Hvis du får en patientklage/henvendelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed

1. Patienter, der ønsker at klage over behandling i regionerne, tilbydes en lokal dialog med det involverede sundhedspersonale. Jordemoderforeningen anbefaler generelt, at man deltager i denne dialog, hvis man har været involveret i det forløb, der har ledt til patientens klage. Det er dog ledelsen, der i sidste ende afgør, hvem der deltager i dialogmødet. Ønsker du at vide mere om processen for den lokale dialog, kan du kontakte din ledelse eller finde information på regionens hjemmeside. Du kan også kontakte Jordemoderforeningen for nærmere vejledning som forberedelse til et dialogmøde.

2. Hvis patienten ikke har ønsket dialogen, eller hvis patienten fastholder en klage efter dialogen, får du et brev fra din afdelingsledelse eller fra Styrelsen for Patientklager, hvor du kan se, hvem der har klaget, hvilken behandling og i hvilket omfang, du menes at være involveret.

3. Du kan udtale dig skriftligt til sagen. Du har ikke pligt til det, men Jordemoderforeningen anbefaler, at du benytter dig af denne ret, også selvom du ikke umiddelbart kan se, at du har begået fejl.

4. Der vil være en frist for at afgive svar til styrelsen/ Disciplinærnævnet. Hvis du har fået brevet kort tid før fristen, eller hvis du er forhindret i at svare før fristens udløb, kan du kontakte Styrelsen for Patientklager og få udsat fristen.

5. Hvis der i det materiale, du har modtaget, ikke er indeholdt relevant dokumentation, har du ret til at få det udleveret (fx journal, CTG eller lign.). Du kan bede styrelsen eller evt. afdelingsledelsen om at få det.

6. Du bør udarbejde en grundig og klar udtalelse omkring det relevante hændelsesforløb, hvor du også redegør for dine faglige overvejelser og valg undervejs. Det er en fordel at underbygge din udtalelse med henvisninger til relevant dokumentation.

7. Du kan bede Jordemoderforeningen se dit svar igennem; om der er svaret tilstrækkeligt og relevant.

8. Hvis du er i tvivl om fx sagkyndiges udtalelser undervejs i sagsbehandlingen af klagen, kan Jordemoderforeningen evt. også vurdere denne del i samarbejde med dig.

9. Før styrelsen/disciplinærnævnet træffer afgørelsen, vil de partshøre dig efter forvaltningslovens bestemmelser, hvis der er grundlag for kritik af dig. Det giver dig mulighed for at komme med indsigelser, hvis du fx ikke er enig i grundlaget eller vurderingen for afgørelsen. Du kan også i denne del af processen involvere Jordemoderforeningen.

10. Når du modtager afgørelsen, skal du være opmærksom på, at der ikke er nogen ankemuligheder, så afgørelsen er endelig. Kun hvis der kommer nye afgørende oplysninger i sagen efterfølgende, vil sagen kunne genoptages.