Fødselscoach: Hvor går grænsen?

Kommentar

Det gav stor tilfredshed at læse artiklen ’omsorg til salg’ i sidste nummer af Tidsskrift for Jordemødre.

Tilfredshed; fordi artiklen tager hul på den nødvendige debat om det seneste fænomen inden for fødselshjælpen, nemlig ’fødselsscoaching’.

Jeg har gennem flere år hørt beretninger fra kollegaer, som har været udsat for fænomenet ved hjemmefødsler og set hvordan det, i negativ retning, har præget dem.
Nu møder vi i stigende grad disse selvbestaltede terapeuter på fødeafdelingen. I en tid, der står i kvalitetssikringens tegn, undrer det mig dybt, at disse ’terapeuter’ får lov til at have adgang til den gravide/fødende kvinde.

Terapeuterne er ikke udstyret med en statsautoriseret eksamen og er ikke underlagt nogen form for kontrol eller opsyn med deres virksomhed, som heller ikke bliver dokumenteret på nogen måde.

Psykisk omklamring

Dette til trods for, at deres tilstedeværelse i høj grad styrer kvinden gennem fødslen.
’Fødselscoachens’ arbejdsmetode fremstår som psykisk omklamring, grænsende til hjernevask, og hun udnytter denne dominerende position til også at fungere som et filter, der sorterer i jordemoderens vejledninger og handlinger.

’Fødselscoachens’ arbejde er totalt fikseret på den fødende, hvilket ikke levner plads til barnefaderen eller andre familiemedlemmer i det meget lukkede samvær, som coachen ( i nogle tilfælde er der flere coaches til stede samtidig) fastholder kvinden i. Man kan som jordemoder have en vis portion bekymring omkring langtidsvirkningen af denne intensive coaching, specielt hvis fødslen udvikler sig anderledes, end det coachen havde indoktrineret i kvinden.

Total mangel på forståelse
Mia Gilling udtaler i tidsskriftets artikel at: ”jordemoderen er garanten for sikkerheden. Det er hende, der har ansvaret i sidste ende, men det er mig, der kender den fødende og er til stede i hele forløbet”.

Det viser jo en total mangel på forståelse for, at den, der er uddannet til at påtage sig ansvaret, kun kan gøre det ved at have den direkte og uhindrede adgang til og kommunikation med den fødende.

Jordemoderen skal kunne indsamle sine egne observationer, skabe sin egen relation til den fødende og i øvrigt være fritaget for indblanding fra en ufaglært person, som er til stede for egen vindings skyld, og som ikke familiemæssigt er forbundet med den fødende.

Ansvaret er ikke en ting, man kan påtage sig ved at kigge på ude fra periferien. Hvor går grænsen ? Hvis vi som jordemødre skal bevare vores fulde arbejdsområde med den gravide/ fødende familie, også ude i fremtiden, så er det nu, vi skal gøre en indsats for det. Den indsats kunne fx være en drøftelse med ens egne kollegaer på ens eget fødested om, hvor grænsen for rummelighed og accept af alternative eksperimenter med den fødende kvinde og det ufødte barn skal gå.

En lige så nødvendig drøftelse må tages med de gravide, som overvejer at købe sig til et forhold med disse autonome fødsels-coaches, således at kvinden i det mindste træffer et nuanceret, informeret valg.

Derudover mener jeg, at vi selv bidrager til at udbygge behovet for alternativ omsorg, når vi til stadighed sætter tempoet op på turene rundt mellem de 2-3 fødestuer, vi betjener på samme tid.

Hvorfor bliver vi ved med at acceptere det ? Vi gør jo hverken den fødende eller os selv noget godt med det. Kun dem, som lægger budgettet/normeringen, har glæde af det. Hvorfor bliver vi ikke på fødestuen, senest fra det øjeblik kvinden er i aktiv fødsel ?