| Julie Buch Gøbel blev uddannet jordemoder i 2018 og har arbejdet på fødegangen på Rigshospitalet siden da. Denne uge ender med, at hun beder sin nærmeste leder om at komme på normreduktion. |
Mandag
Ugens første dag starter i bedste mandags- stil med en punkteret cykel. Heldigvis har jeg en racercykel, fra da jeg cyklede med Team Rynkeby Riget 2020-2021, som kan transportere mig i stedet. Efter et lynhurtigt cykelskift, lander jeg således på fødegangen kl. ét minut i vagtskifte, med en puls på 180, og finder min 6. semester-studerende, der allerede har valgt forløb – en førstegangsfødende der venter et barn i underkropspræsentation. Fødslen udvikler sig som den skal, og vi øver håndgreb på et fantom, for vi har en fornemmelse af, at vi må tage imod barnet – fedt!
Forløsningen af barnets hoved viser sig at blive ekstremt kompliceret, og to af vores dygtige overlæger træder til. Efter nogle lange minutter bliver barnet forløst og overflyttes til neonatal- afdelingen. Da min studerende og jeg forlader fødestuen, omfavner vi hinanden og græder, og sådan står vi længe. Vi havde begge været bange, men følte samtidig en stor taknemmelighed over at være omringet af så sindssygt kompetente kollegaer.
Tirsdag
Jeg vågner tidligt, for jeg skal, ligesom i går, på 12 timers dagvagt. Min cykel har jeg ikke haft mulighed for at få lappet – man kan ikke klemme meget ind i fritiden med to 12 timers vagter i streg. Jeg vågnede til en besked fra afdelingsjordemoderen om fødslen i går: ̒Mor og barn har det godt ̒ – og jeg blev lettet og videresendte straks til min studerende. Hun og jeg var de første, der fik lov til at vælge forløb i dag. Fødegangen var i rød zone, hvor der er flere fødende end jordemødre, alle løber stærkt og udvalgte opgaver udskydes – og at give os lov til at vælge først, var bedste mulighed for at skåne os efter gårsdagens hårde forløb.
Onsdag
Ugens tredje dag og ugens tredje dagvagt i rød zone. I dag er min studerende og jeg alene på igangsættelsesafsnittet, da vores kollega rykkes til fødegangen grundet travlhed. Vi jonglerer med mange hensyn, udsættelser af kvinders igangsættelsesforløb, kommunikation med afdelingsjordemoderen, hindeløsninger, udlevering af Angusta mv. Som dagen skrider frem, får vi arbejdet os igennem dagsprogrammet og kan hjælpe med de optimale behandlinger. Vi møder heldigvis par, der udviser enorm stor forståelse og tålmodighed trods lange ventetider skabt af ekstrem kollegamangel.
Torsdag
Tiltrængt fridag! Fridagens morgentimer bruger jeg i selskab med tre af mine kollegaer fra fødegangen til morgenmad. Vi har haft vagter sammen i løbet af ugen, men det er første gang, vi har tid til at snakke sammen – og snakke er vi gode til, så dét skal der til! Efterfølgende tager vi ind og maler på keramik. Her mister vi dog vores talegaver og koncentrerer os om keramikken i samme grad, som hvis vi skulle suturere en kompliceret bristning.
Fredag
Fredag morgen bruger jeg med min kæreste. Han bor i Odense, men er heldigvis nem at lokke til København. Inden jeg tager mod Rigshospitalet, ringer jeg til min nærmeste leder og beder om at komme på normreduktion. Jeg er glad for at være jordemoder, men jeg synes, det er urimeligt hårdt i disse tider. Hun er lyttende og forstående og møder mig, da jeg møder ind på arbejde. Jeg skal igen være alene på igangsættelsesafsnittet, og der er igen rød zone. Hun bliver og hjælper mig godt i gang. Jeg græder lidt i afmagt over arbejdsforholdene – for jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal komme igennem alle dagens planlagte og akutte patienter alene. En jordemoder fra svangregangen ser mig og bliver min redning dén aften. Jeg mærker, hvordan det er mine kollegaers omsorg for hinanden og vanvittige drive til at give støtte til alle omkring sig, der holder sammen på hele fødegangen.
Lørdag
Jeg vågner tidligt, fordi min nabos barn har fået en ny fløjte. Det kræver fortsat en del år, før hun kan tjene penge på sin musik, må jeg konstatere. Til gengæld skal jeg til koncert senere i dag med min kusine, hvor vi skal høre min kæreste spille. Han har heldigvis øvet sig i lidt flere år.
Søndag
Jeg bilder mig selv ind, at jeg har fridag, selvom jeg skal på nattevagt. Men der er mange timer til, og indtil da holder jeg søndag med min kæreste, som jeg, selvom han har været på besøg en uge, stort set ikke har set endnu – selvfølgelig lidt selvforskyldt, når jeg leger keramiker på min fridag. Lige nu har vi heldigvis god tid, og den vil jeg bruge med ham, inden fødegangen kalder igen.