En uge med tæt på 40 scanninger

Mandag

Min uge starter med en god blanding af 1. trimester-, 2. trimester- og tilvækstscanninger. Vi har gang i alle otte scannestuer, så jeg scanner i fødemodtagelsen i dag. Jeg starter med en fin 1. trimesterscanning og sender et par forventningsfulde kommende forældre ud ad døren. Det er en rar følelse at være med til at skubbe deres kommende forældreskab i gang. Herefter går jeg til ultralydskonference, hvor der drøftes scanningsfund, er faglig sparring og hvor vi får undervisning af vores læger i føtalmedicin. I løbet af formiddagen laver jeg tilvækstscanninger og en enkelt collumkontrol. Over middag har jeg tre scanninger, hvoraf to volder lidt problemer. Begge kvinder har et højt BMI, og fostrene hjælper mig ikke. Jeg skal bruge en del kræfter og energi på at komme igennem scanningerne, men det lykkes. Jeg har senvagt, og inden dagen slutter, tager jeg to ekstra tilvækstscanninger for ambulatoriet. Så det endte med ti scanninger i dag. Inden jeg går hjem, har jeg mulighed for at lave lidt arbejde for Dansk Føtalmedicinsk Selskab (DFMS) om vores kommende modul 1 kursus.

Tirsdag

Igen i dag har jeg otte patienter, men mit program er knap så afvekslende som i går. Jeg skal primært lave 1. trimesterscanninger. Under formiddagens scanninger har jeg en lægestuderende med, som skal have indblik i rutinescanninger.

Før frokost har jeg et par, hvor scanningen er fin, men sandsynlighedsberegningen giver et højrisikotal. Som sonograf giver jeg parret en fyldestgørende information, og det slår dem fuldstændig ud. Vi får en god og lang snak om scanningen og betydningen af deres resultat, men det er aldrig rart at hive gulvtæppet væk under mennesker og sende dem ud i et limbo af bekymrende følelser og uvished, indtil de får svar på en genetisk udredning.

Man kunne godt have en formodning om, at arbejdet som sonograf er ensformigt og trivielt, men jeg synes, at det er helt specielt og enormt vigtigt. Jeg har en kort, men meget intens kontakt med parrene. Jeg sidder og nørder i noget helt unikt og specifikt, som ikke ret mange kan, og jeg diagnosticerer, samtidig med at jeg involverer parret. Det er en fin balancegang mellem at være dybt koncentreret om at finde de helt rigtige strukturer og samtidig få lov til at være helt tæt på, der hvor forældreskabet for mange bliver en realitet. At være en del af den oplevelse, når parret fx hører hjertelyd for første gang, rører mig altid. Det er ikke bare en scanning, det er et nyt liv, et håb, en drøm, som jeg er med til at give et indblik i. Det er et enormt stort ansvar at sidde med, så der er absolut ikke noget trivielt eller ensformigt over at scanne, det er tværtimod spændende og fascinerende, hvis man spørger mig.

Onsdag

Jeg skulle have været koordinator for afdelingen i dag, men grundet sygdom ændres det til, at jeg skal varetage CTG-stuen. I dag er diabetesdag, og CTG-programmet er allerede fra morgenstunden fyldt godt ud med ni gravide. Det er gravide med GDM+ insulin, leverbetinget graviditetskløe, vendingsforsøg, forhøjede galdesalte, mindre liv og pp med, der skal have CTG i dag. Som formiddagen skrider frem, ændrer programmet sig. Tre gravide bliver aflyst og to nye bliver tilført, så det er med at være omstillingsparat. Inden frokost har jeg overblikket for fire gravide på samme tid, så det er med at holde fokus. Heldigvis er alle fire normale. Over middag skal jeg igen være omstillingsparat. En kollega har sygt barn, så jeg skal varetage hendes scanninger. Vores fødemodtagelse er heldigvis behjælpelige med at tage de sidste CTG’er, så vi får i fællesskab løst dagens opgaver. Inden jeg går hjem, skal jeg lige have lavet lidt mere DFMS arbejde.

Torsdag

Jeg starter oplæring af en ny jordemoderkollega, som skal lære at scanne. Vi starter altid oplæring op i 2. trimesterscanning, så dagens program er på seks ens scanninger. Det kræver lang tid med oplæring, før man kan scanne selvstændigt, og det er ren mesterlære. Jeg udfører hele scanningen, hvorefter min nye kollega får proben i hånden og stille og rolig begynder at lære, hvordan hjerne-hånd-koordinationen fungerer. Hun starter helt basalt ud med at finde rundt i uterus, følge fostret og lave et par enkelte målinger. I dag var nogle fine scanninger, så det var en god start.

Fredag

Jeg fortsætter oplæringen af min kollega, og i dag har vi en forventningssamtale sammen med vores vicechefjordemoder. Vi har fem scanninger, så der er også tid til at introducere hende til DFMS og The Fetal Medicine Foundation.

Over middag har vi et par, hvor jeg får mistanke om en misdannelse. Et stykke inde i scanningen bliver jeg i tvivl om, hvorvidt hjertet ligger korrekt. Jeg scanner fostret igennem for at udelukke andre misdannelser, men får atter mistanken med hjertet. En kollega scanner med og får samme mistanke som jeg. Jeg konfererer med en læge, som ikke har mulighed for at se den gravide med det samme, men kan scanne hende en time senere. Jeg forklarer parret, hvad min bekymring går ud på, og samtidig får jeg forklaret, at det kan være fostrets lejring, som driller og gør mig usikker i vurderingen.

Så snart man lufter tanken om noget unormalt, ændrer energien i rummet sig. Parret bliver naturligvis bekymrede, urolige og spørger ind til mange ting. Nogle ting kan jeg svare på, mens andre ting afhænger af lægens scanning. Det er en svær balancegang mellem at fortælle og antyde noget uden at gøre parret helt ude af den. Heldigvis ligger fostret bedre en time senere, da lægen skal scanne, og hun kan vurdere, at hjertet er placeret korrekt. Dette er et rigtig godt eksempel for min nye kollega at se og lære af. Scanninger er svære og komplekse, og vi rører ved noget, som automatisk kan skabe en frygt hos parret, og vi skal kunne håndtere at være i det.