Foreningens regnskab

Hovedbestyrelsen har godkendt foreningen regnskab for 2008,der bærer stærkt præg af de store udgifter, som konflikten førte med sig.

På hovedbestyrelsesmødet den 30.- 31. marts blev regnskabet for Jordemoderforeningen og Hjælpefonden for 2008 godkendt.

2008 vil for altid stå i konfliktens tegn. Det er uden sammenligning den største enkeltaktivitet igennem mange år, som foreningen har lagt økonomi til. Således endte konflikten med at koste omkring 9,4 millioner kr. hvor langt den største post – mere end 90 procent – gik til konfliktunderstøttelse.

Jordemoderforeningens hovedbestyrelse besluttede forud for konflikten, at udgifterne til konflikten skal dækkes solidarisk af alle medlemmer.Derfor besluttede kongressen i november 2008, at alle aktive medlemmer skal betale ekstra kontingent for at afdrage på den gæld, der blev optaget til at betale strejkeunderstøttelse. Kongressen har også budgetteret med, at medlemstallet vokser og budgetteret med en stram økonomistyring, så vi kan betale noget af gælden af over den almindelige drift.

På nuværende tidspunkt er over halvdelen af den oprindelige gæld tilbagebetalt. Ved udgangen af 2008 var der en negativ egenkapital i Garantibeholdningen (se faktaboks) på 4,68 millioner kroner. Ved udgangen af 2009 er det forventningen, at den negative egenkapital er yderligere halveret, og med udgangen af 2010 kan vi forhåbentligt begynde at se mod lysere tider. Udover de ekstraordinære kontingentopkrævninger, er en del af kredsenes formuer blevet brugt til at betale af på gælden, så vi hurtigere kommer i plus på Garantibeholdningen.

Budgettet holdt
I modsætning til udviklingen i Garantibeholdningen, så har driften i Jordemoderforeningen udviklet sig tæt på det budgetterede. Det samlede underskud blev på 40.000 kr. mod et budgetteret underskud på 14.000 kr. De afvigelser, der har været på de enkelte poster i årets løb, er stort set alle indirekte relateret til konflikten.

Således har der været flere kontingentindtægter, fordi en del jordemødre meldte sig ind lige inden konflikten. Desværre har de fleste af disse valgt at melde sig ud efterfølgende – og det vil kunne ses i kontingentindtægterne for 2009. Tidsskrift for Jordemødre har haft et underskud på 92.000 kr. mod et budgetteret underskud på 22.000 kr. Det skyldes i høj grad, at der ikke blev indrykket stillingsannoncer under konflikten. Endelig har der været et merforbrug på lønudgifterne på næsten 200.000 kr. primært som følge af overarbejde i forbindelse med konflikten. Omvendt har der været et mindre forbrug på administration og i sekretariatet på tilsvarende 200.000 kr.

Så selv om der har været udsving, så er resultatet af driften holdt nogenlunde indenfor de budgetrammer, som var opstillet på forhånd.

Garantibeholdningen er Jordemoderforeningens økonomiske reserve, der blandt andet bruges ved konflikter og til betaling af advokatbistand, når behandlingen af medlemssager kræver det.

Jordemoderforeningen har forpligtet sig over for de øvrige organisationer i Sundhedskartellet til at have midler i beholdningen.

Efter konflikten i 2008 er beholdningen i negativ, hvilket gjorde, at hovedbestyrelsen og kongressen vedtog at udskrive ekstra kontingent.

I 2010 vil Garantibeholdningen igen være i positiv.