Færre overflytninger end forventet

Region Sjælland har evalueret samarbejdet med privat fødeklinik efter tre års forsøgsordning. Sundhedsstyrelsen forudsigelse om, at hver femte fødende ville få brug for at blive overflyttet i fødsel, kom ikke til at holde stik. Bekymringen for, at klinikerne ville udhule volumengrundlaget på regionens eksisterende fødeafdelinger viste sig også at være ubegrundet.

Region Sjælland indgik i 2013 aftale med jordemoder Louise Zielinski om oprettelse af private fødeklinikker i en forsøgsordning, hvor regionen betaler pr klinikfødsel. Regionen har nu udarbejdet en evaluering af ordningen, hvor der gøres status på samarbejdet mellem regionen og Zielinski.

Regionen konkluderer overordnet, at de private fødeklinikker indeholder et tilfredsstillende fagligt tilbud for Region Sjælland.

Region Sjælland har sat en samlet maksimumsgrænse for de tre fødeklinikker, som Zielinski står for, på 600 årlige fødsler. Grænsen er sat for at undgå, at regionens øvrige fødesteder mister for mange fødsler. I 2016 har de private fødeklinikker varetaget 171 fødsler, hvilket svarer til 2,4 procent af alle fødsler i Region Sjælland. Etableringen af tre private fødeklinikker har derfor isoleret set og på nuværende tidspunkt ikke udhulet volumengrundlaget på regionens fødeafdelinger, konkluderer regionen.

Sundhedsstyrelsen advarede under etableringen af forsøgsordningen regionen om, at mange kvinder risikerede at skulle overflyttes fra klinik til specialafdeling under fødsel. Styrelsen henviste til engelske undersøgelser, hvor 22 procent af lavrisikogravide måtte overflyttes til specialafdeling på grund af komplikationer. Ifølge regionens evaluering blev 15,8 procent af de gravide, der startede fødsel på en af de tre klinikker, overflyttet i forbindelse med fødslen. Tallet er gældende for 2016.

Forsøgsordningen med fødeklinikker i Region Sjælland er omfattet af reglerne om frit sygehusvalg. Det blev derfor fra 2016 muligt for kvinder fra andre regioner at benytte sig af tilbuddet om føde på privat fødeklinik i Region Sjælland, såfremt klinikkerne har overskydende kapacitet. I praksis er det kun klinikken i Roskilde, der har haft udenregionale brugere idet otte gravide fra Region Hovedstaden har været indskrevet til fødsel her.

Region Sjællands budget for 2018 skal vedtages den 15. september. Op til da vil der være politiske drøftelser af et fortsat samarbejde med en eller flere private fødeklinikker. Regionsformand Jens Stenbæk (V) håber, at samarbejdet kan fortsætte.

– Jeg håber, at vi også fremover vil have et privat kliniktilbud, så de fødende har flere valgmuligheder, siger Jens Stenbæk, der tror på, at der vil blive indgået en aftale.

– Forsøgsordningen, som vi lige har evalueret, har givet tryghed blandt regionspolitikerne – også blandt dem, der var skeptiske, siger Stenbæk. Sidegevinsten, der ligger i, at klinikkerne kan være med til at rekruttere jordemødre til regionen, hilser han også velkommen.

Hvis politikerne beslutter at fortsætte et samarbejde med private fødeklinikker, vil det indgå i budget 2018 som drift. Der vil skulle gennemføres et nyt udbud, hvor alle aktører på området vil have mulighed for at byde ind.

’Evaluering af forsøgsordningen med private fødeklinikker i Region Sjælland’. Maj 2017. Udgivet af Region Sjælland