Jordemødrene på Hillerød Sygehus havde i længere tid fulgt den slagne vej i bestræbelserne på at ændre det, de så som en uforsvarlig normering. De havde kontakt med ledelsen af fødeafdelingen, der flere gange havde orienteret sygehusledelsen om, at normeringen på fødeafdelingen var for lav og potentielt en risiko for patientsikkerheden. Jordemødrene havde også kontaktet amtspolitikere og fortalt om forholdene og om de forpligtelser, som amtet havde over for de gravide og fødende. Lige meget hjalp det og derfor valgte 22 jordemødre på det nordsjællandske fødested at gå andre veje i deres kamp.
Kirsten Jørgensen var fast ansat på Hillerød Sygehus og hun blev en af drivkræfterne bag en aktion, der kulminerede den sidste fredag i april 1994 og som gav den opnormering, som jordemødre havde peget på som nødvendig. Både af hensyn til kvalitet og sikkerhed og af hensyn til arbejdsmiljøet.
At det lykkedes, skyldes ifølge Kirsten Jørgensen flere forhold.
– Jeg tror, at det lykkedes, fordi vi var en lille homogen gruppe, der stod sammen og stod fast på vores krav. Vi arbejdede benhårdt på vores fælles mål. Nogle skrev breve, andre havde kontakt med medierne, nogle lagde strategi og andre bagte kager, fortæller Kirsten Jørgensen.
Det var sammenlægning af fødeafdelinger og de rationaliseringer og forringelser af arbejdsforholdene, der fulgte heraf sammen med flere års besparelser på svangreomsorgen, der fik jordemødrene til at sige stop.
De var utilfredse med sygehusledelsens manglende vilje til at efterleve Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Fødselsforberedelsen blev nedlagt, konsultationsbesøgene skulle behovsorienteres, der var ikke længere tid til barselbesøg, jordemødrene skulle ikke være med ved planlagte kejsersnit og heller ikke stå for ambulant CTG-overvågning (fosterovervågning). Og så måtte kvinder, der gerne ville føde hjemme, forvente at skulle ind på sygehuset, hvis der ikke var en jordemoder til rådighed til at sende ud. I årene op til 1994 var antallet af konsultationer i det, der dengang hed Frederiksborg Amt, skåret fra 19 til to og dertil blev et løfte om en ABC-klinik trukket tilbage. Aktionen handlede også om jordemødrenes angst for at blive anklaget for fejl og forsømmelser, fordi de måtte varetage flere fødsler samtidigt.
– Vi fik at vide, at varetagelsen af svangreomsorgen skulle være behovsorienteret, men vi fik ikke at vide, hvem, der så skulle have mindre omsorg. Og vi kunne selvfølgelig ikke være med til, at muligheden for at vi kunne tage ud til hjemmefødsler afhang af travlhed på fødegangen. Det stred jo direkte mod loven.
– Vores aktion handlede om vores arbejdsforhold og om, at det var os, der skulle ud og forsvare forholdene i svangreomsorgen overfor de gravide. Og det kunne og ville vi ikke. Vi blev kaldt ind på fridage og vagtskemaet hang kun sammen fordi vi var så villige, fortæller Kirsten Jørgensen.
Opsigelser
Jordemoderledelsen var enig med jordemødrene om, at en opnormering var nødvendig. Situationen var bare sådan, at jordemødrenes leder var kørt ud på et sidespor i det spil, der udfoldede sig mellem sygehusledelse, amtet og jordemødrene.
Flere forslag fra sygehusledelsen om en ny vagttilrettelæggelse blev afvist af jordemødrene. Jordemoderforeningen blev involveret i forhandlingerne, men måtte også se det forlig, som de indgik med ledelsen, blive afvist af jordemødrene.
En af afdelingens jordemødre, Connie Honoré, havde stor erfaring med vagtplanlægning og knoklede for at komme med et bud på et vagtberedskab, der kunne leve op til retningslinjerne om kvalitet og sammenhæng.
Til sidst så jordemødrene ikke anden udvej end at sige deres job op, de kunne ikke længere stå på mål for forholdene på fødestedet. 22 ud af stedets 25 jordemødre sagde op den 28. april 1994 med fratræden 1. juni 1994. Risikoen for at de mange opsigelser af amtet ville blive betragtet som en kollektiv handling, var absolut til stede og det var jordemødrene klar over.
– Vi forsøgte at gøre opsigelserne så forskellige som muligt, men bekymringen for forholdene og for sikkerheden skulle indgå i vores begrundelser for at sige op sammen med, at der ikke var udsigt til forbedringer. Vi havde total opbakning fra vores overlæge Vagn Sele. Men han var også på gulvtæppet hos sygehusledelsen, hvor han er citeret for at have sagt, at han ikke kunne styre jordemødrene, siger Kirsten Jørgensen.
Modstand og støtte
Jordemødrene erfarede hurtigt, at sygehusets ledelse med direktør Stig Lohmann i spidsen mildt sagt ikke bakkede deres krav op. Han forsøgte og lokkede med forskellige modeller, som blev afvist af jordemødrene. Han lod sig gerne citere i medierne, der flittigt beskrev den ulmende konflikt. Til Frederiksborg Amtsavis udtalte han, at jordemødrene er nogle ballademagere og et par uger før jordemødrene sagde deres stillinger op, sagde han i TV-avisen at ‘jordemødrene kan rende og hønse, de er kun ude på ballade’.
Måske det var lige rigelig kontante udmeldinger fra en sygehusdirektør om en af hans faggrupper. Lohmann var kort efter konflikten ikke længere ansat på Hillerød Sygehus.
Da jordemødrene til sidst valgte at sige deres stillinger op, var der både trusler og støtte fra andre kanter.
– En af amtspolitikerne truede os med, at vi ville få en bod for kollektiv opsigelse, men en repræsentant fra Yngre Læger bakkede os op og – helt tys tys – sagde at de ville hjælpe os med økonomien, hvis det kom dertil, siger Kirsten Jørgensen.
Nervekrigen
Nervekrigen mellem jordemødrene, sygehusledelsen og Jordemoderforeningen omkring opsigelserne varede godt en uge. Amtet fastholdt overfor Jordemoderforeningen, at jordemødrenes opsigelser var at betragte som et kollektivt kampskridt i hovedaftalens forstand og bad Amtsrådsforeningen om at holde et mæglingsmøde med henblik på efterfølgende sag i Arbejdsretten. Jordemoderforeningen erkendte, at der var tale om ulovlige kampskridt og at opsigelserne skulle trækkes tilbage “straks” nærmere defineret som inden 6. maj klokken 24. Hvis fristen blev overholdt ville Amtsrådsforeningen betragte sagen som bortfaldet.
Samme dag den 6. maj blev forhandlingerne om en opnormering genoptaget og på mirakuløs vis endte de med en aftale, som gjorde, at jordemødrene trak deres opsigelser tilbage.
– Vi fik det vagtberedskab, som Connie Honoré havde regnet sig frem til. Vi skulle have en opnormering på 9,68 stillinger foruden opnormering af sygehjælpere og sekretær og rengøring om natten, fortæller Kirsten Jørgensen. Det blev desuden aftalt, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe for hele Frederiksborg Amt, der skulle se på svangreomsorgen.
Jordemødrene lovede at melde ud til pressen, at kvinderne trygt kunne gå graviditet og fødsel i møde.
– Vi havde jo ikke nogen erfaring med pressearbejde, med at skrive pressemeddelelse og sådan noget. Men en af jordemødrene kendte Frank Nellemann, der var korrespondent i Afrika og han hjalp os. Så vi kan sige, at vores pressemeddelelse gik over Afrika ud i de danske medier, siger Kirsten Jørgensen.
En intens periode
Interessen for konflikten på det nordsjællandske fødested var stor i medierne og landets øvrige jordemødre bakkede Hillerødjordemødrene op. De modtog en pris fra Forældre og Fødsel for deres indsats og var med i Politikens At Tænke Sig, ATS.
– Jeg tror ikke, at det kunne have ladet sig gøre i dag. Vores fødeafdelinger er for store og vi er ikke på samme måde homogene grupper, siger Kirsten Jørgensen.
– Det var en meget intens periode. Vi var enige om at tage kampen og vi oplevede, at vi kom fremad undervejs og havde en god dialog med politikerne. Men havde vi fulgt den slagne vej, havde det ikke bragt noget med sig, siger hun.