Nanna Grønbæk havde kun været jordemoder i et halvt år, da hun begyndte at føle sig udkørt og træt. Hun oplevede flere gange, at hun kom til at bytte rundt på børnenes køn og havde svært ved at huske navne. En gang kom hun til at kalde en far det samme som faderen fra fødslen før.
– Jeg kan huske, at jeg tænkte. Hvad sker der? Jeg var lige startet, men kunne pludselig ikke rumme parrene. Hvordan skulle jeg kunne klare et helt jordemoderliv, hvis jeg allerede følte mig flad og næsten ikke orkede mere.
Nanna Grønbæk var omsorgstræt. Som helt nyuddannet jordemoder på fødeafdelingen på Hvidovre Hospital ville hun gerne gøre det hele så rigtigt og så godt som muligt. Hun ville være den perfekte og omsorgsfulde jordemoder, der udover at støtte og guide kvinderne gennem fødslen også gerne ville inddrage faderen samtidig med, at hun holdt parret orienteret om, hvor langt nede barnet var. Helt basale jordemoderopgaver, som nu syntes helt uoverskuelige.
– Pludselig kunne jeg hverken finde hoved eller hale i noget som helst. Jeg var konstant træt og udmattet, og til sidst oplevede jeg sider af mig selv, som jeg slet ikke kendte. Jeg blev kynisk og irriteret og tog flere gange mig selv i at tænke om de kvinder, der klagede over smerter: Jamen så tag dig dog sammen. Du er ikke engang i fødsel og har allerede så ondt.
Omsorgstræthed rammer de unge
Nanna Grønbæk er langt fra den eneste jordemoder, der mærker omsorgstræthed, som betyder, at man pludselig mister den medfølelse og interesse, som er helt nødvendig for at kunne arbejde som jordemoder. På fødegangen på Hvidovre Hospital er ledelsen opmærksom på problemet, der især rammer unge jordemødre.
– Vi gør meget ud af at tale med de unge om forskellen på professionel omsorg, og på den omsorg man viser sin egen familie. Hvis de involverer sig 100 procent hver gang, de er i vagt, risikerer de at brænde ud efter kort tid. Jeg plejer at sige, at de skal give sig selv 80 procent på jobbet og gemme resten til familien, siger Ditte Kirschner, der er vicechefjordemoder på fødeafdelingen.
Hun tilføjer, at der selvfølgelig skal være plads til de to-tre stykker, der kræver lidt ekstra omsorg som den unge fødende, der lige er blevet forladt, eller kvinden, der skal føde et dødt barn.
– Det er en balance, som kan være lidt svær i begyndelsen, men efter et par år, finder man ud af, at parrenes gode oplevelse ikke afhænger af, om du som jordemoder forlader stuen udmattet, men om de har følt sig trygge.
Dorte Dahl, der er chefjordemoder på Amager og Hvidovre Hospital, plejer selv at bruge billedet af arketypen, den lidt tilbagelænede, strikkende jordemoder, når hun møder de unge.
– Det er et godt billede at have i baghovedet, hvis man skal blive i faget. Den strikkende jordemoder er til stede og skaber tryghed, mens hun overlader de fleste af opgaverne til parrene selv.
| Jordemoder Nanna Grønbæk fra fødegangen på Hvidovre Hospital var udkørt efter et halvt år som jordemoder. |
| Jordemoder Louise Westerman fra fødegangen på Hvidovre Hospital tog selvbetalt orlov i fire måneder for at undgå en sygemelding. |
| Vicechefjordemoder på fødegangen i Hvidovre Ditte Kirschner oplever, at jordemødrene er lidt mere flade i batterierne end normalt, fordi de ikke længere kan være sammen socialt, på grund af Corona. |
| Chefjordemoder på Amager og Hvidovre Hospital Dorte Dahl mener, at billedet af den tilbagelænede, strikkende jordemoder er god at have i baghovedet, når man begynder som jordemoder – det kan hjælpe unge jordemødre til ikke altid at give sig 100 procent og dermed undgå omsorgstræthed. |
Vagter uden for fødegangen
Fødeafdelingen på Hvidovre Hospital har et introprogram for unge jordemødre det første år med samtalerutiner og en mentorordning. Det benyttede Nanna Grønbæk sig af, da hun til sidst var så udkørt og træt, at hun næsten ikke orkede mere. Hun kontaktede sin mentor og fortalte, hvordan hun havde det.
– Jeg havde dårlig samvittighed både over for parrene og over for min familie, min mand og mine to små børn, som jeg følte, at jeg svigtede i alt det her.
Hun fik ændret sit skema, så hun ikke længere udelukkende var på fødegangen, men også havde vagter i modtagelsen. Nogle måneder efter gik Nanna Grønbæk på barsel, men da hun kom tilbage, følte hun sig igen træt og udkørt og denne gang meget voldsommere end før.
– Jeg kan huske, at min mand på et tidspunkt nævnte, at man jo også kunne søge over i andre funktioner som jordemoder. Jeg havde kolleger, som var blev ansat i almen praksis, men jeg kunne mærke, at jeg ikke var klar til at slippe fødslerne. Det er her, mit hjerte ligger.
Hun aftalte i stedet med sin nærmeste chef, at hun skulle gå ned i tid og have flere vagter andre steder.
Ved at miste balancen
Også Louise Westerman har oplevet omsorgstrætheden på egen krop. Hun har været jordemoder i 16 år. De første ti år var hun primært på fødegangen, men de sidste fem år har hun også været i andre afdelinger, blandt andet på svangregangen og i efterfødselsklinikken. Det skete for at skabe variation i jobbet. Hun følte, at hun balancerede på en line, når hun var på arbejde og hele tiden var i fare for at falde. Hun har aldrig været sygemeldt, men i 2018 tog hun fire måneders selvbetalt orlov for at prøve at finde balancen igen.
– Jeg var træt og udkørt og havde svært ved at restituere efter en fødsel, fordi jeg giver mig selv 100 procent hver gang. Det synes jeg, at jeg skylder den fødende, men den meget intense kontakt sled på mig. Jeg blev grådlabil og kunne næsten ikke holde ud af være sammen med andre mennesker, siger Louise Westerman, der efter en periode igen var ved at miste balancen.
For at undgå en sygemelding gik hun for nogle uger siden til sin chef og bad om at slippe for 12-timers vagter på fødegangen, i hvert fald for en periode.
– Jeg kunne mærke, at jeg blev helt desperat, hvis jeg lige havde overstået en fødsel, og der stadig var fem til seks timer tilbage af min vagt. Jeg kunne næsten ikke overskue at skulle i gang med en ny fødsel. Nu har jeg kun otte-timers vagter, og det er en stor lettelse. Det kan godt være, at jeg en dag ender med at sige, at nu må jeg væk fra alt det her med skiftende vagter og fødsler. Men lige nu går det.
Corona er en ekstra udfordring
Noget af det, Louise Westerman sætter stor pris på, og som er årsagen til, at hun aldrig har forladt Hvidovre Hospital, er det kollegiale sammenhold. Men det er stærkt udfordret i øjeblikket på grund af Corona. Og det kan man også godt mærke i ledelsen:
– Der er ingen julefrokoster eller kurser, som normalt er dér, hvor man er sammen med kolleger om andet end fødsler. Det gør, at folk er lidt mere flade i batterierne. Jeg har haft flere samtaler med jordemødre, som føler sig lidt slidte uden helt at kunne pege på noget specifikt. Det er lidt af det ene og det andet, siger Ditte Kirschner. For Nanna Grønbæk hjalp det at gå ned i tid og sprede vagterne mere ud over forskellige funktioner. I dag har hun udover fødslerne, en ugentlig konsultationsdag, vagter med planlagte kejsersnit og tid i modtagelsen.
– Det har virkelig hjulpet. Jeg har fået arbejdsglæden igen og overskud til både arbejde og familie. Det giver ro i hverdagen. Jeg føler, at jeg har fundet en balance i mit liv, hvor der også er plads til, at jeg en gang imellem kan trække stikket og slappe helt af. Selvfølgelig er det ærgerligt, at jeg ikke kan være på fuld tid, men lige nu er det simpelt hen for hårdt, fordi man knap nok når at restituere, inden man skal i gang igen.
Læs også artiklen: “Når medfølelsen rammer muren”