Anna blev uddannet i 2014 og arbejdede efter endt uddannelse først i et kortere vikariat på Rigshospitalet og derefter to år på Hvidovre Hospital. Så var hun klar til sin første udsendelse for Læger Uden Grænser, MSF.
– MSF er en god organisation at rejse ud med. Man bliver ansat hos dem, og de sørger for alt. Det betyder, at man kan komme ud og arbejde steder, hvor man ellers ikke vil have mulighed for at komme, siger Anna.
I første omgang blev Anna sendt til et projekt i Karachi i Pakistan, hvor hun var fra januar 2017 og seks måneder frem. Projektet er en sundhedsklinik i slumkvarteret Machar Colony. Klinikken behandler patienter med Hepatitis C og indeholder skadestue og fødeklinik. Anna var supervisor for fødeklinikken og var den eneste udlænding, såkaldt expat, som var tilknyttet klinikken. Derudover var der 20 pakistanske jordemødre tilknyttet klinikken, der har 30-40 fødsler om ugen og også tilbyder svangrekonsultationer og prævention. Der var tre jordemødre i vagt ad gangen.
Klinikken er kun for lavrisiko fødsler, da der ikke er læger ansat og derved ikke mulighed for kejsersnit. En rigtig vigtig del af jordemødrenes arbejde er derfor svangrekonsultationerne, hvor kvinder med for eksempel forhøjet blodtryk, præeklampsi, flerfoldsgraviditet, tidligere post partum blødning bliver fundet og viderevisiteret. Klinikken tager dog imod visse tvillinge- og UK-fødsler.
– Vi havde mulighed for at overflytte kvinder til det lokale hospital i løbet af fødslen, men ambulancen var typisk uden medicinsk personale, og jordemødrene kunne ikke køre med. Derfor var det vigtigt, at vi kunne opspore og henvise de gravide i graviditeten, fortæller Anna.
Vidt forskellige udgangspunkter
Annas opgaver på klinikken var at bestille medicin, lægge vagtplaner og generelt sørge for, at alt fungerede. Derudover brugte jordemødrene også Anna som sparringspartner i forhold til komplicerede gravide og fødselsforløb. Hvis der var ekstra travlt, tog hun også en fødsel, men det var ikke så ofte.
Nogle af de pakistanske jordemødre var født og boede i slumkvarteret, som var klinikkens optageområde.
– Det er naturligvis rigtig svært at være i, at folk bor så fattigt, som de gør i slumkvarteret. Jeg kunne jo bare tage hjem, men de havde hele deres liv der. Men jeg lærte mig ikke at tænke på det i hverdagen. Og hvis det har lært mig noget, så er det at sætte endnu mere pris på vores forhold i Danmark, siger Anna.
Anna samarbejdede også med kolleger fra klinikkens andre afdelinger, fx med hygiejnesygeplejersken, som var pakistaner, og med hepatitisholdet.
– MSF prøver at optimere behandlingen. For eksempel arbejdede vi med at give de kvinder, som er hepatitissmittede, tilbud om prævention. De pakistanske jordemødre kan lægge spiral op, så det lærte jeg af dem, siger hun.
Stort fødselshospital i Afghanistan
Da Anna kom hjem fra Pakistan, var hun parat til at tage ud igen. Så i december 2017 tog hun afsted til Khost i Afghanistan, hvor hun var frem til marts 2018. Denne gang var der tale om et kæmpe hospital kun med fødsler.
– Der var ca. 2.000 fødsler om måneden, så der var vanvittigt travlt. Jeg var supervisor for fødegangen, mens en anden expat var det for barselgangen, fortæller Anna.
Igen var det Annas opgave at bestille medicin og lægge vagtskemaer samt have styr på alt det overordnede. Men her var hun meget mere ude og tage fødsler, fordi der var så travlt.
Der var omkring 70 jordemødre og assistenter ansat på fødegangen, med fem i vagt ad gangen.
Til forskel fra klinikken i Pakistan var fødestedet i Khost primært tiltænkt risikograviditeter og -fødsler. Der var både nationale og expat obstetrikere, og mulighed for kejsersnit og andre indgreb, hvor bedøvelse er nødvendig. Det betyder, at man som jordemoder oplever fødsler og komplikationer, man sjældent ser på Hvidovres fødegang, fx vaginal fødsel af underkroppræsentation, gemelli- og trillinge-fødsler. Anna var også vidne til en vaginal firlinge-fødsel. Der var daglige tilfælde af svær præeklampsi, som nogle gange udvikler sig til eklampsi.
Når de fødende kom ind, blev det vurderet, hvorvidt de skulle blive eller sendes hjem igen. Eller om de skulle sendes til det lokale hospital, hvilket alle ukomplicerede gravide blev i dagtimerne. De fødende, som blev visiteret til fødsel på hospitalet, blev sendt ind i et rum for alle med veer, hvor de måtte have en kvindelig pårørende med. Når de var klar til at føde, blev de vist ind på fødestuen, hvor der er ti senge. Og der kunne godt være fyldt op.
– Der er ikke så meget en-til-en her. Når kvinden kommer ind på fødestuen, er det den jordemoder med de frieste hænder, der tager sig af hende. Man kan godt have gang i flere fødende på en gang.
Kun adgang for kvinder
På hospitalet i Khost er der kun adgang for kvinder. Mændene, som har fulgt deres koner til hospitalet, skal blive i et venteområde uden for hospitalet. Hvis en kvinde skal opereres, fx for en fastsiddende moderkage, så går en læge og eventuelt en tolk ud og kalder på manden, som skal skrive under, før man kan gå i gang med operationen.
– Sådan var det også i Pakistan, og det er svært at være i. Mænd og kvinder er bare ikke lige – kvinden har ikke retten til at råde over sin egen krop. Hverken i Afghanistan eller i Pakistan er kvindeliv nemme. Det er heller ikke så velset at få døtre – slet ikke hvis det er datter nummer tre eller fire. De afghanske jordemødre fortalte, at de var kede af at være kvinder i Afghanistan. De ønskede sig ikke selv døtre, som skulle leve et kvindeliv der, fortæller Anna.
– Jordemødrene i Afghanistan er bare nogle af de vildeste mennesker, jeg kender. De har taget en uddannelse, de vil tjene deres egne penge, de arbejder super hårdt, de arbejder et sted, hvor deres chef taler engelsk, hvad de kan meget lidt af selv. Og når de kommer hjem fra arbejdet, så skal de klare hele husholdningen også. De er virkelig frontløbere, siger hun.
At leve med risikoen
Da Anna var i Khost var der et bombeangreb i Kabul, som ligger ca. 200 km væk. Som konsekvens af det, gav MSF alle expats muligheden for at tage hjem, hvilket nogen gjorde. Men ikke Anna.
– Jeg har stor tiltro til, at MSF passer på mig. Der er jo altid en risiko. Men jeg havde det godt med, at de vurderede risikoen, at jeg ikke selv behøvede at tage stilling til det hele tiden, fortæller Anna.
Anna boede både i Pakistan og i Afghanistan, sammen med andre expats, som man gør som udsendt.
I Pakistan lå huset på klinikkens område omkranset af et metalhegn. I Afghanistan lå huset et stykke fra arbejdsstedet. Både på grund af afstanden og af sikkerhedshensyn blev de kørt frem og tilbage mellem huset og arbejdsstedet. I Pakistan var det muligt at gå ud og handle, når man havde fri, men i Afghanistan må man som expat slet ikke gå ud på egen hånd. Det betød, at Anna og hende internationale kolleger var sammen hele tiden. Enten i hjemmet, i bilen eller på arbejdsstedet.
– Opholdet afhænger meget af, hvem du arbejder sammen med, når du er spærret inde sammen så mange timer. Så skal det bare fungere. Men det er ok, for det er jo ikke for evigt. Nogen af dem på lange kontrakter, kunne godt synes, at det var lidt svært engang i mellem, men jeg havde det fint med det, siger Anna.
Flere jordemødre i felten
Læger uden Grænser, MSF, har de seneste år opgraderet i forhold til kvindesundhed.
– Selvom der er krig eller andre katastrofer i et område, så holder kvinderne jo ikke op med at føde børn. Derfor er fødselshjælp blevet en stadig større del af vores projekter, fortæller Merete Engell, chef i MSF’s danske HR-afdeling.
Merete Engell forklarer, at de nationale jordemødre ofte er gode til den ukomplicerede fødsel. Men de er ikke altid uddannet til at sætte ind, når en fødsel udvikler sig til at blive kompliceret. Derudover er de ofte heller ikke opdaterede på fx hygiejneområdet. Det er derfor en stor del af MSF’s opgave at træne det lokale personale, så de bliver dygtigere.
– Formålet med at sende udenlandske jordemødre til for eksempel Afghanistan er, at de skal have en supervisorfunktion. De skal dels sikre, at MSF’s standarder og procedurer bliver overholdt, og dels skal de være med til at træne de nationale jordemødre, forklarer Merete Engell.
– De fleste kvinder føder i eget hjem kun med hjælp af uuddannede fødselshjælpere. Derudover er der et privat marked, hvor man skal betale godt for medicinsk hjælp. Derfor er der stærkt brug for vores indsats, fortæller Merete Engell.
– Og danske jordemødre er gode til det akutte nødhjælpsarbejde, fordi de er vant til at håndtere den ukomplicerede fødsel selvstændigt og dermed er dygtige til at identificere risici i tide, fortsætter hun.
MSF besøger de danske jordemoderuddannelser for at fortælle om muligheden for at blive udsendt. Der har også været afholdt en velbesøgt informationsaften, som desuden blev streamet på nettet.
Lige nu er der seks til syv danske jordemødre, som enten er udsendt eller på vej til at blive det.
Problemet med at rekruttere danske jordemødre til nødhjælpsarbejdet er, at der er relativt få at tage af. Samtidigt har MSF lavet en undersøgelse, som viser, at danske jordemødre får børn tidligt, og når det sker, så vælger mange en udsendelse med MSF fra.