Fødslen, der for vild

Pennsylvanias rolige og simple landliv er skiftet ud med Manhattens dominerende skyline og et konstant pulserende liv. Et skifte fra et uforkælet amish-folk og flerbørneri til velhavende karrierekvinder, der ønsker moderskab inden menopausen banker på.

Vi bliver ved de jordemoderledede fødsler: en privatpraktiserende hjemmefødselsjordemoder og et jordemoderteam, der arbejder under et af byens største privathospitaler. Et kulturelt og obstetrisk sceneskifte og nye udfordringer. Jeg har fået lov til at komme på besøg.

Svangre og fødselsomsorg i USA varetages som udgangspunkt af fødselslæger og ikke jordemødre, angiveligt kun otte procent er i jordemødrenes hænder. Flertallet af de familier, jeg igennem denne måned møder, er havnet hos jordemødrene efter tidligere traumatiske forløb, kendskab til jordemoderomsorg fra en ikke-amerikansk baggrund eller som en mor sagde ved en svangrekontrol under sin tredje graviditet: ’I got educated’. Jeg er kommet ind under huden på det amerikanske sundhedssystem og har erkendt, at det er umuligt at navigere i. En labyrint med mange ind- og udgange og blinde vinkler ikke mindst.

Omdrejningspunktet i denne beretning fra New York er ikke fødslernes egentlige forløb, men snarere, hvordan de anskues og omtales. Jeg er havnet i en obstetrisk jungle og har svært ved at se skoven for bare træer. Jeg har bevæget mig fra fødsler uden frygt til fødsler, hvor mange er bange. Kvinderne, deres partnere, lægerne, medierne, forsikringsselskaberne. Fødselsangsten er alle steder at se.

Legalisering
I staten New York kan jordemødre autoriseres og praktisere lovligt modsat jordemødrene i Pennsylvania. Det varierer fra stat til stat. Når det er sagt, er få af dem forsikret i tilfælde af malpraksis og lever i evig angst for et sagsanlæg. Men i et land som USA nærmer det sig utopi at undgå at blive sagsøgt, og jeg har lagt ører til sørgelige beretninger om bratte karrierestop og fængselsophold. Problemet er, at ingen forsikringsselskaber vil forsikre jordemødre, da de finder deres praksis for risikabel og ikke tør tage ansvar. Jordemødrene håber på, at intet går galt.

Jeg oplever fortsat, at jordemoderprofessionen af mange ikke anerkendes som en rigtig profession og i mange munde er et bandeord. Et arbejde, der har med rosakvarts og røgelsespinde at gøre og et arbejde, utrolig mange ikke ved, hvad er. ’An upcoming culture’ er svaret, jeg møder, når jeg fortæller, jeg er jordemoder. Det på trods af jordemodererhvervets ubenægtelige alder.

At du kan være jordemoder på mange måder, letter ikke forståelsen for jordemoderens arbejdsfelt. Certified Nurse Midwife (CNM), Certified Professional Midwife (CPM), Lay Midwife (LM), Registrered Midwife (RM), alle med varierende kompetencer og arbejdsområder, nogle kun med mulighed for at arbejde på hospital, andre kun hjemme.

Laure fra Brooklyn
Jeg bor under mit ophold hos Laure, en jordemoderstuderende i Brooklyn, der bliver min entré ind i obstetrikken.Laure har født to børn med hjælp fra den samme jordemoder og forelskede sig dengang i jordemoderens ro, og den tryghed hun følte, da hun trådte ind af døren til hendes hjem. Blot det faktum at jordemoderen var der, gav hende en rus af oxytocin.

Laure har en fællesnævner med de amerikanske jordemødre, jeg møder. De er mere end jordemødre. De kæmper for menneskerettigheder, for kvinder, familier og for oplysning. De er aktivister, deres skarpe tunger tier aldrig. De er modige og altid på arbejde, og de advokerer for retten til den normale fødsel hver eneste dag. Laure dimitterer efter sommer. Hun har haft sine 40 fødsler, en enkelt af dem normal, 39 komplicerede. Kvinden, der fødte ukompliceret, havde gentagne gange takket nej til indgreb, fordi hun følte, hun gjorde det godt. Kvinden ønskede ikke epidural, fordi hun ville arbejde med sine veer. Trods ingen risikofaktorer blev hun nægtet mad og drikke, kørte kontinuerlig CTG og fik iv-adgang, hvis hun skulle ende i sectio. Doptoner er ikke- eksisterende i afdelingen, og der er tv på fødestuen, da 95 procent på dette hospital får anlagt epidural. De studerende får at vide, at labor-support er en gammel sang og instrueres i stedet i labor-management. Altså ingen mental støtte til kvinden, men evnen til at vurdere, hvornår vestimulation skal reguleres, anlæggelse af urinvejskathetre, iv-væsketerapi og journalskrivning. De vender den fødende hver halve time fra den ene side til den anden. Laures medstuderende fortalte mig, at hun havde haft 150 fødsler, 150 havde født i gynækologisk leje. Flere studerende fortalte, at de fik ondt i maven, når de fødende sagde, de var sultne og smuglede derfor mad ind uden om lægerne. Universitetshospitalet, der hører til jordemoderuddannelsen, har netop udmeldt, at de ikke længere er jordemodervenlige og de udfases på grund af manglende relevans. Laure kom ulykkelig hjem fra en vagt. En fødsel var endt i kejsersnit, fordi kvinden til sidst i pressefasen havde bedt om det. Der var fremgang og ingen medicinsk indikation, men lægen var bange for at blive sagsøgt, hvis han ikke efterkom hendes ønske. Han gik ud til sin stab, sagde: ’Let’s go cut this woman, guys’ og fødslen endte i sectio. Et ærgerligt ordvalg og et unødvendigt udkomme.

”Du kan slet ikke føde”
Hos hjemmefødselsjordemoderen, jeg kalder hende Tina, hørte jeg kvinders beretninger fra tidligere fødsler: ’Hvis du ikke gør som jeg siger, så dør dit barn. Eller også dør du’. ’Siden mennesket rejste sig på to ben, har de ikke længere kroppen til at føde vaginalt. Hvorfor gider du overhovedet forsøge? Jeg laver et kejsersnit på dig’. ’Du presser rigtig rigtig dårligt’ (i dit gynækologiske leje). ’Hvor er du i det hele taget dårlig til at føde’. ’Hvis ikke du havde været hos os, så vi kunne redde dig, var I døde’.’Hvad ved du overhovedet om fødsler? Du har jo aldrig prøvet det før’ (sagt til kvinden, der fortalte om sine ønsker). ’Dit barn er alt, alt for stort, det kan du slet ikke føde’. ’At have veer føles som om, at én kontinuerligt giver dig lussinger i ansigtet i mange timer. Hvis du synes, du klarer det godt på trods af lussingerne, så er du ikke i fødsel endnu’. Alle personlige beretninger.

Her møder jeg kvinder, der ser tilbage på tidligere fødsler som overgreb, nogle næsten med en oplevelse af voldtægt. De fortæller om dobbelte episiotomier, indgreb de ikke samtykkede til, overbehandlinger, nedladne kommentarer, manglende tillid til fagpersonale. Kvinder med had til deres krop, fordi den ikke kunne føde. Samtidigt føler de sig heldige, fordi de blev reddet ud af den “farlige tilstand”, som det kan være at være gravid og føde.

Jeg møder dem her, når de er gravide igen. Flere med et ar efter kejsersnit, tidligere blødninger, GBS-positive, et barn i underkroppræsentation eller med tvillinger. De har opsøgt en jordemoder, fordi de søger et alternativ til deres hospitalsfødsel. Med vished om at de går på kompromis med sikkerheden ved at lade en risiko-fødsel foregå i deres eget hjem. De opsøger en jordemoder, fordi tanken om at gå tilbage til sin overgrebsmand og sige: ’Vil du venligst gøre det en gang til’, er utænkelig.

Flere jordemødre tager imod disse kvinder, fordi de under dem muligheden for en god fødselsoplevelse og muligheden for at føde uden indgreb. Mary i Pennsylvania fortalte mig, at hun ville ønske, hun kunne tage sine underkrop- fødsler på hospitalet, men ingen ville tage ansvaret for en vaginal fødsel, så hun holder dem hjemme. Hun følte ikke, hun havde andre muligheder. Jordemødrene gambler med deres faglige ry for at imødekomme et eksistentielt behov.

Ekstrem mod ekstrem
En kold fredag morgen tog Laure og jeg til et møde på et af New Yorks mange hospitaler. Dagsordenen var overflytning og transport af hjemmefødsler, og hvordan de undgår konflikt, når en hjemmeføder må overflyttes til hospital. Et møde mellem et relativt ekstremt hjemmefødselssystem og et relativt ekstremt hospitalssystem.

De har generelt en begrænset forståelse for hinandens måde at varetage fødsler på. Mange læger har aldrig set en normal fødsel og ved ikke hvilke redskaber, der ligger i en jordemoders taske. Mange jordemødre oplever, at kvinderne mister deres autonomi, når de træder ind af hospitalsdøren og forsøger at holde de fødende fra at ende i en kaskade af interventioner eller et kejsersnit. Summa summarum, hjemmefødslerne overflyttes alt for sent og modtages uvelkomment af lægerne, der ofte nægter at modtage en rapport. Hvad jordemoderen er ked af er, at hun febrilsk forinden har kontaktet en masse hospitaler, der har afvist hendes overflytning, fordi de ikke vil modtage et “skibsvrag” af en hjemmefødsel, ja det ord blev sagt. Jordemoderen har kørt fra hospital til hospital med en potentiel kritisk situation i sin bil for at finde nogle, der vil tage sig af en fødsel, der nu kræver flere værktøjer, end hun har i et hjem. I New Yorks trafik vel at mærke. Ergo kommer kvinderne rigtigt nok ind for sent.

De har ingen samarbejdsaftaler, de arbejder alle privat, og de har ikke megen respekt for hinanden. Begge parters frustration er forståelig. Det er ikke sjovt at modtage en fødende på et hospital, som man intet kender til, og det er ikke sjovt at stå i en situation i et hjem, som ikke længere er normal uden nogle at række ud efter.

Bølgerne gik højt, og jeg rejste mig og fortalte om det danske system til alles undren og fremlagde selv et løsningsforslag. En læge spurgte, hvorfor dagens møde overhovedet var relevant og afsluttede med følgende bemærkning: ’Hvem bekymrer sig overhovedet om kvindernes oplevelser. Det er da bare en ’nice added bonus’. Der blev efterfølgende fremlagt et studie, der påviste at 20 procent af de amerikanske kvinder udvikler PTSD-symptomer efter deres fødsel.

Et system i krise
Et indblik i den amerikanske obstetrik er en oplevelse af et system i krise. Fagprofessionelle der udstilles, bekriger hinanden og internt sagsøger hinandens praksisser og dertil alle familierne, der tabes imellem polerne. En evig kamp mod misinformation og retten til selvbestemmelse over egen krop. Det er blevet en forretning at blive født, og det er tydeligt, hvilket paradoks det er at drive virksomhed på andre menneskers helbred. Jo flere indgreb, jo flere penge i kassen. Din forsikring afgør din modtagelse, og er du på offentlig sygeforsikring ender du på “the poor floor”. Jeg tror, alle gik til fødslerne med gode intentioner, men glemte, hvorfor de kom. Det er svært at være vidne til og må og skal ikke være en kamp imellem godt og ondt.

Ugen efter jeg tog afsked med Laure, modtog hun sin første blomst som jordemoderstuderende. Den var fra kvinden med den ukomplicerede fødsel (tænk over den sætning), der havde følt sig mødt og understøttet af sin jordemoder, som havde troet på hendes evner til at føde sit barn. Utroligt sigende eller helt tilfældigt, det må være op til den enkelte. Vi kender alle til vigtigheden af den gode fødsel og visheden om, at den rækker længere ud, end de timer den står på. Det er ingen nyhed. Jeg håber ikke, den normale fødsel nærmer sig en myte. Jeg lader ovenstående understrege jordemødres relevans og vigtighed og lader det minde os om stedet, det aldrig må ende. Dette er til en hyldest til jer og den fine kundskab, jordemoderkundskaben er. 

Læs også artiklen "Der var engang og er det stadig"

Den rejsende jordemoder
Anne-Sofie Nørager er uddannet jordemoder fra uddannelsen i København i juni 2014. Hun afviklede 13. modul i Boston hos en privat jordemoder og det gav hende lysten til at vende tilbage til USA for at komme nærmere på de forhold, som jordemødre arbejder og kvinder føder under.

Efter at have arbejdet som jordemoder i Norge og Danmark fik Anne-Sofie i efteråret 2016 syv måneders orlov fra sin faste stilling på Herlev Hospital. En del af orloven brugte hun til at rejse – heraf ti uger i USA, hvor hun fulgte jordemødre i deres arbejde. Anne-Sofie fik indblik i amishfolkets liv, da hun fulgte en jordemoder i Pennsylvania.

Det handler den første af de følgende artikler om.

Hun fulgte også jordemødre i New York, hvor tilgangen til det at føde er diametral anderledes end amishfolkets.

Det handler den anden artikel på de følgende sider om.