Det værste skete

Karin Blomberg har oplevet enhver jordemoders mareridt: En gravid kvinde døde pludseligt og uventet mellem hænderne på hende. De særlige omstændigheder ved forløbet gjorde det ekstra svært for jordemoderen at komme ovenpå igen arbejdsmæssigt og privat.

Hun har stadig, et halvt år efter, let til gråd når hun kommer til et bestemt sted i sin beretning om den forfærdelige nat. Det er der, hvor en læge på traumecenteret på Rigshospitalet beder hende om at lytte efter hjertelyden på det barn, der befinder sig inde i maven på den døde kvinde, hun og det øvrige ambulanceteam lige har bragt ind.

– Jeg siger fortvivlet: "Jamen, moren er jo død og har været det i mindst 50 minutter. Hvad skal det til for?". Forestillingen om at vi kunne redde det barn, forekom mig helt absurd, og jeg bakkede rent fysisk helt bagud. Jeg kunne slet ikke få mig selv til det. Jeg havde aldrig før været ude for et dødsfald i mit arbejde, og var meget rystet, fortæller jordemoder Karin Blomberg.

I dag er Karin Blomberg tilbage på sit arbejde på fødegangen på Roskilde Amtssygehus, men er stadig præget af den voldsomme oplevelse. Hun har været sygemeldt i sammenlagt to måneder og har fået psykologhjælp til at bearbejde det kaos af følelser, som med mellemrum stadig vælder op i hende og gør hende angst, søvnløs og deprimeret. Men hun er stadig vred på sin arbejdsplads, fordi der ikke var et beredskab til at samle hende psykisk op, da hun var allerlængst nede.

– Falckreddere og politiet har et kriseberedskab. I sygehussektoren må vi selv kæmpe for at få hjælp, konstaterer hun.

Den værst tænkelige situation
Karin Blomberg, der bor i København, var mødt til en døgnvagt på sin afdeling. Der var som sædvanligt travlt, da hun bliver kaldt over på afsnittet for syge gravide. Her er en kvinde i 30’erne netop blevet indlagt til observation for galdesten. Hun er i stærke smerter og har et tårnhøjt blodtryk. Og – fremgår det – er tilsyneladende ikke klar over, at hun er gravid. En scanning viser at hun er i ca. 26. svangerskabsuge. Kvinden bliver dybt chokeret over den oplysning. Hun fortæller, at hun bor alene, og ønsker ikke at sygehuset kontakter hendes pårørende.

Observationer viser, at hun ingen nyrefunktion har, men umiddelbart ser det ikke ud til, at der er tale om en svangerskabsforgiftning. Hun kan stadig sidde op, og får lyttet hjertelyd hver 10. minut. Efter en konference mellem den lægelige for- og bagvagt, bliver man enige om, at Karin Blomberg skal overvåge hende.

– Men jeg blev hele tiden nødt til at gå ud for at ringe til bioanalytikerne for at bestille prøver og få analyseresultaterne. Og der var i det hele taget travlt på afdelingen, så reelt var jeg der ikke hele tiden, siger Karin Blomberg, der dog har sikret sig, at der sidder en anden-års jordemoderelev ved sengen under hele forløbet. Alligevel martrer det hende i dag, at hun måske kan have overset noget, der kunne have reddet kvindens liv.

Akut overflytning
Men at det er en rigtig dårlig patient, er der ikke tvivl om. Bagvagten beslutter, at kvinden skal forløses med det samme. Det betyder, at hun skal overføres til Rigshospitalet, som tager sig af forløsninger før 30. svangerskabsuge i Roskilde Amt. Karin Blomberg skal sammen med en læge og en anæstesisygeplejerske følge med i ambulancen. Blodtrykket er imidlertid faldet en smule hos patienten.

– Vi forsøger igen at gøre kvinden klart, at hendes tilstand er alvorlig, og at det vil være bedst, at vi får kontakt til hendes pårørende. Det afviser hun igen. Oven i alt det andet praktiske, der skal ordnes inden man kan foretage en overflytning, er det meget frustrerende at skulle forholde sig til den omstædighed. Jeg er i det hele taget stresset og har nerverne uden på, siger Karin Blomberg.

Ambulancen sætter i gang med besked til chaufføren om at køre langsomt. Teamet har forberedt sig på at kvinden kan gå i krampe, og er klar med den relevante medicin. Efter ca. et kvarters helt udramatisk kørsel, hvor der ikke bliver talt meget, virker kvinden rastløs og tager sig til brystet. Hun klager desuden over tørst, men afviser at have smerter efter at have fået smertestillende medicin. Umiddelbart efter giver det pludselig et ryk i kvindens ene arm – og så er hun væk. Der er hverken puls eller åndedræt. Karin Blomberg kaster sig op til hovedgærdet og river puden væk, og de næste hektiske minutter går med forsøg på genoplivning. Der er ingen reaktion. Beskeden til chaufføren lyder nu på en kørsel 1 med udrykning. Til Traumecenteret, ikke til fødegangen.

Fagligt er alt i orden
– Fagligt set kører det hele efter bogen. Vi er slet ikke i tvivl om, hvad vi skal gøre, erindrer Karin Blomberg

På Rigshospitalet overgiver de tre Roskilde-folk den livløse patient til et traumeteam. De forsøger genoplivning med defibrillator, men efter en halv time erkender holdet, at der ikke er noget at gøre. Det er her jordemoderen oplever sin første stærke reaktion på det helt uventede dødsfald. Få timer tidligere havde kvinden siddet op i sin seng og drukket cola.

– Vi var alle chokerede, også det personale, der kom løbende ned fra fødegangen. Og da én sagde, at vi skulle have fat i politiet, så der kunne optages rapport, fik jeg en følelse af panik: Havde jeg gjort alt, det jeg skulle? Politiet skal jo involveres ved alle dødsfald, der sker uden for sygehuset, men jeg var reelt ikke i stand til at tænke én klar tanke udover at det var mit ansvar dét, der var sket.

Karin Blomberg er dog udadtil rimelig fattet, får hun senere at vide. Sammen med lægen og sygeplejersken sætter hun sig for at få lidt samling på sig selv, og få givet rapport til to ansatte fra fødegangen. Men der er også travlt på Rigshospitalet, så de må hurtigt videre. Selv skriver de tre forløbet ned; hvem gjorde hvad. Ambulancefolkene er imidlertid ved at blive utålmodige. Om de skal med tilbage til Roskilde? Lægen og sygeplejersken tager tilbage til afdelingen, men Karin Blomberg vælger at tage hjem til sin bopæl i nærheden af Rigshospitalet. Det var en stor fejl, erkender hun i dag; hun skulle ikke have været alene de første timer efter tragedien.

Gråd, søvnløshed og tvivl
– Klokken var 3.30 om natten og jeg kunne slet ikke forholde mig til flere patienter den nat. Men jeg kunne selvfølgelig heller ikke sove. Jeg får hovedpine, og kommer pludselig til at tænke på jordemodereleven, som jeg nu synes slet ikke skulle have været blandet ind i sagen. Hele filmen kører konstant inde i mit hoved. Næste dag ringer jeg til en kollega og spørger om, hun kan komme forbi. Hun er i døgnvagt, men kommer med det samme hjem til mig. Hun er meget omsorgsfuld, og jeg græder meget. Jeg kan nu godt forstå, at det endelige ansvar for forløbet selvfølgelig ikke er mit. Alligevel reagerer jeg kraftigt, da en eller anden et par dage senere antyder, at den patient slet ikke skulle have været på landevejen. Skulle jeg have forhindret det? er min første indskydelse.

Karin Blomberg melder sig syg til nattevagten. Hun har ikke fået sovet. Den læge, der have været med ambulancetransporten ringer hjem til hende for at tale om deres fælles oplevelse. Det er hun taknemlig for.

Dagen efter aftaler de implicerede selv at afholde et debriefing-møde for at drøfte forløbet igennem. Mødet, der er sat til en time, er imidlertid præget af mangel på koncentration, føler Karin Blomberg. Deltagerne har travlt med andre gøremål og ankommer enten inde i mødet, eller går før tid. Hun havde også gerne set, at der havde været en person udefra – allerhelst en psykolog til at vejlede, eller i alt fald overvåge, samtalen. En bemærkning på mødet bider sig fast: "Nu håber jeg ikke, at nogen af Jer går ned på det her".

– Jeg fik en følelse af, at det var en advarsel imod at få det "for dårligt". Men jeg havde det jo allerede rigtig, rigtig dårligt. På det tidspunkt har jeg svært ved at tro, at jeg nogensinde kunne gå ind til en fødende igen og forsikre hende om, at det nok skal gå, siger hun.

Selvom det er hårdt at gå på arbejde med en nagende følelse af usikkerhed over for sin egen dømmekraft, med lurende migræneanfald og en puls, der prompte reagerer på de mindste påmindelser om den tragiske hændelse, er det trods alt bedre end at være hjemme. Kollegernes støtte er uvurderlig, men alligevel tager et kejsersnit pippet fra hende. Der er ingen faglig rutine at køre på, og hun bliver til stadighed overmandet af grådanfald. Vicechefjordemoderen sender hende hjem.

Intet tilbud om psykolog
– Selvom det er helt tydeligt, at jeg er meget belastet, får jeg ikke umiddelbart tilbudt psykologhjælp. Jeg får at vide, at jeg enten kan tale med sygehuspræsten eller komme på Fjorden (det lokale psykiatriske hospital, red.). Men jeg føler ikke, at jeg har brug for en psykiater, men en psykolog. Helt undtagelsesvist får jeg lov til at få en aftale med en psykolog, der er tilknyttet hospitalet. Den første halvanden time sidder jeg bare og græder. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet orker at være jordemoder mere.

Psykologen beordrer en sygemelding. Den første bliver på 14 dage – med konstant dårlig samvittighed over for kollegerne, der må spæne hurtigere i hendes fravær. Efter den første konsultation tiltusker hun sig endnu et par aftaler med psykologen. Det gør godt at få ryddet ud i noget gammelt bagage. Og hun får spurgt sig selv hvorfor hun – i modsætning til de andre involverede – reagerede SÅ kraftigt.

– Jeg havde været så gal på kvinden, fordi hun ikke havde passet bedre på sig selv. Hvordan kunne hun have undgået at se, at hendes mave voksede og vide at hun var gravid? Det provokerede mig i ekstrem grad. Uden tvivl, fordi jeg heller ikke altid selv er så god til at passe på mig selv. I den her situation har jeg heller ikke gjort det, men har igen og igen overhørt signalerne fra min krop om at jeg ikke kunne arbejde. Jeg har haft hovedpine, hold i nakken og været utrolig anspændt.

Det blev da også til flere sygemeldinger, men i dag tror Karin Blomberg på at "tiden er din bedste ven", som psykologens trøst lød; resten af arbejdet med at få følelserne så meget på plads, så hun kan fungere igen, må hun selv gøre.

– Men i første omgang kan man bare ikke handle professionelt over for sig selv. Der skal man altså have hjælp, konstaterer hun.

Og hun er kommet videre: Da hun for nylig var ude for at en gravid med præklampsi i 28. uge skulle overflyttes til Rigshospitalet, var hendes første indskydelse ikke "åh, nej – nu sker det igen!".

– Da oplevede jeg heldigvis at min professionelle rutine var tilbage. Jeg tænkte i stedet rationelt, at så slem en oplevelse, kommer jeg sandsynligvis ikke ud for igen, siger Karin Blomberg.