Jordemoderstuderende Emma Skou Rolighed er i praktik på Herlev og Gentofte Hospital – med fødsels- og barselgang i Herlev og konsultationer i Gentofte. Emma startede den fire måneder lange praktik den 19. februar 2019. Efter en pause på tre uger, hvor hun var tilbage på skolen, genoptager hun den 22. april sin praktik og fortsætter dagbogsskrivningen.
Da hun står op kl. 5.20 til den første vagt på fødegangen i lang tid, virker det hele lidt uoverskueligt. Efter tre uger væk fra praktikken er hun nervøs for at have glemt noget, og hun er glad for, hun på den første vagt skal følges med sin kon taktjordemoder Lærke Vinberg Rasmussen. På vagten har en nyfødt baby det så dårligt, at en pædiater må tilkaldes, og børnelægen er god til at inddrage Emma.
– Han fortalte en masse om, hvad han undersøgte, imens jeg målte SAT og hjalp med at sætte elektroder, der kunne måle babyens puls. Det var "action-packed" og endnu engang blev jeg bekræftet i, at samarbejdet i kritiske situationer er helt utroligt.
Et par dage efter er Emma på vagt med en anden jordemoder end Lærke. Hun er nu tilbage på sporet og efter en fødsel, der forløber glat, går hun hjem med selvtillid og tro på sig selv.
– Jordemoderen, jeg fulgtes med, var virkelig rar og dygtig, og det var fedt at følges med hende. Hovedet blev født hurtigt efter tre-fire presseveer og kvinden tog selv imod barnet. Det var virkelig en fin og sprit normal fødsel – lige noget for mig! Jeg tog imod placenta og gav syntocinon – denne gang uden at mine hænder rystede og med mere glæde end nervøsitet. Det er utroligt, hvor meget man rykker sig i den her praktik. Det er vildt, hvor hurtigt det, jeg laver, bliver mere normalt, og når jeg læser dagbogen fra de første vagter til nu, synes jeg, at jeg har rykket mig helt vildt!
Greb barnet
Meget er dog stadig nyt og udfordrende for Emma, der med Lærke på sidelinjen senere samme uge for første gang tager imod et barn, som en kvinde føder stående. Kvinden er tredjegangsfødende og har gode veer, men store smerter i lænden. Efter en times tid foreslår Emma kvinden, at hun kommer op at stå, da det har virket for kvinden under de tidligere fødsler.
– Da hun kom op, kunne jeg tydeligt høre forskel på hendes lyde fra før til nu. Jeg fik et godt tip af Lærke om at holde øje med hendes kropssprog. Kvinden skiftede fra fod til fod og stod næsten på tæer. Hendes lyde gik fra besværet og ukontrolleret vejrtrækning til tydelige presselyde. Efter 3-4 veer kronede caput og hovedet blev født.
Emma prøver at støtte perineum med HOPE, så godt hun kan. Men hun oplever, at det er svært i den akavede foroverbøjede position, hun har indtaget for at kunne tage imod barnet. Hele hendes koncentration er på hænderne og hvad de foretager sig, så hun glemmer lidt at kommunikere med kvinden.
– Heldigvis var Lærke der til at fortælle, at kvinden ikke skulle presse, men gispe. Det hele gik dog så hurtigt. Kvinden overdøvede næsten Lærke, og få sekunder efter at caput var født, kom kroppen. Det gik så stærkt, og jeg er så glad for, at jeg greb barnet. Det var som om, at alle mine sanser var vågne og klar. Jeg fumlede lidt med at lægge barnet ordentligt i mine hænder, så jeg kunne føre det op til kvindens. Hun bar barnet op til sig og var også selv lidt chokeret. Jeg tror situationen rystede mig mest, fordi jeg tænkte „tænk hvis jeg havde tabt barnet“, selvom jeg godt vidste, at Lærke stod ved mig klar til at hjælpe. Men det var bare SÅ fedt at det lykkedes!
Da kvinden senere er i bad og Emma befinder sig alene på stuen med den nybagte far, takker hun ham for god hjælp under fødslen og får ros tilbage, der varmer.
– Én ting er, hvis en anden jordemoder siger til mig, at jeg har klaret det godt. Men det betyder også utrolig meget, hvis det par, man har været sammen med, siger det. De tænker jo ikke på, om jeg har fulgt retningslinjerne eller givet den korrekte information. De tænker på, om jeg har hjulpet dem, som de ønskede det, og det betød faktisk rigtig meget for mig at høre det fra faren.
"Praktik blues"
Praktikken er dog ikke ren optur. Der er også dage med "praktik-blues", hvor Emma vågner træt og er i dårligt humør.
– Øv at jeg skulle op 5.20, øv at jeg skulle på vagt, øv at det var mandag.
Emma kan mærke, at hun i privatlivet kan være fraværende ved sociale arrangementer med venner og familie, fordi hun ofte tænker på, at hun skal tidligt op næste dag. Der dukker tanker op om eksamen, og hun undrer sig over, at jordemoderuddannelsen ikke er længere, end den er.
– Jeg tror, at et halvt eller et helt år ekstra ville give mere overskud til læring hos de studerende – i hvert fald hos mig selv. Jeg har lige for tiden ikke overskud til meget andet end at møde op i vagter og skulle gøre det, jeg skal, og jeg nyder det ikke lige så meget.
Nogle dage senere refererer hun i dagbogen til en artikel, hvor andre jordemoderstuderende slår til lyd for en forlængelse af uddannelsen, fordi de oplever, at fag som pædagogik og kommunikation bliver nedprioriteret. Det har hun tænkt meget over i løbet af vagten, hvor en kvinde i modtagelsen er udmattet og græder efter en meget lang latensfase med smerter og ingen søvn. Sammen med jordemoderen gør Emma alt, hvad hun kan, for at "nurse" om hende. Da CTG´en driller, må Emma holde på den for at få en god registrering, og det betyder, at hun får 20 minutter alene med kvinden på stuen.
– De 20 minutter gik med at tale med hende om alt mellem himmel og jord – og det vigtige var, at der var tid til det. Jeg kunne mærke, at hun fik mere lyst til at åbne sig op for mig, og vi talte og grinede. Kvindens mor var også med, og der blev skabt et meget behageligt og trygt rum på stuen.
I situationen oplever Emma, at hun vokser med opgaven.
– Det gik op for mig, at man skal finde en god balance mellem ikke at lade det komme for tæt på, samtidig med, at man skal kunne sætte sig ind i kvindens situation og have tid og overskud til at lytte, hjælpe og støtte hende. Det var en virkelig god dag, hvor jeg gik hjem en vigtig oplevelse rigere, og hvor netop et fag som ‘kommunikation’ var en god hjælp.
Skæv start på hjemmefødsel
I næste vagt er Emma på hjemmefødselskald, og efter et par timer er der bud efter hende. Sammen med den jordemoder, der har ansvaret for hjemmefødslen, skynder hun sig af sted i en taxa uden overtøj og glæder sig meget – indtil hun opdager, at der i parrets papirer står: "Studerende: nej".
– De havde altså ønsket, at der ikke skulle en studerende med til fødslen, men vi havde ikke opdaget det, før vi var afsted. Jeg fik en ret ærgerlig følelse i kroppen, og min jordemoder ringede til parret, mens vi sad i taxaen. Jeg fik lov at komme med, og kvinden havde spurgt „må jeg lige se, hvad hun er for én“ i telefonen. Det kan man da godt sige, lagde en lille pres på mig fra starten. Hvad skal jeg mon gøre for, at parret lader mig blive? Det var ikke den fedeste situation ikke at føle sig helt velkommen – især når man skal ind i andres hjem.
Da jordemoder og jordemoderstuderende når frem til parret, er stemningen dog heldigvis god, og trods den lidt skæve start bliver hjemmefødslen en stor oplevelse for Emma.
– Da kvinden skulle til at presse, blev caput født på en ve! Jeg nåede kun lige af få hænder på, og på næste ve hjalp jeg kvinden med selv at tage imod kroppen og få den lille pige op på hendes bryst. Det var en meget rørende oplevelse at være med til. Jeg synes, det var utroligt at se forskellen på en hjemmefødsel og en hospitalsfødsel. Som jordemoder påvirker omgivelserne også ens arbejde. Jeg var mere rolig og jeg synes, at forholdet mellem os som sundhedspersoner og parret var mere udlignet, end det kan være på en fødestue, fordi det her var os, der var gæster.
Efter fødslen bliver kvinden desværre ved med at bløde og må med ambulance til hospitalet. Der er ikke plads til Emma i ambulancen, så hun må vente på en taxa i regnvejr.
– Jeg forestiller mig, at jeg har lignet en forvirret, nutidig figur fra serien „Call the midwife“ med sjasket hår, håndskrevet journal, kæmpe fødetaske og svuppende sandaler. Jeg kunne ikke lade være med at gå og grine lidt over situationen. Jeg må indrømme, at jeg følte mig en lille smule fjollet og som en knap så vigtig studerende i de 20 minutter, jeg stod i regnen og ventede. Men jeg kom tilbage til hospitalet og kunne efter 13 timer gå træt, glad og en lille smule kold hjem i seng.
Under praktikken oplever Emma også mere alvorlige stunder. Mens hun en dag sidder og spiser frokost i modtagelsen sammen med andre fra personalet, kan de fra rummet ved siden af pludselig høre hjerteskærende gråd fra en kvinde, der har mistet sit barn.
– Babyen var gået til i maven og der var ikke nogen hjertelyd. Det ramte mig og alle andre i rummet og det var utrolig sørgeligt at høre og opleve på trods af, at jeg intet havde med forløbet at gøre. Det rammer jo alle, og også her var alle berørte af det. Jeg tror ikke, jeg kommer til at glemme den ulykkelige gråd.
Efterfølgende tænker Emma meget på familien, og selv om hun har nok at gøre med at få styr på det ikke-patologiske, betyder oplevelsen, at hun ser frem til at komme tilbage på skolen og få værktøjer, så hun kan håndtere de svære situationer og ikke blot "den nemme" patientkontakt.
Mere tryg og sikker
Vigtigheden af kontinuitet i samarbejdet med jordemødrene er et emne, som Emma berører flere steder i sin dagbog. For eksempel fortæller hun 21. maj, at hun på en konsultationsvagt i Gentofte skal følges med en ny jordemoder.
– Jeg skulle følges med en tredje jordemoder, fordi dem, jeg plejer at følges med, enten ikke var der eller havde intro med nyuddannede jordemødre. Kontinuiteten er glippet lidt for mig i konsultationen. Jeg har svært ved helt at få en rytme i gang, selv om det hele bliver lettere.
Emma kan dog mærke, at hun også i konsultationerne får flere og flere succeser, når hun er på vagt.
– Jeg er ikke lige så nervøs ved tanken om kommunikationen i konsultationen og synes, at det er blevet naturligt at snakke med parrene. Nok også fordi jeg rent faktisk kan svare på spørgsmålene eller i hvert fald ikke er så nervøs for at prøve.
Den 31. maj har Emma Skou Rolighed sin sidste vagt i den lange praktikperiode på jordemoderstudiets første år. Mod slutningen ser hun i sin dagbog tilbage på fire måneders meget lærerig praktik, der betyder, at hun nu føler sig mere tryg og sikker i faget.
– Jeg kan roligt sige, at jeg for fire måneder siden ikke forestillede mig, at jeg ville lære så meget, som jeg har. Jeg står i mange situationer, som i dag føles mere naturlige og som bliver nemmere og nemmere med tiden. Da vi startede i praktikken og fik af vide, at vi som andet semester-studerende ville komme til at udvikle os helt vildt, var det svært at forestille sig hvor meget. Men at kunne sige, at jeg har været med til at gøre kvinder tryggere og mere tilpas i deres graviditet med lyttende ører og gode råd – det er stort. Og at kunne sige at jeg har taget imod små, store, lange og korte babyer til vellykkede, udfordrende, lange og korte fødsler er helt vildt! Jeg føler mig utrolig heldig og stolt over at være i faget, og bliver så glad ved tanken om, at jeg har spillet en rolle i mange fødsler. Derudover er jeg bare virkelig imponeret over jordemødrene. Det betyder meget at følges med jordemødre, som bruger tid på at lære fra sig og medvirker til, at man som studerende føler sig velkommen i et fag, der nu ikke helt lige så nyt.
Mæt af de mange nye indtryk og de mange oplevelser i praktikken ser Emma dog samtidig frem til sommerens pusterum.
– Jeg er klar til en pause og glæder mig til, at jeg på den anden side af sommerferien skal læse i tykke bøger og have undervisning sammen med mine medstuderende, som jeg har savnet. Tusind tak for at I har læst med.