Fyyiiittt … 1. halvleg blæses af. 45 minutter siden vandafgang og måltavlen taler sit tydelige sprog: 0-0… På 45 minutter … HALVDELEN af kampen … Status quo!
Nogle gange havde de blå bolden andre gange de røde. De formåede at spille bolden ubeslutsomt, uregelmæssigt og ganske uden pres over midterlinjen, ellers skete der sådan cirka intet nævneværdigt. Vi er altså halvvejs i kampen gutter og til hvad nytte? Jeg må vist hellere trække i et par handsker og træde til.
Halvvejs i en fødsel ville nul og nix fremgang ikke være acceptabelt. Da de rødes bedste spiller røg på skadesbænken efter 20 minutter, var det som om, at livmoderhalsen endda blev længere. Vi er langt fra i aktiv fødsel med det vattede pres.
Derfor kommer det egentligt ikke som en overraskelse for mig, da dommeren prikker mig på skulderen og siger, at han har etableret et vestimulerende drop i banen, og justeringen af denne bliver mit ansvar. Bevares … det slår mig en kende drastisk at ty til S-droppet allerede i den latente fase, eftersom han hverken har forsøgt klyx eller rebozo. Set i lyset af at vi nu kun har 45 minutter tilbage til at føde en EM-vinder, er der dog en vis logik i at starte med det tunge skyts.
Jeg går hen til dråbetælleren, som naturligt nok er tilkoblet den fedeste lange midterlinje, banen kan mønstre. Det venflon kan ikke have voldt megen besvær at anlægge, dog er der en smule jord ved indstiksstedet. Det slår mig en my uhygiejnisk, så jeg giver det en hurtig omgang med en spritsvaps – vi skulle nødig have infektion i maskineriet.
Ikke noget hutlihut her
I sekundet dommeren fløjter 2. halvleg i gang, tænder jeg droppet på 20 ml/t. Samme sang gentager sig. Først har de blå bolden, så de røde, så målspark og så indkast. Hvis droppet skal øges om 20 minutter, må jeg hellere palpere styrken på kampen med den gængse V.R.I.S strategi.
Varigheden må siges at være ultrakort. Max. 10 sekunder formår en spiller at drible afsted med bolden. Det pres kommer de næppe langt med.
Regelmæssigheden er heller ikke værd at råbe hutlithut for! Afleveringerne falder ikke som perler på en snor, da spillet konstant bliver afbrudt af det modsatte hold, eller fra en spiller, som snubler og laver kolbøtter under stor jammer.
Intervallet mellem målchancerne røber virkelig, at dette er totalt latentfasebold. Der går snildt 15-20 minutter imellem et reelt pres op ad banen. Totalt uregelmæssigt. Styrken er også langt fra EM-niveau. Målmanden griber dem ud gang på gang. Når der endelig er et skud af den rette styrke, er det så upræcist og langt ved siden af målet, at jeg fristes til at tro, at selv jeg i mine Ekko-sandaler kunne ramme bedre.
1-0 til de fødende
65 minutter og stadig: 0-0. Jeg undrer mig over, at det kan volde SÅ megen besvær at få SÅ lille en bold ind i SÅ stort et mål, når jeg dagligt oplever kvinder presse SÅ stort et hoved ud af SÅ lille et hul. 1-0 til de fødende! Kan det virkelig passe, at der skal en lavtlønnet jordemoder til at sætte fut i 22 millionbetalte mænd, for slet ikke at tale om den hyre jakkesættene får for at stå der på sidelinjen og gnubbe tindinger? Der er noget helt galt i systemet!
Jeg øger droppet til 40 ml/t., og få minutter senere er jeg lige ved at tro, at det bærer frugt. De blå har presset bolden godt op og rammer kanten af stolpen med heftig styrke. Der skulle have været mere skru’ på den bold, for vinklen er asynklin, og det bliver blot til stolpe ud. Jeg vil give den blå angriber en gang rebozo, men han glor fuldstændigt uforstående på mig, da jeg råber, at han skal komme og få rystet numsen. Jeg må vist i stedet forsøge at presse lidt strategi ind i hovederne på jakkesættene. Først er jeg lidt forvirret over, hvem der har kommandoen? Er det jakkesættene eller den skadede røde spiller, som klart er den, der er mest engageret i at råbe og dirigere spillerne. Han er totalt opkørt og opfører sig som den forviste svigermor, der bare ikke kan blive på den anden side af døren til fødestuen. Jeg overvejer at give svigermor et skud hæmmende Bricanyl i låret, men det falder vist uden for kategorien ’omhu og samvittighedsfuldhed’. De to jakkesæt ser begge på mig, som var jeg selveste caputs kroning på en kvinde, der ikke har klyxet, da jeg viser dem mit lille whiteboard med spillermarkeringerne samt ordene KLYX, REBOZO og LEJEÆNDRING. Det ene jakkesæt siger med en blød fransk accent, at der er en grund til, at Mademoiselles og fodbold ikke skal kombineres. Han beder mig skaffe ham en Cola. Jeg svarer, at i disse sparetider ordinerer vi kun den slags på yderste indikation, så her i latentfasen må han virkelig nøjes med sit vand!
Svigermor er i ekstase
Kampen fløjtes af som jeg netop har øget droppet til 60 ml/t. 90 minutter uden ét eneste mål. Nu må der officielt være erklæret totalt dystoci. Jakkesættenes svar på dystoci er at gentage samme strategi i 2 x 15 min.
Tiden går, og nu er der kun 10 minutter tilbage, inden vi overgår til straffesparkskonkurrence. Synd, hvis jeg må finde skalpellen frem og rykke spillet til operationsgangen, men en vinder skal jo fødes. Der er bare ikke meget EM-vinder over straffesparkskonkurrence, for slet ikke at tale om de gener sådan et sectio kan medføre på sigt!
Jeg øger for sidste gang droppet til 80 ml/t. En enkelt spiller fra det røde hold reagerer tydeligt og rammer bolden med perfekt rotation og styrke: 1-0! ENDELIG..! Svigermor er i ekstase og tuder på sidelinjen.
Mission complete – en EM-vinder er født!