Et interessant fund i projektet er, at aktive valg og handlinger kan være med til at forme kvindens narrativ. I forbindelse med at skulle gennemgå en provokeret sen abort findes der ikke almene rigtige eller forkerte valg. Rigtige valg er dem, der giver mening og sammenhæng for den enkelte kvinde.
Det er fx individuelt, om kvinden ønsker at se eller røre barnet, ligesom ikke alle kvinder oplever aborten som et tab af barnet. Dette er interessant og relevant viden for jordemoderen, da vi har en oplevelse af, at det er blevet rutine at tilbyde eller ligefrem opfordre kvinden meget kraftigt til at se og røre barnet, hvorved vi antyder, at det er det rigtige valg. At se og røre barnet vil for mange kvinder være meningsfuldt i forhold til, at abortforløbet bliver en del af et helt og mere sammenhængende narrativ. Det er dog vigtigt, at vi som jordemødre er opmærksomme på ikke at påvirke kvinder til at træffe valg, vi synes er meningsfulde. For nogle kvinder vil det opleves meningsløst at se eller røre barnet og dermed ikke have en gavnlig effekt på kvindens udformning af et mere helt narrativ.
Den individuelle fortælling
Da valg og handlinger er formgivende for narrativet, er det derfor vigtigt, at vi som jordemødre møder den enkelte kvinde med viden om og en åbenhed overfor, at hendes oplevelse er helt individuel. I praksis kan det betyde, at man er så åben som mulig overfor fx kvindens oplevelse af tab og overfor de valg og handlinger, hun finder meningsfulde og ønsker at udføre. Vi forestiller os, at jordemoderen pa en neutral made kan informere kvinden om de mulige valg og handlinger, hun har under forløbet om fx smertelindringsmuligheder, at se eller røre barnet, og hvad der skal ske med barnet efterfølgende. Derved gives kvinden mulighed for aktivt at forme forløbet og narrativet i den retning, hun finder meningsfuldt. Rent pragmatisk vil der naturligvis være dele af forløbet, som kvinden eller for den sags skyld jordemoderen ikke kan være herre over.
Man kan ogsa forestille sig, at kvinden ikke føler sig i stand til eller ønsker at tage valg, da hun kan være i krise over tabet af barnet eller den forventede fremtid med barnet. Men ved at være bevidst om at kvinden, nar hun ikke handler, ligeledes aktivt former sit narrativ, får man en anden – måske dybere forståelse af kvindens situation og vil bedre kunne støtte hende i at forme et helt narrativ i den senere helingsproces.
Det interrelationelle aspekt
Vi mener således på den ene side, at jordemoderen skal være bevidst om, at den narrative tilgang kan være et konkret redskab til at forstå kvinden og til at yde omsorg ud fra. Pa den anden side er det vigtigt at være bevidst om, at narrativet om en provokeret sen abort ikke kan formes fuldstændig bevidst og udelukkende af den enkelte, da ingen står socialt isoleret under sådan en hændelse, og da narrativer formes interrelationelt.
Det, at narrativet om abortforløbet udvikles i en interrelationel proces, hvor jordemoderen er en vigtig aktør, peger på, at det har stor betydning, hvordan vi som jordemødre agerer overfor kvinden. Det peger også på, at jordemoderen rent faktisk har en mulighed for at gøre en forskel i kvindens genopbygning af det brudte narrativ i forbindelse med helingsprocessen.
En anden vigtig aktør i den proces er kvindens partner. Vi har fra praksis en oplevelse af, at manden nemt kan blive en tilskuer til forløbet frem for en aktør i udformningen af narrativet. Pointen kan derfor være, at vi som jordemødre skal være opmærksomme på også at anerkende ham som en aktør. Vi formoder, at det vil opleves meningsløst for både manden og kvinden, hvis ikke han inddrages, da deres narrativer hænger sammen og ikke kan adskilles.
Vi forestiller os, at kvindens narrativ kan formes i relationen til andre aktører. Derfor anser vi resultaterne af projektet for også at være nyttig viden for fx andre sundhedsprofessionelle, som møder kvinden i abortforløbet.
Den videre fortælling I projektet fandt vi, at ideelt set skal den jordemoder, der har varetaget den provokerede sene abort, ogsa varetage eller deltage i en opfolgende samtale med kvinden. Det indledende sporgsmal i samtalen skal vare sa abent som muligt, saledes at kvinden indbydes til at begynde sin fortalling om abortforlobet, hvor hun synes, at den starter. Der bor skabes rum til, at hun uden afbrydelser kan fortalle narrativt om sin oplevelse af abortforlobet og om eventuelle nye perspektiver, der er kommet til i efterforlobet. Herved kan hun i samarbejde med jordemoderen fa tilskrevet mere mening og sammenhang til oplevelsen, fa afklaret uforstaelige dele af forlobet og eventuelt fa justeret den hidtidige fortalling i en mere hensigtsmassig retning af en mulig og onsket fremtid. Behovet for og indholdet i en opfolgende samtale er naturligvis individuel, og granserne for om det er muligt at tilbyde en opfolgende samtale sattes af de enkelte fodesteder. Er det relevant for jordemoderen? Sporgsmalet er nu, om den narrative tilgang er relevant for jordemoderen, nar hun yder omsorg til kvinder, der gennemgar en provokeret sen abort. Gennem arbejdet med projektet er det blevet tydeligt for os, at man med fordel kan anvende den narrative tilgang meget konkret. Tilgangen giver nemlig anvisninger til, hvordan vi som sundhedsprofessionelle aktivt kan stotte kvinden i at forme eller redefinere sit narrativ. At vi som mennesker former vores fortalling og tilskriver den mening gennem handling og narrativ fortalling bidrager desuden med en forstaelse af, at det lille narrativ om fx et abortforlob skal sattes ind i en sammenhang med det store narrativ om livet. Pa den made kan vi hente en interessant og relevant forklaringskraft, der satter det individuelle i det enkelte abortforlob i centrum, samtidig med at det interrelationelle aspekt inddrages.