Liv, nybagt mor:
”Jeg havde en positiv oplevelse af det (fødselsforløbet), selvom det gjorde ondt. Så længe jeg nærmest fra gang til gang bare fik at vide, nu har du åbnet dig en centimeter mere, så var det fint nok, for så var der ligesom fremskridt. Men da der ikke skete noget som helst i de der tre timer, så faldt verden sammen, kan man sige. […] der knækkede filmen, indtil jeg så fik at vide, nu har du åbnet dig otte centimeter, det tager ingen tid nu, så var der ligesom en gulerod, og så kunne man så godt overskue den smerte […]. Jeg tænkte hele tiden, at det her det gør ondt, og det var jo en stor smerte, men jeg tænkte også, at jeg kunne godt bære den, når jeg vidste, at der skete noget. Men da der så ikke var sket noget, så kunne jeg simpelthen ikke overskue, at smerterne skulle blive stærkere, uden at jeg fik noget lindrende”. ”[…]
Jeg kan huske, at jeg tænkte; jeg skal bare have den [epiduralblokaden], men at jeg var rigtig, rigtig ked af, at jeg ikke fik lov at føde på klinikken. Det kan jeg huske, at det var den tanke, der kom op i hovedet på mig, at jeg havde ikke særlig meget lyst til at skulle over på fødegangen, fordi jeg jo havde den der tanke om, at det skulle være så naturligt som overhovedet muligt. Men for mig var der bare ingen anden løsning lige dér, at hvis der ikke var sket noget, så skulle jeg bare have den. Jeg er lykkelig for forløbet, og jeg er så glad for, når jeg ser tilbage på det, at jeg overhovedet ikke har fået noget smertestillende, altså, jeg havde det dér lattergas, men det ser jeg ikke som noget, fordi at jeg synes det…det gjorde, at jeg fødte meget, meget naturligt. Det gjorde, at jeg fik den fødsel, jeg gerne ville have, og jeg må indrømme, at jeg havde det sådan, at jeg var stolt af mig selv. Det er det største, jeg nogensinde har været igennem, fordi smerten var så voldsom […]”.
Rebekka, jordemoder:
”Den var god, men det er jo ikke det samme, som at hvis man får en rygbedøvelse, så er det ikke en god fødsel. Men jeg forestiller mig, at hun [Liv] synes, at det var en god fødsel, fordi hun klarede sig uden noget bedøvelse. Men du spurgte, om det var en god fødsel for mig. Ja, et meget normalt forløb, men der var alligevel de der tanker om, hvorfor kommer den [barnet] ikke længere ned, og hvorfor åbner hun sig ikke, når jeg synes veerne er gode”.
Rebekka fortæller videre, at hun synes, det var nemt at kommunikere med Liv og læse hendes signaler. Hun følte sig ikke i tvivl om, hvad Liv gerne ville og helst ikke ville. Til gengæld er hun lidt skuffet over sin egen indsats, idet hun havde en følelse af at give op, da hun tilbød Liv en epidural.
Omvendt synes hun ikke, at der var andet at gøre, for som hun forklarer:
”Jeg turde heller ikke sige, at det kan du godt det her, fordi jeg var stadig lidt i tvivl om, om der var en årsag til at den (barnet) ikke kom ned, når nu veerne var gode”.
Når Rebekka helst ville have undgået epiduralblokaden, er det fordi: ”Jeg synes, det var ærgerligt, nu hvor hun (Liv) havde klaret det så godt, og hendes udgangspunkt var, at hun godt kunne tænke sig at klare sig uden den,… og så synes jeg, at det var ærgerligt sådan rent fødselsmæssigt, fordi jeg vidste, at når droppet blev sat, så ville det komme til at gå, som det gjorde; hurtigt, og så er den mere til besvær end til gavn i forhold til presseperioden.”