Flere jordemødre i lægepraksis

Antallet af jordemødre, der ansættes i almen praksis, siger støt. Samtidig foreslår de praktiserende lægers organisation, PLO, at der ansættes flere sundhedsprofessionelle i lægehusene. Og det kunne for eksempel være jordemødre.

’På patientens vegne’ hedder et udspil, som PLO, Praktiserende Lægers Organisation, sendte ud til debat i starten af september. Udspillet bygger på en række forslag om, hvordan de praktiserende læger kan bidrage til at styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, der udskriver patienterne tidligere og tidligere fra sygehusene og hvor antallet af ældre borgere stiger og flere lever længere med en eller flere kroniske sygdomme.

Et af forslagene fra de praktiserende lægers organisation har overskriften ’Læger skal ikke gøre det hele selv’. Mange opgaver kan med stor fordel løses i et samarbejde med andet sundhedsfagligt personale i klinikkerne for eksempel forebyggende konsultationer samt omsorg for patienter med kroniske lidelser, lyder argumentationen videre.

Christian Freitag, formand for de praktiserende læger, ser jordemødre som oplagte samarbejdspartnere i lægehusene. Formanden har selv en lægeklinik, hvor han sammen med endnu en læge er arbejdsgiver for en jordemoder, en sygeplejerske og en sekretær.

– Det er helt indlysende, at jordemødre med fordel kan ansættes i lægepraksis. Jordemødre har nogle kvalifikationer, som vi fint kan bruge. De bruger deres faglighed meget selvstændigt i mødet med borgeren, siger han og understreger, at et af de områder, PLO vil opdyrke, er, at det sundhedsfaglige personale i lægepraksisselvstændigt varetager konsultationer.

– Jordemødre kan i høj grad gennemføre konsultationsprocessen, som de oftest har stor erfaring med. Det handler om at møde borgeren der, hvor han eller hun er, når de kommer til os med et problem. Måske handler det om noget mere og andet, end det, borgeren lige spørger efter. Og det er der, jordemødre er gode til både at lytte og se, men også til at bruge sin faglighed. Hvis der for eksempel kommer en borger og beder om at få udskrevet benzodiazepiner, så er det ikke sikkert, at det er en recept, der er løsningen. Det er der, konsultationsprocessen er vigtig, siger Christian Freitag.

Flere jordemødre i lægepraksis
Christian Freitag mener, at praktiserende læger generelt gerne vil ansætte flere sundhedsfaglige i klinikkerne, men at mange afstår fra det.

– Jeg tror, at alle kan se relevansen i at ansætte for eksempel jordemødre, men nogle ser store begrænsninger i form af økonomi og pladsmangel i klinikkerne. I 0’erne ansatte vi mange, men i de sidste fem til seks år er det stagneret som følge af det økonomiloft, vi er pålagt, siger de praktiserende lægers formand.

Antallet af jordemødre, der er ansat i lægepraksis, er trods den generelle stagnation støt stigende, men hverken PLO eller Jordemoderforeningen kan komme med eksakte tal. Et kvalificeret bud lyder på, at mellem 60 og 80 jordemødre arbejder i en almen lægepraksis landet over.

– Det er nok rigtigt, at jordemødre har overtaget jobs, når der har været ledige og at antallet af jordemødre i almen praksis derved er steget, men vi har ikke de nøjagtige tal, siger Christian Freitag. PLO har i øjeblikket en spørgeskemaundersøgelse ude hos sine medlemmer, hvor der blandt andet bliver spurgt til, hvor mange der har sundhedsfaglige ansatte – herunder jordemødre – i klinikken.

En anden udfordring for de praktiserende læger, er oplæringen af nyt personale.

– Ingen – heller ikke sygeplejersker, der kommer fra et hospital – kan umiddelbart løfte de opgaver, der er i lægeklinikkerne. Det kræver meget uddannelse og sidemandsundervisning for lægen at oplære for eksempel en jordemoder, der kommer med et relativ smalt kompetenceområde, siger Christian Freitag. De fleste klinikker vil have brug for ansatte, der kan løfte en vifte af opgaver og som også gerne skal kunne afløse hinanden.

Blandt de opgaver, som formanden nævner, er omsorgen for kronikere, forebyggende samtaler, dialog med kommunerne – som der er mere og mere af – og hjælp til patienter, der skal finde rundt i sundhedsvæsnet.

Ingen overenskomst
Trods ihærdige tilnærmelser fra Jordemoderforeningen til PLA, Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening, er der fortsat ikke ordnede forhold i form af en overenskomst om løn- og arbejdsforhold for jordemødre ansat i almen praksis. Hvorfor det forholder sig sådan, vil Christian Freitag kun udtale sig overordnet om.

– Der skal være noget i det for begge parter, når man indgår en overenskomst, og det er der tilsyneladende ikke på nuværende tidspunkt fra vores side, siger formanden og henviser til, at tegning af overenskomster hører under arbejdsgiverforeningen.

– Tiden er nok ikke til at tegne nye overenskomster nu, hvor ansættelse af personale er stagneret, og hvor økonomien sætter grænser. Det handler også om, at det skal holdes meget enkelt og simpelt med så få overenskomster som muligt, for almene medicinere er ikke nødvendigvis særlig gode til de opgaver, som arbejdsgiverrollen medfører, siger han.

PLA har tre overenskomster for praksispersonale: Med Dansk Sygeplejeråd, med Danske Bioanalytikere og med HK.

Overenskomst
Jordemoderforeningen har i de seneste 5-6 år oplevet, at et stigende antal jordemødre får ansættelse i almen praksis og har derfor løbende haft kontakt med PLA, Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening, med ønske om at indgå en overenskomst for jordemødre ansat i almen praksis – men uden held. Senest havde Jordemoderforeningen et møde med PLA’s formand i foråret 2016, hvor PLA henviste til, at der indtil videre formentlig var for få jordemødre ansat til, at de ville tegne overenskomst, og at de skulle have et bedre overblik over omfanget af ansættelser.

Jordemoderforeningen vurderer, at der i den 5-6 årige periode er sket en stigning fra ca. 30 til mellem 70 og 90 jordemødre, der er ansat i almen praksis. Jordemoderforeningen mener, at jordemødre med en mellemlang videregående sundhedsuddannelse som jordemoder, hvor fokus ligger på det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde, kan udfylde en væsentlig rolle i almen praksis. Disse kompetencer kan med fordel bruges på alle befolkningsgrupper i livsstilssamtaler, i opfølgning af borgere med kroniske sygdomme, kontakt med kommunerne i forbindelse med fremrykket udskrivning fra sygehuse mv. Jordemødre kan derudover umiddelbart varetage opgaver som graviditetsundersøgelser, rådgivning ved ammeproblemer, eller med kort oplæring smeartagning, gynækologiske undersøgelser mv.

Få råd i Jordemdoerforeningen
Hvis du står for at skulle ansættes i almen praksis, kan du få råd og vejledning fra Jordemoderforeningens jurister om dine løn- og ansættelsesvilkår og hvad din kontrakt bør indeholde.

Da der netop ikke er en overenskomst for jordemødre i lægepraksis, skal der ved hver ansættelse formuleres en kontrakt om løn- og ansættelsesforhold.

Det er Jordemoderforeningens anbefaling, at man som jordemoder ansættes med henvisning til den overenskomst, som Dansk Sygeplejeråd har med PLA (overenskomsten findes på www.pla.dk).

Derfor: kontakt Jordemoderforeningen før du skriver under på en kontrakt.