Fra drømmejob til afsked med arbejdet på sygehuset

Hvad kan få en jordemoder til at forlade drømmejobbet på sygehuset og i stedet finde sin rette hylde i det private? Og hvad kan man gøre, for at andre jordemødre ikke følger samme vej? Det reflekterer kredsbestyrelsen i Region Sjælland over i dette debatindlæg, som tager udgangspunkt i en mindre kvalitativ undersøgelse med otte jordemødre, der har skiftet arbejdet på sygehuset ud med et job i det private arbejdsmarked.

Rekruttering og fastholdelse af jordemødre havde i foråret 2019 gennem nogen tid været en udfordring i bl.a. Region Sjælland. På den baggrund har Sjællandskredsen kredsbestyrelse reflekteret over, hvad der kunne være af udfordringer bag dette forhold. Vi peger i dette debatindlæg på nogle af disse udfordringer og samtidig på nogle løsningsforslag. Det gør vi bl.a. på baggrund af en mindre interviewundersøgelse med otte jordemødre, der i perioden slut 2016 til midt 2019 forlod regionens sygehuse og søgte job i det private. Undersøgelsen har vi selv gennemført.

Vi er klar over, at vi med undersøgelsens kun otte interview ikke kan generalisere og pege på sandheder. Men vi mener alligevel godt, at den kan give et øjebliksbillede og danne grundlag for en diskussion om, hvorfor nogle jordemødre søger mod det private erhvervsliv - og bruge denne viden til at åbne en konstruktiv dialog om, hvordan vi kan udvikle det gode arbejdsliv for jordemødre.

Er arbejdsforholdene år 2020 i orden, er vores fag på rette vej, eller skal der ændringer til, hvis vi skal have hele liv til jordemødre gennem mange år?

Kredsbestyrelsen diskuterer løbende arbejdsforholdene for jordemødre, herunder de udfordringer, som opstår, når der mangler jordemødre til at dække vagterne. Denne lille undersøgelse skal ses som et led i det arbejde. Vi ved, at der hele tiden er fokus på arbejdsmiljø, og der sker heldigvis også hele tiden forbedringer på de regionale fødesteder. De forhold, som undersøgelsen peger på, skal således ses i lyset af, at de ikke nødvendigvis beskriver de nuværende forhold - blandt andet pga. nye sammensætninger af ledelser - men derimod tendenser, som skærper vores fokus og giver os faktuel viden.

Interview med otte jordemødre
Undersøgelsen er udarbejdet i sensommeren 2019 og bygger på interview med otte jordemødre, som har forladt arbejdet på regionens sygehuse i perioden slut 2016 til midt 2019 til fordel for et job udenfor en regional ansættelse. Syv af de otte jordemødre har fortsat mere eller mindre tilknytning til jordemoderfaget, hvor de arbejder fuld- eller deltids som jordemødre i privat regi.

De otte jordemødre er mellem 31 og 51 år. De har i gennemsnit været uddannet i otte år, før de forlader arbejdet på sygehuset, med en variation fra 2-20 år.

Vi spurgte de otte jordemødre om:

  • hvorfor har de opsagt deres stilling på sygehuset?
  • har de talt med deres leder og deres kolleger om deres tanker om at forlade arbejdet?
  • hvilket arbejde har de nu?
  • overvejer de at vende tilbage til arbejdet på sygehuset?

Beslutningen om at forlade faget har for alles vedkommende været en proces over længere tid. Udfordringerne har været diskuteret med kolleger og ledere, men oplevelsen er, at ledelsen ikke har forstået alvoren for den enkelte jordemoder. De otte interviews tilbyder et indblik i bevæggrunde for og overvejelser om at forlade arbejdet på sygehuset. Der tegner sig et tydeligt billede af fem vigtige faktorer: arbejdspres, manglende rammer for at udøve sin jordemoderfaglighed, manglende faglig ledelse og løn- og arbejdsforhold.

Arbejdspres
Syv ud af otte jordemødre oplever, at arbejdspresset er så stort, at det har fået konsekvenser for dem både fysisk og psykisk. Halvdelen har været sygemeldt med stress/udbrændthed. Enkelte i en sådan grad, at de ikke føler, at de er blevet sig selv igen, som de mennesker de var, før de blev sygemeldt. Der er ikke tale om enkelte eller mange travle vagter, men der fortælles om en hverdag med en konstant travlhed og for mange opgaver, som giver et konstant højt arbejdspres gennem måneder og år.

Mange faktorer tilsammen skaber et arbejdspres, som det ikke har været muligt at imødekomme, og som har været en vigtig, måske den vigtigste, faktor for, at jordemoderen har valgt at forlade arbejdet på et af de regionale fødesteder. Jordemødrene nævner følgende som medvirkende til, at arbejdspresset over tid langsomt, men sikkert, er vokset og opleves som for stort:

  • For mange fødende i forhold til antal jordemødre på vagt.
  • For mange opgaver som skal løses samtidig med, at fødende passes - fx rengøring og opfyldning af skabe.
  • Ingen hjælp fra SOSU, så jordemødrene skal også løse disse opgaver.
  • Flere fødsler er patologiske og mere krævende - og for lidt tid til restitution efter voldsomme forløb.
  • De mange igangsættelser kræver flere jordemoderressourcer.
  • Pålagt overarbejde og manglende mulighed for at restituere.
  • Ingen mulighed for afløsning efter nattevagt og døgnvagt.
  • Sundhedsplatformen opleves som mere tidskrævende end den tidligere elektroniske journal.
  • Vagtarbejde med skiftende aften- og nattevagter opleves som hårdt både fysisk og psykisk.
  • Arbejde hver anden weekend - og at det er svært at få fri og ferie med familien, opleves som en stor belastning.

Travlheden medfører også en oplevelse af, at man som jordemoder ikke har mulighed for at udøve den ønskede faglighed, samt at der kun er tid til det absolut livsnødvendige. En jordemoder fortæller, at hun ofte siger til en patient: “Liiige om lidt så kommer jeg…” Men det gør hun ikke. Når denne følelse af ikke at slå til bliver et mønster, tærer det på den enkelte jordemoder og påvirker hende psykisk. Det dræner for energi, når man konstant har travlt og synes, at man udfører sit arbejde fagligt utilstrækkeligt. Man føler sig utroværdig i forhold til de fødende, men også i forhold til sig selv og sine værdier.

Mangler rammer for at udøve faglighed
Alle otte jordemødre italesætter, hvordan de har oplevet, at de har haft dårlige vilkår for at udøve og udvikle deres jordemoderfaglighed.

Som nyuddannet jordemoder opleves det, at man bliver bedre til den mere konkrete del af faget og til at følge procedurerne, men at man ikke får mulighed for at udvikle sig bredt inden for alle jordemoderfaglige kompetencer. Jordemødre efterspørger et blik for, at fødslen ikke udelukkende handler om procedurer og risici, men også om et menneske og en familie. Med tiden oplever flere af jordemødrene, at de har mistet lysten til at være kreative - at bruge sine jordemoderfaglige kundskaber og motivere kvinden til at føde.

Det opleves som svært, ud fra et fagligt perspektiv, at stå inde for og arbejde med den nuværende obstetriske linje, hvor særligt de mange igangsættelser og sectioer nævnes – en behandling, der går imod det, man har lært under uddannelsen. Perspektivet forstærkes af travlheden, da det reelt opleves som svært at få tid til at give den ønskede jordemoderfaglige omsorg. En jordemoder oplever, at når hendes faglighed ikke diskuteres og værdsættes, visner den langsomt.

Mangler faglig ledelse
Jordemødrene oplever, at jordemoderledelsen har alt for travlt og kæmper med at få enderne til at mødes. Dette giver jordemødrene som forklaring på, at de ikke bliver hørt, når de kommer med ideer og forslag til ændringer. De oplever, at ledelsen hører på, hvad de siger, men at der efterfølgende ikke bliver fulgt op, fordi de reelt ikke har mulighed for at arbejde med de ideer og ønsker, der kommer frem. Over tid giver det en følelse af, at ens faglighed ikke bliver efterspurgt. Det giver en følelse af magtesløshed, når man mister troen på, at man kan være med til at udvikle forholdene, både for sig selv og familierne.

Oplevelsen er, at ledelse i høj grad er kommet til at handle om at sikre, at retningslinjerne følges, men ikke om at være med til at udvikle dem ud fra et jordemoderfagligt perspektiv. Der efterspørges en faglig ledelse, som er med til at få jordemoderfaget til at blomstre og udvikle sig.

Løn
Selvom løn ikke er det, der nævnes først, når jordemødrene fortæller om, hvorfor de har valgt at opsige deres stilling, spiller lønnen alligevel en vigtig rolle.

Manglende struktur på lønforhandling og manglende mulighed for at forhandle tillæg ses som uretfærdigt og uigennemsigtigt. Forskellige regler, alt efter hvem du er, opleves som utilfredsstillende.

Oplevelsen er, at lønnen ikke svarer til det ansvar og det arbejdspres, der følger med arbejdet som jordemoder på et sygehus. Det er en stor belastning for familien, at man arbejder, når den øvrige familie har fri. Jordemødrene arbejder (ofte) hver anden weekend, helligdage, aften og nat, og det opleves som nærmest umuligt at få tre ugers sammenhængende ferie sammen med familien. Når man skal ofre så meget på hjemmefronten, så føles lønnen alt for lav. Det føles som om, at deres arbejde ikke bliver værdsat.

Arbejdsmiljø
Flere af jordemødrene oplever at stå alene med et (for) stort ansvar uden mulighed for hjælp fra kolleger, når man har brug for det. Dette er med til at gøre jordemødrene utrygge og usikre, når de er på arbejde.

Ændringer i arbejdsgange påvirker deres arbejdsforhold, og strukturelle vilkår har også haft en betydning for arbejdsglæden - fx lukning af kendt Jordemoderordning og flytning af et fødested. Det har medført ændrede arbejdsforhold, men også længere transporttid for nogle jordemødre.

Som erfaren jordemoder kan man blive bedt om at tage de tungeste forløb på fødegangen for at skåne de yngre kolleger, hvilket ses som god kollegial praksis. Men med pres og travlhed kan det blive en belastning for de ”ældre” jordemødre, at de aldrig kan få lov til at varetage de mere ukomplicerede forløb.

Arbejdstilrettelæggelsen har stor indflydelse på familielivet. Jordemødrene italesætter, at det har stor betydning for deres arbejdsglæde, når de har indflydelse på deres arbejdsplan. De oplever, at de ikke bliver hørt i tilstrækkelig grad i forhold til at få fri på særlige dage, og at det er en stor belastning ikke at have mulighed for at holde ferie med sin familie. Det giver en svær balance mellem arbejdsliv og familieliv.

Forslag til løsninger
Kredsbestyrelsen finder det interessant, at syv ud af otte jordemødre i større eller mindre grad stadig har tilknytning til faget. Det er måske en naturlig følge af, at det er det, de er uddannet til, men kan også ses som et udtryk for, at de fortsat holder af faget og ønsker at arbejde inden for dette, bare ikke inden for de rammer, de regionale fødesteder tilbyder.

Direkte adspurgt om, hvad der kunne få dem til at overveje at vende tilbage, siger jordemødrene:

  • Mere indflydelse på vagter og arbejdstilrettelæggelse, evt. faste rul.
  • En løn, der i højere grad svarer til ansvar og ulemper.
  • Arbejde i teams, også i vagten – også med lægerne.
  • At ledelsen lytter til ønsker/kritik og handler på dette.
  • At få mulighed for at gøre sit jordemoderarbejde ordentligt.
  • At der bliver passet lige godt på alle jordemødre - både nyuddannede og erfarne.

Hos os i kredsbestyrelsen opstår mange spørgsmål, både nogle helt konkrete og nogle mere overordnede.

Er jordemoderarbejdet i sin nuværende form blevet for krævende fysisk og psykisk, og hvordan imødekommer vi dette? Er det overhovedet muligt at arbejde fuld tid med det arbejdspres, der er beskrevet, på alle tider af døgnet alle årets dage. Skal alle jordemødre ansættes fx. på 32 timer - til fuldtidsløn?

Hvis man gjorde det, ville der blive mere tid til familien og mere tid til restitution efter travle vagter. Måske ville dette til en vis grad betale sig selv pga. færre sygemeldinger med fx. stress. Der ville også skulle ansættes lidt flere jordemødre, og dette ville måske kunne medføre, at alle kunne arbejde hver 3. weekend. I denne sammenhæng finder vi det foruroligende, at halvdelen af de otte jordemødre blev syge med stress.

Specialeansvarlige jordemødre
Et relevant spørgsmål er også, om vores ledere har for dårlige rammer til at udøve faglig ledelse? Er der simpelthen ikke tid til andet end det mest nødvendige, også for lederne?

For at styrke jordemoderfagligheden foreslår vi, at man overvejer at ansætte specialeansvarlige jordemødre på alle de regionale fødesteder. Dette gælder for alle fagområder svangre, fødsel og barsel. Her vil vi bl.a. kunne trække på de jordemødre, som har videreuddannet sig med en kandidatuddannelse, og som vil kunne være tovholdere for den faglige udvikling, som efterspørges.

Har vi overhovedet brug for at fastholde jordemødrene? Det mener vi, at vi har. Af flere grunde. Dels er det dyrt at uddanne en jordemoder, så rent samfundsøkonomisk vil det være hensigtsmæssigt, at man bruger sin uddannelse i mange år. I gennemsnit har de otte jordemødre arbejdet otte år. Jordemoderfaget bygger på evidens og videnskabelighed, men bygger også på viden fra praksis. Derfor er det meget vigtigt for både familier og jordemødre, at jordemødre med lang praktisk erfaring kan give denne viden videre.

De otte jordemødre efterlyser bedre tid til at udføre en bred jordemoderfaglig omsorg, og vi får tanken: Er vores kerneopgave ved at forsvinde i andre opgaver og alt for travle vagter?

Det ser ud til, at der er brug for en plan for, hvordan der bliver gode rammer for at udvikle kerneopgaven til gavn for både jordemødre, familierne og de regionale fødesteder.

* Undersøgelsen er lavet i samarbejde med kredsbestyrelsen for Region Sjælland, der består af Bodil Bjørg Korsgaard, Didde Rønhave Laursen, Maria Jacobsen, Anja Als Dyhr, Lotte Svenningsen, Amanda Sejr, Mette Tonning, Malene Sparre Hansen og Cecilie Risør.