væsentlig højere end WHO’s anbefaling, og at der derfor må være nogle kvinder, som får et unødvendigt kejsersnit. Der var især en bekymring for, om personalet italesatte kejsersnittet som nødvendigt overfor kvinden for at forsvare den måde, de havde håndteret fødslen på. Andre deltagere mente dog, at man skulle være meget forsigtig med at stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden af det kejsersnit, som kvinden havde fået, da det efter deres opfattelse formentlig ikke ville hjælpe kvinden i hendes bearbejdning af fødselsoplevelsen at vide, at hun havde fået lavet et unødvendig kejsersnit.