ICM På tværs af grænser - Palæstina - Norge

En brændende indignation over den israelske besættelsesmagts behandling af gravide og fødende kvinder fra Palæstina fik en norsk jordemoder til at starte et projekt sammen med ti palæstinensiske kolleger.

Beretning fra en fødsel:

Vi er i 2002 under den anden intifada på den besatte Vestbred. Israelerne har omringet Ramallah. Anams fødsel går i gang, og hun og hendes mand tager til fødeklinikken i en landsby tæt på deres hjem uden for Ramallah. Her bliver det konstateret, at barnet ligger med fødderne først. Det bliver besluttet, at hun skal forløses ved kejsersnit, og hun bliver i en ambulance kørt mod Ramallah, men inden de når hospitalet, bliver de stoppet ved en israelsk militær kontrolpost. Barnets ben og krop er født på dette tidspunkt. Ambulancen bliver beskudt, og militærfolk åbner døren og ser den fødende kvinde. Ambulancen vender om – tilbage til klinikken, hvor den lille pige forløses. Død.

Anam fortalte den ulykkelige historie til sin jordemoder, da hun fire år senere igen var gravid. De læger, som hun hidtil havde været i kontakt med, havde aldrig spurgt til hendes oplevelser i ambulancen. Derfor var det en stor lettelse for Anam, da der var en, der ville lytte til hende, og som forstod den angst, der stadig sad i hende.

Det er langt fra alle palæstinensiske kvinder, der er i kontakt med en jordemoder under deres graviditet. Der mangler jordemødre, og i store dele af Palæstina mangler den prænatale omsorg helt. En anden og mere væsentlig hindring for adgang til sundhedsydelser er de ca. 500 israelske vejspærringer, som israelsk militær har opstillet i de okkuperede palæstinensiske områder, og som betyder daglige hindringer for de palæstinensiske indbyggeres bevægelsesfrihed. Fra 2000 til 2007 blev det rapporteret, at 68 kvinder fødte ved vejspærringerne, og 35 børn og 5 kvinder døde (UNFPA 2006). Af de kvinder, der skule føde i de besatte områder på Vestbredden i denne periode, blev ti procent opholdt ved de militære afspærringer imellem to og fire timer.

Det var oplysninger som disse, der i 2006 fik den norske jordemoder Berit Mortensen til at drage til Palæstina for at mødes med palæstinensiske kolleger. Berit Mortensen havde tidligere været i Palæstina og kendte til de vanskelige forhold, som kvinder og deres familier lever under. Tusindvis af kvinder er blevet dræbt under Israels angreb på sine nabolande og i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza. Mange tusinde hjem er blevet ødelagt af besættelsestropperne – ofte fik beboerne kun få minutter til at slippe ud af husene. De store ødelæggelser og forfølgelser har medført store strømme af flygtninge og migranter. Den mur, som Israel startede opførelsen af i 2002 rundt om Vestbredden for at forhindre selvmordsbomber og angreb på israelere, har yderligere betydet adskillelse af familier. Alle disse forhold har skabt vanskelige forhold for kvinderne, der traditionelt står for sammenhold og styrkelse af familierne.

- Jeg rejste til Palæstina for at høre, om jeg, en norsk jordemoder, kunne være nogen hjælp for de palæstinensiske jordemødre, fortalte Berit Mortensen på verdenskongressen for jordemødre i Durban.

- Ahahlen, washalen – du er velkommen, lød svaret. De palæstinensiske jordemødre ønskede at komme ud af den isolation, som besættelsen havde bragt dem i og de ville vældig gerne have kontakt med norske jordemødre, fortalte hun.

Brobygning
Palæstinensiske jordemødre kæmper med manglende anerkendelse af deres kompetencer og muligheden for at arbejde selvstændigt. I takt med at de gamle traditionelle jordemødre dør ud, er de gravide flyttet ind på hospitalerne, hvor lægerne har taget over. Jordemødrene arbejder for at blive anerkendt af myndighederne som en værdifuld ressource, der også kan løfte opgaverne i den prænatale omsorg, der stort set ikke eksisterer på landet i Palæstina. Jordemødrene kæmper også for at tiltrække flere unge til faget. Norske jordemødre er veluddannede, de arbejder selvstændigt med både graviditet, fødsel og barsel og er en højt respekteret faggruppe i det norske samfund. Disse erfaringer ville de palæstinensiske jordemødre gerne lære af.

Resultatet blev et fire år langt pilotprojekt, der startede i 2007 og skulle sikre en gruppe af gravide sammenhængende omsorg i både graviditet, under fødslen og efter fødslen. Anam var en af de første gravide, der indgik i projektet.

Målet var at bygge bro mellem den primære og den sekundære sundhedssektor og at nå ud til de kvinder, der ellers var isoleret fra sundhedsfaglig undersøgelse og behandling på grund af de hindringer, som vejspærringer og mur udgør. Syv klinikker i Ramallah distriktet, der på grund af forhindringerne havde svært ved at få sundhedsfaglig hjælp, blev udset til projektet. Basen er et Røde Kors hospital i Ramallah by, hvorfra ti jordemødre står for jordemoderkonsultationer og fødselsforberedelse i de lokale klinikker samt fødselshjælp på hospitalet og barselpleje i hjemmet. Man kunne ikke love kendt jordemoder ved fødslen, men gravide og jordemødre kunne aftale at mødes, når veerne startede. Projektet omfattede desuden individuel rådgivning til kvinder om personlige emner og undervisning af grupper i seksuel sundhed. Disse sessioner viste sig at skærpe bevidstheden om kvinders sundhed og det højnede jordemødres anseelse i lokalsamfundet.

Projektet blev drevet af den norske Palæstina Komite med støtte fra den norske stat. De palæstinensiske sundhedsmyndigheder har hele vejen bakket op.

Ingen selvglorificering
Projektet er løbende blevet evalueret. Det viste, at flertallet af de gravide var tilfredse med den omsorg, behandling og de oplysninger, de fik fra jordemødrene. Der var også tilfredshed med at få mulighed for at tale med en jordemoder om mere intime spørgsmål. Dette forbandt dem yderligere til jordemødrene. Den nemme adgang til en jordemoder blev nævnt som et særligt plus.

Projektet har givet praktisk erfaring til ti palæstinensiske jordemødre og til et antal både palæstinensiske og norske studerende og har inspireret de palæstinensiske sundhedsmyndigheder til at satse stærkere på uddannelse af jorde- mødre og på at organisere svangreomsorgen, så kontinuitet igennem hele forløbet sikres. Erfaringer fra Norge kunne bruges i denne proces, men for Berit Mortensen er det vigtigt ikke at forfalde til at se Vesten som den store læremester på alle områder.

- Palæstinensere og andre fra Orienten er i århundreder blevet domineret af Vestens måde at se verden på. Vi anser os selv som en slags læremestre. Meget uretfærdighed er blevet begået på baggrund af vestlig selvglorificering. Jeg vil ikke blive endnu en deltager i det kor. Jeg vil prøve at forstå ud fra folks egne historier, sagde Berit Mortensen.

Anams historie om mødet med de israelske militærfolk kom siden til at indgå i en norsk TV-dokumentar, der fortæller om det norsk-palæstinensiske jordemoderprojekt.

Vidste du, at

  • livstidsrisikoen for at dø som følge af graviditet og fødsel er 1 til 22 I Afrika, 1 til 120 i Asien og 1 til 7.300 i udviklede lande.
  • at ti procent af de jordemoderstuderende i Frankrig er mænd og 33 procent i Burkino Fasso er mænd
  • at der er 98.000 jordemødre på bachelorniveau i Indonesien
  • at jordemoderuddannelsen i flere sydamerikanske lande er på kandidatniveau
  • at de vigtigste årsager til verdens mødredødsfald er blødning, infektion, usikker abort, eklampsi og langtrukne fødsler
  • at den næste verdenskongres i ICM holdes i Prag
  • at ICM i perioden siden sidste kongres i 2008 har fået 22 nye medlemslande
  • at det at have cancer i Afrika er stigmatiserende, og at cancer anses som dødelig i alle tilfælde
  • at brug af vaccination er meget accepteret i Afrika
  • at 58.000 kvinder dør hvert år som følge af usikker abort
  • at 13.000 kvinder i Tyskland har HIV/AIDS