Artiklen er skrevet af jordemødrene Birgit Thalwitzer, Mette Riegels Sørensen og Kristina Weinkouff Pedersen. Artiklen tager udgangspunkt i deres afsluttende opgave på jordemoderuddannelsen i december 2002. Opgavens titel var "Når Magnus er andet og mere end et drengenavn – en opgave om igangsættelse ved foetus magnus suspicio".
I forbindelse med vores bachelorprojekt på jordemoderskolen er vi blevet inspireret til at skrive et indlæg for at skabe opmærksomhed omkring håndteringen af makrosomi.
Hvorfor overhovedet beskæftige os med makrosomi? Hvad er det, vi er bange for?
Det primære omdrejningspunkt er for os skulderdystoci. Gennem uddannelsen har vi lært og erfaret hvilke komplikationer, der kan være forbundet med at føde et makrosomt barn, og vi har hørt flere jordemødre berette om hårrejsende situationer med skulderdystoci og svær forløsning af et makrosomt barn. Til trods for dette er vi ikke på vores praktiksteder stødt på procedurer omkring håndteringen af makrosomi. Tværtimod har vi oplevet, at denne er personafhængig, inkonsekvent og beror på et subjektivt skøn.
Flere store børn
I takt med at antallet af børn med fødselsvægt over 4000 g er steget fra 13,2% i 1980 til 19,4% i 2001 samt antallet af børn over 4500 g er steget fra 2,1% til 3,8%, finder vi, at det er nærliggende at sætte fokus på makrosomi (1). Vi har ikke fundet nogen endelig definition på makrosomi – både 4000 g og 4500 g anvendes.
Vores opgave tager udgangspunkt i, hvorvidt fødslen bør sættes i gang på indikationen foetus magnus suspicio med henblik på at bedre det perinatale og maternelle outcome.
Vi håber, at dette indlæg kan være med til at skabe debat, således at fødestederne overvejer deres håndtering af makrosomi i forhold til de øvrige fødesteder. Der findes ingen guidelines fra Sandbjerg (landsdækkende gruppe, bestående primært af obstetrikere, red.) omkring makrosomi og dermed heller ingen retningslinier på landsplan, som det enkelte fødested kan læne sig til. Vi mener, at en ensartethed på området vil kunne betyde, at de gravide får en større tillid til svangreomsorgen.
Store børn – flere fastsiddende skuldre
I litteraturen ses en stærk sammenhæng mellem stigende fødselsvægt og skulderdystoci. Ved en fødselsvægt over 4000 g øges risikoen i afrundede tal med ca. 5% for hver 250 g vægten stiger (2). Med andre ord stiger risikoen for associerede komplikationer som f.eks. asfyksi og plexus brachialis læsion. Desuden er fødsel af makrosomt barn forbundet med øget risiko for sectio, instrumentel forløsning og sphincterruptur.
Skulderdystoci er en af de alvorligste komplikationer, som vi ønsker at forebygge, men er igangsættelse af fødslen midlet?
Når det forholder sig således, at makrosome børn har en accelereret tilvækst sidst i graviditeten (3), burde der i teorien kunne "vindes" 200-250 g pr. uge, der sættes i gang før terminsdatoen, hvilket virker lovende. Men der er et problem: En undersøgelse viser, at igangsættelse af fødslen øger risikoen for skulderdystoci (4) – og hvad er så vundet?Vægten er svær at forudsigeDer melder sig endvidere endnu et problem. Hvordan går det egentlig med at detektere makrosome børn antenatalt? Hverken ultralydscanning eller klinisk skøn er særlig nøjagtig til at estimere fostervægten ved børn over 4000 g. Den ene metode kan ikke siges at være den anden overlegen (4,5).
Ca. 40% af de, der diagnosticeres over 4000 g, viser sig ved fødslen at veje mindre, hvorfor en procedure om igangsættelse vil medføre en betydelig overbehandling. Samtidig vil kun 70% af børnene over 4000 g diagnosticeres som sådan og dermed få gavn af en eventuel intervention (4,6).
Øget risiko for sectio ved igangsættelse
Det ser ikke ud til, at igangsættelse på indikationen makrosomi forbedrer perinatalt og maternelt outcome – faktisk ses en tendens til øget risiko for sectio (6,7). Vi kan dog ikke sort på hvidt afvise, at der måske er en gavnlig effekt. Dette vil imidlertid kræve en stor randomiseret undersøgelse. Indtil en sådan foreligger, vil vi derfor anbefale, at gravide med forventet makrosomt barn ikke sættes i gang, men i stedet afventer spontan fødsel.
Når makrosomi ikke bør være indikation for igangsættelse, betyder det, at jordemødre ikke rutinemæssigt skal henvise den gravide med makrosomt barn til obstetrisk vurdering, med mindre der foreligger andre grunde til henvisning.
Vi har lavet kvalitative interviews, hvoraf ses, at det betyder meget for kvinderne, at jordemoderen ikke udtrykker bekymring om barnets størrelse og den forestående fødsel. Her kan jordemoderen gøre en forskel ved at give kvinden en tro på – og støtte hende i – at hun kan klare fødslen.
Kildehenvisninger:
|
<//span>