Faren ved den fraspaltede bevidsthed

At krigsoplevelser, bilulykker og naturkatastrofer kan udløse PTSD – Posttraumatisk Stress Disorder er velkendt. Men at en voldsom fødselsoplevelse

også kan slå det autonome nervesystem ud af balance, er relativt ny viden. Jordemoder og psykoterapeut Susanne Brønnum har specialiseret sig i at behandle de 2-6 procent, man mener, det rammer.

Alle jordemødre kender situationen, hvor en fødende kvinde tilkendegiver, at 'NU har hun fået nok; nu kan hun ikke kan mere'. Og alle jordemødre ved også samtidig, at i langt de fleste tilfælde går alt alligevel helt, som det skal. Barnet forløses, og de oplevelser den nybagte mor har været igennem, fortoner sig efterhånden.

I de fleste tilfælde er det sådan. Men desværre ikke altid.

- Nogle gange er det helt reelt; kvinden kan rent faktisk ikke mere rent mentalt, siger jordemoder og psykoterapeut Susanne Brønnum, der igennem mange år har specialiseret sig i behandlingen af kvinder med psykiske vanskeligheder før, under og efter fødslen. Herunder PTSD-ramte.

Inden hun blev tilknyttet GAIA-Instituttet og blev privatpraktiserende psykoterapeut på fuld tid i 2000, fungerede hun som jordemoder i 14 år, og Susanne Brønnum ved derfor, at det kan være svært at skelne de kvinder, der overskrider grænsen for deres mentale formåen fra de kvinder, der blot har behov for at sige fra verbalt under en fødsel.

Ikke desto mindre er det vigtigt at kunne se forskel, mener Susanne Brønnum, for hvis kvinden begynder at fraspalte sin bevidsthed - at dissociere - fordi hun ikke kan være i situationen længere, kan det være første skridt mod en senere PTSD-diagnose.

Når ubalancen gror fast

- Dissociering er et kendt begreb indenfor psykiatrien. Det er en beskyttelsesmekanisme, der træder i kraft, så personen kan holde ud at være i en tilstand, der føles akut livstruende, forklarer hun.

I sin master-afhandling, 'Er det lykken at blive mor? En undersøgelse af kvinders psykiske reaktioner og mulighed for at udvikle personlige kompetencer i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel' forklarer Susanne Brønnum med udgangspunkt i cand. psych. Susan Harts teorier, hvordan det autonome nervesystem overtager styringen, når bevidstheden kobles fra.

I første omgang aktiveres det sympatiske nervesystem, som øger personens fysiske handleberedskab, og samtidig dæmpes impulserne fra det parasympatiske nervesystem, hvis funktion er at berolige. Susanne Brønnum fortsætter:

- Det autonome nervesystem har stor betydning for evnen til at håndtere den ekstreme hændelse, mens den foregår, men hvis ikke personen efterfølgende kan tilbageregulere, for eksempel fordi det gør for ondt at tænke på den udløsende hændelse, kan den ubalance, der er opstået, blive kronisk og give mentale forstyrrelser som ukontrollerbare flashbacks og undvigeadfærd. Susanne Brønnum tilføjer, at en traumeramt person også kan veksle mellem de to tilstande, og enten være i forhøjet alarmberedskab med symptomer som søvnbesvær, uro og angst, og/eller med en såkaldt parasympatisk dæmpning, som typisk medfører depressive tilstande og nedsat fysisk og mental energi.

- En del kvinder vil selv være i stand til at genoprette balancen i det autonome nervesystem, men ikke alle, og konsekvenserne ved en længerevarende fastlåsning er, at personens emotionelle og kognitive funktioner påvirkes, forklarer Susanne Brønnum. Muligvis også som følge af de forandringer, der sker i hjernestrukturerne amygdala, prefrontal cortex og hippocampus i den akutte situation, men præcis, hvordan de neurologiske processer hænger sammen, er eksperterne endnu ikke helt enige om.

Hos en nybagt mor kan det under alle omstændigheder betyde, at hun får svært ved at føle empati og omsorg for sin nyfødte, at der opstår relationelle problemer i parforholdet, og at hun oplever psykiske følgevirkninger i form af angst og depression, som rammer 50-75 procent af alle med PTSD.

En subjektiv oplevelse

I DSOG's guideline fra 2013 om tidligere traumatiske obstetriske fødselsoplevelser anerkendes det, at fødsler kan rumme et potentiale for at udvikle PTSD, og det understreges kraftigt, at det er kvindens subjektive oplevelse af fødselsforløbet, der er afgørende.

"En traumatisk fødselsoplevelse opstår ikke nødvendigvis på baggrund af et obstetrisk traume. Den post traumatiske reaktion udløses af, at personen har følt sig hjælpeløs, rædselsslagen, bange for at miste livet, magtesløs eller krænket," fastslås det i guidelinen.

- Nervesystemet er lidt ligeglad med, om der er en objektiv grund til at reagere, som det gør, siger Susanne Brønnum.

Det er alene den fødendes respons på oplevelsen, man skal tage udgangspunkt i som sundhedsprofessionel og som behandler, og som jordemoder bør man derfor altid være opmærksom på kvindens reaktioner både under og efter fødslen.

At det i praksis kan være svært, forstår Susanne Brønnum udmærket, for tid er en mangelvare, og resultatet ser hun bl.a. i form af et stigende antal klienter med fødselstraumer.

- De kvinder, jeg møder, er dem, som ingen i sundhedsvæsenet har får øje på, eller dem som ikke kan hjælpes i sundhedsvæsenet i dag, konstaterer hun.

Krop og tanke forbindes

I den nyudkomne bog 'Efterveerne - Den traumatiske fødsel' af Lene Jørgensen beskriver Susanne Brønnum den tilstand, kvinderne typisk er i, når de henvender sig til hende for at få hjælp.

- Ofte er de nogenlunde i stand til at fungere i hverdagen, men derimod har de det svært følelsesmæssigt, ligesom de overvældes af kropslige sansninger uden at have nogen anelse om, hvorfor de reagerer så kraftigt. Tilstanden er enormt udmattende, og på et tidspunkt har den traumeramte opbrugt sine ressourcer, forklarer hun.

Det traumeterapeutiske arbejde begynder med, at hun lader kvinden fortælle sin historie.

- I starten lyder det tit mekanisk, som noget, hun har lært uden ad, og mens kvinden fortæller, har jeg hele mit sanseapparat åbent. Jeg lægger mærke til, hvor hun lukker i, når hun fortæller, hvor hun holder vejret, hvornår hendes ansigtskulør ændrer sig, hvor hun er i kontakt med mig, og hvor hun glider ud af kontakt. Det er helt enkle ting på sanseplanet, som giver mange informationer, forklarer Susanne Brønnum.

Undervejs anvender hun kropsterapeutiske øvelser som mindfulness-teknikker, åndedrætsøvelser og grounding, og på den måde gennemgås hele fødselsforløbet i det tempo, kvinden er klar til at tale om det.

- Jeg arbejder meget nænsomt: hun får ikke bare lov at fortælle sin historie. Kroppen og sanserne skal også være med. Det er hårdt arbejde, for det, de her kvinder har mindst lyst til, er at mærke deres krop. Det er her, de bliver konfronteret med det, der gør ondt, men nænsom konfrontation er nødvendig for at få genoprettet fysisk og mental balance, fortsætter Susanne Brønnum, der tit oplever, at der ikke skal mere end fire-fem sessioner til, før den traumeramte bliver i stand til at rumme og forstå de oplevelser, der slog hende ud af kurs.

- I min verden kan man ikke udpege de kvinder på forhånd, som risikerer at få PTSD på grund af en fødselsoplevelse. Vi kan alle blive traumatiserede, og derfor er det utroligt vigtigt, at jordemoderen holder et vågent øje især med førstegangsfødende og kvinder med komplicerede og/eller meget smertefulde forløb, siger Susanne Brønnum.

- Jordemødre er jo sindssygt gode til at yde omsorg i øjenhøjde, og gør de det både under og umiddelbart efter fødslen og på barselsgangen, kan de i virkeligheden nå at gribe mange allerede her, mener hun.

Relaterede artikler:

'Behandling af fødselstraume'. Tidsskrift for Jordemødre. Årgang 2005, nr. 1, side 6-8. Af Anne-Marie Kjeldset.

'Lærer at tackle angsten'. Tidsskrift for Jordemødre. Årgang 2005, nr. 1 side 9. Af Anne-Marie Kjeldset

'Ladt i stikken'. Tidsskrift for Jordemødre. Årgang 2005, nr. 1, side 10-1. Af Anne-Marie Kjeldset

Fakta om PTSD

  • Diagnosen Posttraumatisk Stress Disorder, PTSD, blev indført i 1980 efter opfordring fra krigsveteraner, der havde udviklet et særligt symptombillede med mareridt, flashbacks og undgåelsesadfærd som udtryk for vedvarende stresssymptomer med forhøjet alarmberedskab i nervesystemet.
  • Jo mere udmattet man er, når traumet kommer, jo større er faren for at udvikle PTSD. Mennesker med sårbarhed for angstlidelser eller depressioner er mere udsatte end andre. Indadvendte mennesker er mere sårbare end udadvendte, og de, som har oplevet flere traumer, er mest udsatte.
  • Det anslås, at 2-6 % af alle fødende udvikler PTSD som følge af fødselsforløbet, og det formodes, at 25 % heraf aldrig diagnosticeres. Formentlig fordi de ikke samtidig udviser depressive symptomer.


PTSD og fødselsdepression

  •  Et par markante symptomer adskiller PTSD fra en fødselsdepression. Nemlig genoplevelse af den katastrofale hændelse med mareridt og flash backs. Genoplevelsen præges af angst, søvnløshed og anspændthed, og en person med PTSD har derfor også en stærk trang til at undgå situationer, som minder vedkommende om traumet.
  • Andre symptomer på PTSD er sammenfaldende med symptomerne på fødselsdepression, og kan derfor være svære at skelne. For eksempel personlighedsforandringer med mindsket evne til at føle kærlighed og nærhed til andre mennesker og ligegyldighed overfor ting, man tidligere har interesseret sig for.
  • 50-75 % med PTSD rammes også af depression, så i praksis kan symptombilledet være blandet. Er der tale om en traume, har der altid været en udløsende hændelse, og dette aspekt skal behandles særskilt.
  • I forhold til PTSD anbefales psykoterapi, og det er kun kroniske eller komplekse tilfælde, der samtidig kan have gavn af antidepressiv medicin. I forbindelse med depression og angst er medicinsk behandling derimod et effektivt middel.

Kilder: Netdoktor, indlæg om PTSD af Poul Videbech og ‘Efterveer’ af Lene Jørgensen

PTSD og fødselstraume 

  •  En traumatisk fødselsoplevelse kan defineres som: “en begivenhed, der sker i løbet af fødslen, som kan involvere en faktuel, eller trussel om svær skade eller død hos den fødende eller barnet, men hvor den fødende kvinde oplever intens frygt, håbløshed, kontroltab og rædsel”.
  • Et fødselstraume kan resultere i posttraumatisk stress disorder (PTSD), hvis det  opfylder definitionen for en potentielt traumatisk hændelse, nemlig at hændelsen for det første er pludselig/uventet; for det andet er farlig/livstruende, og endelig at den er overvældende..
  • To aspekter af fødslen har overvejende betydning for, om den er potentielt traumatiserende for kvinden nemlig 1) ekstrem smerte og 2) tab af kontrol.
  • Kvinder forløst med tang eller ved akut kejsersnit har større tendens til PTSD symptomer, depression og angst end kvinder, der har født ukompliceret.
  • • En traumatisk fødselsoplevelse skyldes ikke nødvendigvis en obstetrisk handling, men den faglige kommunikation eller opførsel under eller efter fødslen.

Kilder: DSOG guideline ‘Tidligere traumatisk obstetrisk fødselsoplevelse’