For sejl til Bali

Jordemoder Elizabeth Ravn sagde for halvandet år siden sit job på Hvidovre Hospital op og har siden rejst jorden rundt i en sejlbåd - kun afbrudt af korte jordemodervikariater i Danmark og Grønland. Den næste tur starter i august i år og går til Bali, hvor den følgende beretning også stammer fra.

At sejle rundt i verden i en 38 fods sejlbåd, og samtidig være jordemoder, kan give nogle spændende oplevelser. Jeg havde nok en vision om at besøge fødesteder undervejs, men mistede lysten, da jeg opdagede, at fødslerne i store dele af verden er centraliseret. Selv på øer midt ude i Stillehavet tager kvinderne af sted, væk fra mand og børn, fire uger før termin, for at føde på større øer med specialafdelinger.

Jeg har derfor ikke specielt opsøgt fødesteder på vores vej fra Trinidad i det Caribiske hav, over Stillehavet til Australien og videre til Bali.

Alligevel kan jeg mærke, når jeg har fortalt at jeg er jordemoder, så sker der et eller andet. Jeg bliver taget imod som en kær gæst og bliver omfattet af en kvindelig og familiær fortrolighed. Fødselsoplevelser bliver fortalt - gode som dårlige. Vi er blevet inviteret inden for i mange hjem pga. mit fag og jeg har med stor interesse både lyttet og spurgt til alt som har med familieliv at gøre. Mændene, inkl. min egen, finder hurtigt sammen og taler om udenbordsmotorer, fiskeliner o.l. mens kvinderne taler om familieliv og fødsler. Der synes at være et slags arketypisk mønster i den fordeling.

Af forskellige grunde blev vi hængende på Bali i fem måneder. I lokalavisen søgte en fransk kvinde, Sandie, frivilligt arbejdende og vesterlandsk uddannede obstetrikere, til undervisning af balinesiske jordemødre i en lille bjerglandsby, Tampaksiring. Jeg svarede hende og vi aftalte jeg skulle komme og bo hos hende mens jeg underviste jordemødrene, to dage hver anden uge så længe jeg havde lyst og så længe byen havde behov for min undervisning.

Guderne styrer
Sandie er gift med indonesiske Nyoman og sammen har de sønnen Kristna på otte måneder.

Hun er stifter og bestyrer af "Childrens Association" og underviser i den lokale skole og ellers bruger hun sin tid på fundraising. Hun er den, som udvælger hvilke børn og projekter, der skal støttes. Det kan være alt fra hele projekter til en skoleuniform eller skolepenge til et barn. Det var Sandies idé at jordemødrene i Tampaksiring trængte til undervisning - altså ikke et behov som jordemødrene selv var klar over de skulle have!
Balinesernes liv styres i meget høj grad af guderne og fantasierne om det onde og det gode.

Når et barn bliver født, må det ikke røre den bare jord, da barnet betragtes som en gud til det er tre måneder gammelt. Der er meget omsorg for barnet til det bliver seks år og begynder i skolen. Man tror stadig meget på "black magic", specielt i den ældre generation.

Derfor føder man på hospital, hvor der er lagt talismen ud som beskyttelse. Det samme gælder jordemoderklinikker. Hjemmet kan ikke blive beskyttet godt nok. Blod giver blandt andet en stor risiko for, at nogen, f.eks. jaloux familiemedlemmer, kan udføre sort magi.
Efter fødslen regnes kvinden for uren i 42 dage efter fødslen og når de er gået, holdes en ceremoni.

Der er mange regler, som skal følges for at undgå at barnet bliver sygt. Det nyfødte barn får et sort bånd om højre arm for at beskytte det mod onde ånder. Dette udskiftes på tre måneders dagen med et kobberbånd. Et lille plastrør med olie kan hæftes på barnets tøj. Det beroliger barnet, så det ikke græder. Man må ikke vride et spædbarns tøj når man vasker det, for så kan barnet blive kvalt. Placenta regnes for barnets andet jeg - en slags tvilling. Den bliver indhyllet i gyldent klæde med kobbermønter i og begravet i haven. På Bali fatter de ikke, at vi kan behandle en placenta som hospitalsaffald.

Puskesmas, sundhedsvæsnets kærne
Tampaksiring distriktet har fem jordemødre ("bidan" på indonesisk). Alle er ansat offentligt under et sundhedscenter som kaldes "Puskesmas" (Folkets Sundheds Center).
Uddannelsen er 2-årig, med en blanding af mest praksis og noget teori. Jordemødrene har alle graviditetsundersøgelserne, opsøgende virksomhed, vaccinationen af gravide (difteritis), fødslen og undersøgelsen af børnene til de er fem år og af mødrene til 42 dage efter fødslen, samt al antikonceptionsvejledning.

Jordemødrene varetager alle normale fødsler. Ved komplikationer overflyttes til Gianya, 20 km. derfra, som har ultralyd og en kirurgisk afdeling. Bliver der født et barn med en vægt under ca. 1800 gram, regner man ikke med overlevelse. Skulle det overleve, er der risiko for handicap og at være handicappet i et sådant samfund er et hundeliv. Der findes ikke kørestole, handicaphjælp og ingen skolegang. De handicappede kommer stort ikke uden for bopladsen.

Simple metoder efterlyses
Første undervisningsgang begyndte med at kun to ud af fem jordemødre kom til tiden. De andre tre kom dryssende, og virkede ikke rigtigt engagerede. Med Sandie som tolk var mit spørgsmål til de fem jordemødre, hvad de ønskede undervisning i?

Jordemødrene har ingen mulighed for at give nogen form for smertelindring, så de ville gerne lære at bruge vejrtrækningsøvelser som smertelindring. Jeg var overrasket over at behovet lå der. Overrasket over at jeg, der kommer fra et højteknologisk samfund, skal fortælle om denne enkle metode til jordemødre fra et samfund, som på så mange måder virker i pagt med naturen.

Min undervisning kom derfor primært til at bestå af vejrtrækningsøvelser i de forskellige faser af fødslen, lændemassage, afspænding, varme omslag m.m.

Grinende og fnisende lå de på gulvet og øvede vejrtrækning. Senere inviterede de et par gravide med til øvelserne.

Motivation øger fremmødet
Jeg var med til en fødsel på den ene jordemoders klinik. Der lå en andengangs fødende fladt og passivt på ryggen, med svigermor hos sig. Hun havde dårlige veer og jeg foreslog, at hun skulle gå rundt.

"Jalan-jalan". Det var helt utænkeligt! Når man skal føde, skal man ligge ned og hvile, for det er trættende at have veer. Men hun kom, under svigermoders protest, op at gå og fik lændemassage af manden, som jeg havde fortalt i min undervisning, kunne have en støttende og væsentlig rolle under fødslen. Kvinden fik gode veer og fødte hurtigt.
Næste undervisningstime fortalte "min" jordemoder de andre om resultatet af at gå rundt, om mandens tilstedeværelse og at han gav lændemassage.

Motivationen blev pludselig meget større, og de begyndte at møde næsten til tiden.

Hjemmelavet undervisningsmateriale
Der findes intet undervisningsmateriale, så jeg har brugt dage på, at tegne og farvelægge et sæt fødselsplancher til hver jordemoder og få dem lamineret i plast, så de kan tage det med sig rundt til deres distrikter. Der findes ikke bibliotek på Bali og farvekopiering er vanskelig. Ud fra plancherne kom vi langt ud i obstetriske emner.

Dog har jeg hele tiden været meget påpasselig med at tale om teknologi, eftersom de stort set ingen adgang har til dette.

For mig var det en spændende tid og jeg tror også, at jordemødrene fik en del ud af det. Måske har min undervisning på Bali ændret tingene en lille bitte smule for kvinderne, men en ting er sikkert: Skulle der blive en anden gang, vil jeg være meget mere opmærksom på, hvem der har behovet for undervisning. Nu gik det rigtigt fint, men jeg tror, det er vigtigt at få afklaret af hensyn til motivationen, hvem som har ønsket om udvikling.

Men det var en spændende tid som gav os mulighed for at komme helt ind i lokalmiljøet og jeg håber, når vi vender tilbage til Bali i august, at få mulighed for at samle op på resultatet.