Efterfødselsbesøg i Gjellerup

Jordemødrene tilbyder hjemmebesøg efter fødslen til nybagte mødre i ghettoområdet, Gellerup, vest for Århus. Familieplanlægning og prævention står øverst på dagsordenen sammen med en snak om fødslen.

Sundhed fordeler sig skævt. Det bekræftes jordemødrene i ghettoområdet Gellerup ofte i, og det er baggrunden for, at alle nybagte mødre nu tilbydes en samtale to til fire uger efter fødslen. En opgørelse fra 2008-2009 viser, at 14 procent af kvinderne i området ikke har planlagt graviditeten eller direkte ikke ønsker den. Hver femte gravide var under 24 år. Hver tiende havde psykiske problemer. Og knap halvdelen var på overførselsindkomst. Men de lidt dystre tal dominerer ikke arbejdet for Tanja Lyth, der er en ud af fire jordemødre, der har konsultation og hjemmebesøg i Gellerupområdet. For jordemoderen er mangfoldigheden og andre måder at leve på med til at gøre arbejdet spændende.

– Her er et bredt spektrum af folk og problematikker, fra de velfungerende, veluddannede til de meget sårbare, der netop er kommet til landet og skal have hjælp til opholdstilladelse. Og så dem midt imellem, der kan have været i Danmark i flere generationer, siger Tanja Lyth. Hun har været med til at beskrive og indføre tilbuddet til de ca. 200 kvinder fra Gellerupområdet, der hvert år bliver gravide. Landsdækkende undersøgelser viser, at indvandrekvinder ofte mangler basal viden om kroppens fysiologi og om reproduktiv sundhed. Det giver sig blandt udslag i, at markant flere indvandrere og efterkommere får provokerede aborter end etnisk danske kvinder.Med tilbuddet om efterfødselsamtale håber jordemødrene, at de kan være med til at øge kvindernes selvtillid og viden. Rustet med materiale fra Sex og Samfund og Præventionsguiden forsøger de at identificere den enkelte kvindes og families behov og ønsker.

– Vi kender jo kvinderne fra en eller måske flere graviditeter, så vi ved, hvad vi skal spørge ind til. Det er meget forskelligt, hvad kvinderne har brug for og lyst til at tale om, men vi lægger vægt på, at alle spørgsmål omkring fødslen bliver afklaret, og at kvinderne bliver afklaret med hvilken form for prævention, de vil bruge. Hvis de har brug for det, kan vi også hjælpe dem med at tage kontakt til egen læge, hvis der for eksempel skal lægges en spiral op, siger Tanja Lyth, der flere gange har oplevet, at besøg i hjemmene involverer andre kvinder, der er til stede.

– Det er en rigtig god anledning til at få en snak om, hvor mange børn man ønsker sig, og om, hvor tæt de skal komme, siger jordemoderen.

Tre måneder efter fødslen kontakter jordemødrene familierne pr. telefon for at høre, hvordan det går, og om der er styr på det med præventionen. På længere sigt vil virkningen af indsatsen blandt andet blive målt på, hvor mange ikke ønskede eller uplanlagte graviditeter, der er blandt kvinderne i Gellerupområdet.