Fødsler i Østgrønland

Det er et møde med en stærk kultur omkring fødsler, der mødte den danske jordemoder My Kristina Olsen, da hun blev ansat som jordemoder i den østgrønlandske by Tasiilaq. Men også et møde med sociale problemer og mennesker med svære skæbner.

My Kristina Olsen har været i et seks måneders langt vikariat ved Grønlands østligste fødeafdeling. Det gav et indblik i en fin gammel fødselskultur, hvor fællesskab er et af nøgleordene. Men også i de store sociale udfordringer, som befolkningen står overfor.

I strålende solskin krydser jeg, efter fem dages Corona-karantæne i Nuuk, den storslåede indlandsis i en Dash-8 flyver. Jeg skal være jordemoder på det lille sygehus i Tasiilaq, hvor kvinderne føder uden alverdens moderne teknologi.

Jeg er fuld af forventning og spændt på det eventyr, der venter mig. Fagligt bliver det en rejse tilbage i tiden. Der er ingen CTG-apparater, og det er derfor heller ikke muligt at sætte fødslerne i gang medicinsk, at anvende vestimulerende drop eller tilbyde medicinsk smertelindring.

Lene, den danske jordemoder, som jeg skal overtage fra, står klar til at give mig en speedintro til jordemoderlivet i Tasiilaq, inden hun rejser hjem til Danmark.

Skæbner

Vores første patient er en kommende sjettegangsfødende. Faderen til hendes børn har fornyeligt begået selvmord og er netop blevet begravet ude i Blomsterdalen. Kort før selvmordet var alle deres børn blevet hjemtaget, de havde ellers været placeret udenfor hjemmet hos plejefamilier. Kvinden fortæller, at hun pga. den sørgelige begivenhed har drukket sig fuld flere gange, og at hun også desværre er begyndt at ryge igen. Næste patient er en pige på 14 år, som er blevet gravid med en fyr på 19. Hun har flere gange været indlagt på sygehuset til observation, efter hendes kæreste har været fysisk voldelig mod hende. Hendes mor er alkoholiker, så hun har taget sin mormor med. Pigen har allerede fået abort en gang før og ønsker sig brændende dette barn. Hun har ingen steder at bo. Hun siger kun enkelte ord under konsultationen, størstedelen af kommunikationen foregår ved, at hun svarer med et lille løft med øjenbrynene eller rynker på næsen.

Den næste patient føler, at hun er ved at få en depression og har derfor forsøgt at begå selvmord med piller.

Fakta om graviditet og fødsel i Tasiilaq 2020
I 2020 fødte 62 kvinder fra Tasiilaq og tilhørende bygder.

29 procent var førstegangsfødende.

56 procent var fleregangsfødende (>/= 2-4 børn).

22,5 procent var multipara (>/= 5 børn).

3,3 procent fik foretaget sectio: 1 elektivt sectio i Nuuk, 1 subakut i Tasiilaq.

8 procent fødte præmaturt (før GA 37+0).

Ingen af kvinderne fik grad 3 eller 4-bristninger.

3,2 procent af kvinderne var under 18 år på fødselstidspunktet.

Der bruges vand, massage, rebozo, akupunktur og ve- og hvilestillinger som smertelindring.

Der var 54 provokerede aborter før 12. graviditetsuge og 4 samrådsaborter efter 12. uge.

Magi og eufori

Efter en lang dag i jordemoderkonsultationen når jeg lige akkurat at gå en tur langs fjorden, og så ringer vagttelefonen. Det er en andengangsfødende, som tror, hun er i fødsel.

Da jeg sent på aftenen er på vej hjem fra denne fødsel, danser nordlyset hen over den stjerneklare himmel og slædehundene giver sig til at hyle. Således slutter dagen af med en symfoni af magi og eufori og et kort øjeblik glemmer jeg, hvor umådelig træt og overvældet jeg er over livet som jordemoder i Tasiilaq.

Arbejdsopgaver på et østgrønlandsk fødested

I løbet af få dage får jeg et overblik over mine mange arbejdsopgaver. Hver morgen har jeg åben konsultation, hvor jeg udfører graviditetstests, har præventionssamtaler, informerer om og tester for kønssygdomme og udleverer prævention.

Efter fælles morgenmad med de andre ansatte på sygehuset bruger jeg resten af dagen på graviditetskonsultationer. Mange af de kvinder, jeg møder i min konsultation, er vokset op i et hjem med alkohol- og hashmisbrug. Vold, seksuelle overgreb og incest har været og er måske fortsat en del af deres hverdag. Alle kender eller er i familie med unge eller voksne, som har begået selvmord – livet kan være så barskt og trist, at håb og glæde ikke en gang flygtigt strejfer dem. Tasiilaq er den by i Grønland med den højeste selvmordsprocent.

En arbejdsuge i Grønland er 40 timer – og jeg har fem arbejdsdage med fremmøde fra kl. 8-16 på hospitalet. Derudover har jeg vagt fra hjemmet fra kl. 16-8 næste morgen fire dage om ugen. Der er ca. 60 fødsler årligt, og jeg er den eneste jordemoder på hele østkysten. De gravide kommer typisk til jordemoder 10-15 gange i løbet af graviditeten. Man har flere gange forsøgt at oprette fødselsforberedelse for hold, men det ønsker kvinderne ikke, så de får individuel fødselsforberedelse sammen med de planlagde jordemoderkonsultationer i stedet for.

Over åbent hav til hospitalet Jeg trisser afsted på arbejde, sygehuset ligger blot 50 meter fra min lejlighed. Der er lys på fødestuen. Emma er i fødsel, tænker jeg. Emma er blot 16 år og kommer fra en af bygderne. Hun har de sidste tre uger været indlogeret på et af gæsteværelse på sygehuset. Alle gravide fra de fem omkringliggende bygder kommer til Tasiilaq for at føde. Om vinteren er der kun helikopter til og fra bygderne en gang om ugen, og indtil de enorme ismasser lukker havet for sejlads, sker det ikke sjældent, at den gravide selv kommer sejlende hertil over åbent hav i små motorbåde.

De gamle fødselshjælpere i Grønland havde en fin psykologisk forståelse for at skabe en atmosfære, som tillader den fødende at slappe af og arbejde med fødslens uundgåelige og voldsomme naturkræfter. Denne tradition bliver videreført fra generation til generation ved at de ældre udgør en vigtig og autoritær rolle i det traditionelle fødselsteam, som ofte består af veninder, mor, den kommende far og bedsteforældre. Kontrasten til den danske fødselskultur med store højtspecialiserede fødegange, hvor fødende ofte er i et stresset og uvant sygehusmiljø med ukendte, skiftende jordemødre, hvilket kan bevirke, at den fødende arbejder imod og har sværere ved at acceptere den indbyggede smerte, er stor.

Emmas fødsel

Emma står foroverbøjet længere nede ad gangen med røde kinder og puster. Hun er tæt omgivet af sit fødselsteam. I Tasiilaq er det ikke muligt at få medicinsk smertelindring såsom lattergas eller fødeepidural. Massage og bevægelse bruger de fødende intuitivt – og fødelejet kravler de kun op på, når de skal undersøges for, hvor åbne de er, og når de føder barnet. Den fødende eller en fra omsorgsteamet kommer i øvrigt selv og siger, hvornår hun vil undersøges. Da jeg foreslog Emma, at jeg kunne undersøge hende indvendig, mens hun stod op, kiggede hun undrende på mig og lagde sig op. Et par timer senere kravler Emma igen op på fødelejet og begynder spontant at presse. Hendes krop har taget over, der kommer et par klagende lyde dybt nede fra struben, og efter et par få presseveer og med en overbevisende urkraft føder Emma en stor velskabt dreng på næsten fire kg. En fødsel helt uden komplikationer, uden indgreb og uden bristninger. Emma tilbydes barselophold på stue 3, som i bedste ”Vinterbørn-stil” kan huse op til fire svangre- og/eller barselpatienter. I sengen overfor ligger Dorthea, hun fødte for to dage siden. De to kvinder smiler forsigtigt til hinanden. Senere, da jeg kommer ind for at tjekke blødning hos Emma, er der en livlig snak og en masse besøgende på stuen. Hele byen fejrer det lille ny liv, som blev bragt til verden. Mødrene og deres børn forbliver indlagt til observation de første tre til fem døgn. Mor og barn udskrives ikke før mælken er løbet til, og barnet er i vækst.

Det komplicerede

I Tasiilaq tilstræbes det, at der kun er helt normale fødsler, så kvinder med BMI over 40, multipara, gemelligraviditet, medicinske sygdomme, sectio antea, tidligere blødning efter fødslen over 1.000 ml eller manuel placentafjernelse henvises til fødsel i Nuuk – 960 km. herfra. Kvinden overflyttes omkring 36. graviditetsuge, men da hun ofte efterlader mange børn derhjemme og risikerer, at manden finder en ny kæreste, inden hun er retur igen 4-5 uger senere, er kvinderne ofte i et stort dilemma omkring til- og fravalg af fødsel i Nuuk. Der var 62 kvinder fra Tasiilaq og de fem tilhørende bygder, som fødte i 2020. Heraf fødte 80,6 procent i Tasiilaq, 16,1 procent på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og 3,2 procent uplanlagt hjemme i bygden. En kvinde fra bygden Kuummiut fik vandafgang i uge 33+5 en sen novemberaften, og det var umuligt at evakuere hende – helikopteren flyver kun, når det er lyst og vejrforholdene i øvrigt tillader det. Det blev således til en hjemmefødsel guidet og superviseret af mig over messenger- video via en, som altid heroppe, meget ustabil internetforbindelse. Alle omkring den fødende tog roligt mod ordrer, sørgede for varme håndklæder, hentede remedier på sygeplejestationen osv. Man er vant til at leve og indrette sig efter vejrets præmisser, og således kom den fineste lille dreng til verden hjemme i familiens bygdehus. Fem timer senere steg jeg ombord på helikopteren for at evakuere moderen og hendes nyfødte præmature søn. Mens jeg flyver hen over de fineste sneklædte fjelde, stiger solen op over Danmarksstrædet, og havet bryder i brand. Jeg sender Sofie Jørgensen*, den første jordemoder i Tasiilaq, hvis historie går 100 år tilbage i tiden, en ydmyg og respektfuld tanke. Hun ville naturligvis have rejst afsted på hundeslæde. I dag bliver transporten klaret med snescooter og helikopter. Livet som jordemoder i Tasiilaq anno 2021. Snart vender jeg hjem til Danmark – beriget og berørt af alt, hvad Østgrønland havde at byde på.

*Læs om Sofie Jørgensens pionerarbejde som jordemoder i Tasiilaq i Tidsskrift for Jordemødre nr. 1- 2021.