Der er næppe meget, der er lettere end at blive enige om, at kvindelig omskæring er at sidestille med lemlæstelse, og derfor ikke blot er uacceptabelt, men også bør strafforfølges, når det forekommer.Men der er næppe heller noget, der er sværere end som fagperson i sundhedssektoren, det sociale system eller skolevæsenet at skulle beslutte sig for at håndhæve den holdning på en mere eller mindre diffus mistanke. Det er næsten uundgåeligt ikke at føje endnu en eller flere krænkelser til selve overgrebet, når lavinen ruller og mistanken fører til brud på fortroligheden, måske til tvangsmæssige underlivsundersøgelser og evt. politianmeldelse og retsforfølgelse af den krænkedes forældre eller andre familiemedlemmer.
Filmen "Den brudte tavshed" og pjecen "Vi har alle et ansvar" henvender sig til netop denne målgruppe af fagpersoner med budskabet om at der – trods de mange ubehagelige dilemmaer – skal gribes ind, når en pige enten er blevet, eller er i fare for at blive omskåret; alle former for kvindelig omskæring er ulovligt og strafbart i Danmark, ligesom det er tilfældet i de øvrige lande, der har ratificeret FN’s konvention om barnets rettigheder. Og som offentligt ansat har man ifølge Lov om Social Service udvidet pligt til at underrette de kommunale myndigheder, hvis man har mistanke om at et barn under 18 år er udsat for misrøgt, mistrives eller på anden måde har brug for hjælp og støtte.
Ældre kvinder med magt
Men der skal gribes ind på et velinformeret og respektfuldt grundlag, er pointen i begge de to stykker undervisningsmateriale. Og det skal ske ud fra den kendsgerning, at mange indvandrerfamilier, der kommer fra lande, hvor man praktiserer forskellige former for kvindelig omskæring, faktisk af egen vilje har lagt den barbariske skik bag sig. I nogle familier vakler man imidlertid imellem traditionens tryghed og tilpasningen til den nye kultur. I "Den brudte Tavshed" pointerer Nahid Toubia, kvindelig læge, bosat i England, og selv med opvækst i et nordafrikansk samfund – det bliver ikke præciseret hvor – at skillelinien for og imod omskæring ikke nødvendigvis går mellem familierne og det omgivende samfund, men meget ofte ned midt i familierne. Og skillelinien går heller ikke nødvendigvis mellem kønnene. Tværtimod er det ofte familiens ældre kvinder, der er de mest ihærdige, når det gælder om at håndhæve traditionen.
– Det er vigtigt at forstå, at kvinder i de fleste afrikanske samfund ikke har ret meget magt, hverken økonomisk eller beslutningsmæssigt. Det magtrum de kan få i et så stærkt patriarkalsk samfund, skal de derfor forhandle sig til. Så altså; hvis vi som kvinder påtager os ansvaret for at omskære vores døtre, så traditionen kan fortsætte, får vi til gengæld respekt. Og vi får vores døtre gift, og giver dem dermed social og økonomisk sikkerhed. Og det får vi også selv, da vores børn skal tage sig af os når vi bliver gamle, siger Nahid Toubia, der mener, at gennembruddet med hensyn til mødres modstand mod omskæring først kommer, når indvandrerkvinder fra disse kulturer virkelig erfarer, at der i et vestligt samfund er andre måder at opnå magt på for kvinder.
I pjecen "Vi har alle et ansvar" nævnes det også, at ældre kvinder, der praktiserer traditionel omskæring i fx Somalia, ganske enkelt har en økonomisk interesse i at opretholde skikken. Både for dem og andre kvinder handler omskæring om overlevelse: Når mænd er opdraget til at gifte sig med omskårne kvinder, og kvinder opdraget til at opleve ægteskabet som eneste fremtidssikring, skal argumenterne for at modsætte sig denne tradition pege på andre muligheder for økonomisk og social sikring.
Modstridende følelser
Og, som en ung vestafrikansk jordemoder, også bosat i England, påpeger i filmen, så skal man være opmærksom på, at mange unge og ganske velintegrerede indvandrerkvinder selv er dybt splittede mellem deres forældres forventninger, om at de gør det "rigtige" – og så det øvrige samfunds konstante udtryk for dyb afsky overfor skikken.- Mange ansatte i sundhedssystemet er ikke særlig fintfølende overfor spørgsmålet, og det gør det i virkeligheden meget vanskeligt for disse unge kvinder at søge hjælp, siger Comfort Mamoh.
At der er tale om et sandt minefelt af magthensyn og modstridende værdier og følelser, kommer allerede til udtryk hos den første kvinde i filmen, den somaliske psykiater Fatuma Ali, som selv blev sunni-omskåret syv dage gammel. Det mindre drastiske indgreb, som var skikken i hendes familie, gjorde imidlertid, at hun skilte sig ud fra sine legekammerater.
– Jeg følte ikke, at jeg var lige så meget værd som dem. Jeg gemte mig hele tiden og fik psykologiske problemer, fortæller hun.
Og endelig anfægter Fatuma Ali fordommen om at omskårne kvinder pr definition er frigide.
– Det er min oplevelse, at mange omskårne kvinder udvikler en større sensitivitet i andre dele af deres krop, på brysterne, ballerne, i ansigtet og maven, lyder hendes bidrag til en mere nuanceret opfattelse af de kvinder, der må leve med lemlæstede kønsdele.