Det gælder i første omgang om at dække egne behov og realisere sig selv, derefter kan man give til fællesskabet. Sådan lyder Birthe Lindahl Hansens, Institut for Fremtidsforskning, karakteristik af den generation, der nu bevæger sig ud på arbejdsmarkedet.- De er vokset ind i en kultur, hvor først Folkeskolen prisede individet frem for fællesskabet. Siden har de haft uendelige valgmuligheder og fleksibilitet i et uddannelsesforløb. Men fleksibiliteten følger ikke altid med i lønarbejdet, slet ikke i sygehussektoren – og det kan give problemer, siger fremtidsforskeren.
– Det nytter ikke, at man ikke vil tage sin del af nattevagterne eller kommer for sent til en vagt, altså at stille sig uden for fællesskabet. Desuden er det hårdt arbejde at stå uden for de fællesskaber, man er i, for det betyder, at man hele tiden selv skal realisere sig og opbygge en identitet. På den måde får man ansvaret for alle forhold i livet: Økonomien, identitetsdannelsen osv., hvor vi før i tiden lænede os op ad, hvad de andre gjorde, siger Birthe Lindahl Hansen.
Dn øgede fokusering på individet smitter også af på de nyuddannede jordemødre, lyder det fra flere fødesteder. Men det nye fokus har langt fra kun negative konsekvenser. Ulla Friis, der er afdelingsjordemoder på svangre-barselafdelingen på Københavns Amts Sygehus i Gentofte, siger:
– Det har slået mig, at de nyuddannede har en faglig åbenhed over for »alternative« afdelinger og en stor og umiddelbar interesse for nye tiltag, hvor vi har måttet kæmpe mere med den gamle garde, siger Ulla Friis med henvisning til omstruktureringer på afdelingen, der førte til, at jordemødrene skulle tage sig af svangre- og barselomsorgen.
Mange krav
Netop de skiftende vagter – døgnet og året rundt – er en konstant kilde til debat og fordeling i et jordemodercenter. Ifølge flere garvede jordemødre er en del af de nyuddannede jordemødre ikke indstillet på, at hver tredje vagt ligger om natten.- Efter de første tre måneder ser de mere udslidte ud end en jordemoder på 60. De er slet ikke vant til travlheden og nattevagterne. Hvor mange lidt ældre jordemødre nyder friheden med de skiftende vagter, er det ofte mere en belastning for de nyuddannede, siger Ulla Friis.
Lisbeth Bøge, der var vicechefjordemoder i Gentofte, medgiver, at hun nok er af »den skrappe type«. Hun har stor forståelse for, at de unge jordemødre er utilfredse med lønnen, men har svært ved at acceptere nogle jordemødres indstilling til faget.
– Vi andre planlagde fritidslivet efter vagterne, nu er det lige omvendt. Det er uforeneligt med det fag, vi har. Derfor tror jeg, at mange flygter fra faget kort tid efter uddannelsen, siger Lisbeth Bøge.
Ellen Tobiassen, der er jordemoderchef i Storstrøms Amt, oplever også, at de nyuddannede har svært ved at magte døgnvagterne og arbejdet om natten, og at de søger om at komme på nedsat tid.
– Man kan spørge sig selv, om de bliver forkælede i uddannelsen og om de bliver forskånet for nattevagterne i elevtiden, så de slet ikke er forberedt på belastningen, siger Ellen Tobiassen.
Randi Iversen, vicechef på Hvidovre Hospital, mener, at det hænger sammen med, at de unge kvinder stiller mange krav til sig selv i dag, og at de ikke vil arbejde til den hyre, det giver at arbejde både nat og weekend.
– Man skal både præstere det perfekte familieliv og den perfekte karriere, og det er altså svært med skiftende vagter. Derfor taler vi både med vores studerende og med de nyuddannede om, hvordan det belaster hverdagen og hvordan man håndterer udfordringerne i faget, siger Randi Iversen.
Husk forhandling ved ansættelsen
Ingen af de nyuddannede jordemødre, tidsskriftet har talt med i forbindelse med denne artikel, kan nikke genkendende til, at de skulle være mindre indstillet på at arbejde på skæve tidspunkter end de ældre i gårde – eller at de ikke vidste, hvad de gik ind til. Vagterne er en belastning, men de nyuddannede oplever ikke, at det er meget hårdere for dem end for andre. Og de oplever slet ikke, at de bliver skånet for de upopulære vagter. Det kom dog som en overraskelse for Trine Norreen, hvor lang tid det kan tage at komme sig over en døgnvagt, hvis man er kaldt en stor del af tiden.- Jeg prøvede ikke døgnvagter som elev og det var nok en fejl, siger Trine Norreen, der har været ansat på amtssygehuset i Gentofte siden foråret. Hun har da hørt andre nyuddannede brokke sig over vagterne, men har aldrig oplevet andre kolleger give udtryk for, at vagterne ikke blev fordelt rimeligt.
– Vi hører til en generation, der stiller krav, præcis som de gravide gør det, og det kan vi blandt andet gøre, fordi der er mangel på jordemødre. Det er et godt udgangspunkt for en forhandling, når man skal ansættes, siger Trine Norreen.
Der er en ting, som Lone Halkier, der siden juni i år har været ansat på Aalborg Sygehus, vil gøre om næste gang, hun søger job.
– Jeg vil bruge mere tid på at finde ud af stedets lønpolitik og lokalaftaler. Jeg blev overrasket over, at jeg ikke kan få mine tillæg og overarbejde udbetalt. Man trænger til pengene, når man skal i gang med at betale uddannelseslånene tilbage. Næste gang vil jeg stille krav, før jeg skriver under på en ansættelse, siger Lone Halkier fra Aalborg.
Den tomme krybbe
Anne Ruby var helt forberedt på, hvad jordemodergerningen, vagterne inklusive, ville komme til at kræve af hende, da hun søgte sin første ansættelse på Frederiksberg Hospital. Allerede som studerende kendte hun til skifteholdsarbejdets negative indflydelse på helbredet, og hun var helt på det rene med, hvordan de skiftende arbejdstider kan være med til at styre det sociale liv uden for arbejdspladsen. Alligevel er der en forskel på accepten af de afkald, som det giver, nu hvor eksamen er i hus.- Som studerende knoklede jeg for at få den eksamen, jeg så gerne ville have. Nu knokler jeg for en løn, som jeg synes, er uanstændig, og det gør regnskabet meget tydeligt for mig. Selvom jeg godt vidste, at det ville være sådan, så har jeg da taget op til overvejelse, om det er det, jeg vil resten af livet. Vil jeg betale prisen, helbredsmæssigt og socialt, for en ringe løn?, siger Anne Ruby.
Anne Ruby kender ikke til, at der skulle være knas med kollegerne eller ledere om fordeling af vagterne. Hun mener, at snakken om at de unge ikke kan tåle mosten, er et symptom på, at hestene bides, når krybben er tom.
– Det er hårdt at være jordemoder i dag og det gør, at man fx ser de unge i et modsætningsforhold til de ældre jordemødre. Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi er ud af en kvindekultur, hvor man bare har sagt ja. Derfor bliver det måske anset for at være lidt vrangvilligt, hvis man ikke bare springer til og siger ja til en ekstravagt, men først lige vil have at vide, hvad man får for det. Selvfølgelig indgår overvejelser om forpligtelser over for fællesskabet da i mine overvejelser i sådan en situation, men jeg vurderer også, om det er tiden værd i kroner og ører, siger Anne Ruby.