En hårfin balance

Intentionen bag mentorordninger for sygeplejestuderende med etnisk minoritetsbaggrund, er at anerkende kulturelle forskelle og at vise hensyn. Men det er ikke altid det mest hensigtsmæssige. En ny specialeafhandling fra Roskilde Universitetscenter* peger på, at integrationsindsatser som disse rummer en fare for at cementere de barrierer, man gerne vil bryde.

Hensyn. Ellers tak!

Når man som nydansker træder ind i det danske uddannelsessystem, er det ikke sjældent, at man bliver præsenteret for en række særlige tilbud, der skal gøre studietiden og det kommende arbejdsliv lettere. Det kan være tilbud om ekstra danskundervisning, lektiehjælp eller støtte fra en mentor.

Særligt sidstnævnte er inden for de senere år blevet en af de mere populære metoder til at optimere etniske minoriteters succes i uddannelsen og på arbejdsmarkedet. Men som rendyrket integrationsindsats kan der imidlertid ske det, at den anden etniske baggrund bliver lig med faglig eller social skrøbelighed — også selvom det for mange slet ikke er tilfældet.

I en undersøgelse, som vi har foretaget i forbindelse med vores speciale, fokuser vi netop på de udfordringer, der er forbundet med at ville ’det gode’ — at integrere og være rummelig. Vi peger bl.a. på, at de gode in-tentioner kan medføre en skævvridning, hvor der skabes forventnin- ger om kulturelle barrierer, der ikke nødvendigvis er til stede, og at de personer, man ønsker at inkludere og vise hensyn, ofte kan føle sig ekskluderet fra fællesskabet.

”Hvorfor skal det kun gælde for os?“
Ved en række sygeplejeskoler i Sønderjylland valgte man i 2003 at etablere en mentorordning for studerende med anden etnisk baggrund end dansk. Målet med ordningen var at tiltrække og fastholde de studerende i uddannelsen og forberede dem på de udfordringer, der er forbundet med at være sygeplejerske og kollega i Danmark. Der var altså tale om en indsats, som skulle lære disse studerende, hvad det vil sige at bevæge sig rundt i det danske sundhedsvæsen.

Projektansvarlig Bente Strager fortæller:

– Hele projektet var jo for — og om nydanskere. Og det er der mange grunde til, kan man sige. Først og fremmest er der relativt få med anden etnisk baggrund på sygeplejeuddannelsen. Og når de kommer ind, så har de et stort frafald. Så jeg synes ikke, det var svært at forestille sig, at man skulle gøre noget særligt i forhold til den gruppe, siger Bente Strager.

Da vi spurgte de studerende, der har deltaget i projektet, om, hvornår man har brug for en mentor, var det imidlertid ikke kun det at være ny i landet, der var afgørende. De peger på mange forskellige ting som fx manglende netværk, faglig skrøbelighed og eksamensangst. Mange af vanskelighederne kunne altså lige så vel gælde for etnisk danske sygeplejestuderende. Deltagerne i projektet har derfor også svært ved at forstå, hvorfor mentorordningen kun var rettet mod etniske minoriteter. En rumænsk sygeplejestuderende, Larisa, fortæller:

– Jeg kan ikke forstå, hvorfor mentorordningen kun skal være for os? Jeg synes også, det ville være en stor hjælp for danskerne. Og fortsætter:

– Når jeg kigger rundt i klassen, er der også nogle af de danske piger, som har problemer. De har måske mere brug for en mentor, end jeg har, siger Larisa.

Larisas pointe er klar: Det, at man er etnisk minoritet, betyder ikke nødvendigvis, at man ikke slår til rent fagligt. Flere af mentee‘ erne i projektet har medbragte uddannelser og er hverken mindre studieegnede eller ressourcesvage. De oplever derfor, at de bliver sat i bås, når de tildeles en mentor alene på baggrund af deres fremmedklingende navne.

Vi vil fortælle nogle nye historier
Paula, der kommer fra Chile, har været dansk gift og bor nu i Danmark på 6. år. Hun er sygeplejestuderende, og har haft en mentor i forbindelse med uddannelsen. Paula er træt af altid at blive sammenlignet med dem, der er ’utilpassede’ eller ’forkerte’:

– Der fokuseres altid så meget på de mest ekstreme tilfælde. Der fortælles sjældent om sådan nogle som mig, der bare går rundt og gør det så godt, som vi kan, siger Paula.
Vores undersøgelse peger på, at studerende med anden etnisk baggrund ofte føler sig reduceret til repræsentanter for et etnisk mindretal, som de ikke altid føler, at de afspejler. Flere af de studerende fortæller derfor også, at de helst vil betragtes og behandles på lige fod med deres etnisk danske medstuderende. Den positive forskelsbehandling de har fået ved at blive tildelt en mentor, har haft den modsatte virkning: At det netop er forskellene, der peges ud og dermed forstærkes.

Der er flere grunde til at få en mentor
Det handler altså om, at de studerendes ikke-danskhed hverken bliver gjort til en særlig kvalifikation eller til et handikap. Men dermed ikke sagt, at kulturelle forskelle ikke har en betydning. Flere af deltagerne i projektet fortæller om situationer, hvor det har været rart at have en at spørge til råds. Nelja, der har 7 års erfaring som sygeplejerske i Rusland, fortæller:

– I mit hjemland holder sygeplejerskerne lidt mere afstand til patienterne og er mere bestemmende. Her har patienterne medansvar for deres eget helbred og spørger sygeplejersker og læger, fortæller hun.

Det er altså ikke sådan, at en mentor ikke kan bruges i forhold til at lære, hvordan en dansk hospitalskultur ser ud, og hvordan man drager omsorg og kommunikerer med patienterne. Det, der bare er vigtigt er, at den, der skal have en mentor, selv synes, at det giver mening — fagligt eller socialt. At man kommer fra et andet land, er ikke en begrundelse i sig selv.

Vores pointe med undersøgelsen er derfor ikke, at mentorordningen har slået fejl. Tværtimod fortæller samtlige mentee’er om vellykkede mentorforløb, hvor de både er blevet støttet fagligt og personligt:

– Jeg kan stole på min mentor og snakke med hende, uden at det går videre til min vejleder, fordi hun er uafhængig af skolesystemet og praktikstedet, fortæller Ashkan, der kommer fra Iran.

Netop fordi mentorrelationen er et personligt møde, løsrevet fra den kontekst, mentee skal begå sig inden for, er der mulighed for at skabe et frirum, hvor det er tilladt at stille ’dumme’ spørgsmål, vise usikkerhed og finde støtte.

Hvilke forskelle skal gøre en forskel?
Det er altså ikke intentionen om at hjælpe nogen, der fagligt, socialt eller kollegialt har det svært, der er forkert. Det er i høj grad her, mentorordninger finder deres eksistensberettigelse. Det er blot afgørende, at den, der skal ’hjælpes’ også oplever et behov for hjælp. Flere af de mentee‘er, vi har snakket med, har fx skullet overbevises om, at det gav mening for dem at have en mentor. Med tiden har flere også fundet meningen, men ikke nødvendigvis ud fra de opstillede kriterier.

Når man etablerer integrationsindsatser som fx mentorordninger for studerende med anden etnisk baggrund, kommer man ofte til at opdyrke en forestilling om generelle behov, som ikke nødvendigvis afspejler den virkelighed, den enkelte studerende repræsenterer.

Vores undersøgelse skal ikke punktere det forhold, at etniske minoriteter kan have svært ved at gennemføre en uddannelse i Danmark. Men vi kan til gengæld pege på, at det ikke nødvendigvis er ikke-danskheden, der er afgørende for, hvad de har brug for hjælp til.

Gunilla Lindevall Hansen og Nina Westergaard er begge uddannet cand.comm fra Roskilde Universitetscenter. Gunilla har desuden læst Kultur- og Sprogmødestudier og Nina Pædagogik og Uddannelsesstudier.


Hvad er en mentorordning?
En mentorordning er en relation mellem to personer. Mentoren er den erfarne inden for et område eller en profession, og skal forsøge at videregive sin viden og erfaringer til mentee’en.

Mentorordninger kan have mange forskellige formål. I erhvervslivet bruges de gerne som redskab til at introducere nyansatte til arbejdspladsen eller tildeles udvalgte medarbejdere, som virksomheden ønsker at støtte. Inden for det offentlige er de derimod oftest rettet mod marginaliserede grupper som for eksempel udsatte unge, handicappede og etniske minoriteter.

Ingen særordninger på jordemoderuddannelserne

Tidsskrift for Jordemødre har kontaktet jordemoderuddannelserne i Danmark. Der findes i øjeblikket ingen tilsvarende tiltag for jordemoderstuderende med etnisk minoritetsbaggrund i København, Ålborg eller Esbjerg. Marianne Axelsen fra Jordemoderuddannelsen i København fortæller:

– Vi foretager os ikke noget særligt i forhold til den gruppe studerende, og vi registrerer heller ikke hvor mange studerende, der har anden etnisk baggrund end dansk, fortæller Marianne Axelsen og fortsætter:

– De studerende tilbydes ikke særlige vilkår alene på baggrund af et fremmedklingende navn, men alle kan få individuel studievejledning efter behov — som både kan være af kulturel, faglig eller personlig karakter. Derudover kan alle studerende søge om forlænget eksamenstid ved fx sproglige eller læsemæssige problemer.

*Specialeafhandlingen
Artiklen bygger på specialeafhandlingen ‘Hvor går grænsen? — om mentorrelationer i integrationsindsatsen’ fra november 2006. Undersøgelsen tager udgangspunkt i projektet ‘Kompetenceudvikling i forhold til sygeplejerskeuddannelsen for nydanskere’, der løb fra 2003-2005 ved sygeplejeskolerne i Ribe, Vejle og Sønderjyllands amter.
11 sygeplejersker og 5 sygeplejestuderende (alle første generationsindvandrere) er blevet interviewet og har fortalt om deres oplevelser med mentorordningen, sygeplejestudiet og det at være ny i Danmark. Undersøgelsen problematiserer bl.a. mentorordninger, der målrettes etniske minoriteter og peger på, at det er en hårfin balance, hverken at overtone eller underbetone de kulturelle forskelle.

Mentee’ernes navne er anonymiserede.