Et stigende antal nyuddannede jordemødre vælger det sidste, og det betyder, at der i dag er 1.700 medlemmer af DNJ og ca. 500 i Jordemoderforbundet under NSF.
– Vi er simpelthen uenige om hvad der tjener jordemødrene bedst – både hvad angår udvikling af fag og løn, siger Anne Marit Tangen, der er formand for DNJ.
– Jeg mener, at vi bedst kan løfte lønnen for en lille gruppe og at lønnen skal forhandles lokalt – det giver den bedste løn.
Det er formanden for jordemødrene i NSF, Åse Rommetveit, helt uenig i. Hun mener, at det er uhensigtsmæssigt at en lille faggruppe som jordemødrene selv forhandler løn- og arbejdsforhold. Desuden handler det om solidaritet, mener Åse Rommetveit.
– I Sykepleieforbundet fastholder vi, at en stor del af lønnen skal aftales centralt og at kun en mindre del skal ud til lokale forhandlinger, siger Åse Rommetveit og understreger at NSF med op mod 100.000 medlemmer er en kraftfuld forhandlingsorganisation.
I praksis kan jordemødrene på samme arbejdsplads være organiseret to steder og være forskelligt aflønnet som følge heraf. I en kappestrid på kroner og ører forlyder det, at medlemmerne af DNJ får lidt mere i lønningsposen end kollegerne fra sykepleieforbundet. Heller ikke på uddannelsesområdet er der enighed mellem de to formænd. Hvor Rommetveit glæder sig over, at en ny rammeplan for uddannelsen fortsat siger, at jordemoderuddannelsen er en overbygning til sygeplejerskeuddannelsen, havde Tangen gerne set, at uddannelsen blev en "ren" jordemoderuddannelse.
NSF har observatørstatus i Nordisk Jordemoderforbund, mens DNJ er fuldgyldigt medlem. For at være fuldgyldigt medlem skal organisationen være selvstændig og ikke en del af en større sammenhæng.