Uden at overdrive kan man sige, at Lillian Bondo har været til rådighed som formand for Jordemoderforeningens i dag over 2.200 autoriserede medlemmer. Ring til Lillian Bondo og i 19 ud af 20 tilfælde tager hun telefonen. I det sidste tilfælde ringer hun tilbage hurtigst muligt.
Jordemoderformandens telefon er næsten altid tændt – den kan dog være sat på lydløs. Man kan opleve at ringe op og få fat i en lidt forpustet Lillian Bondo, når man fanger hende på ryggen af Hrefna, hendes islandske hest og makker på de nødvendige ture ud i naturen. Nødvendige fordi turene renser hjernen og er med til at gøre komplicerede ting mere overskuelige. Når hun har kastet sin kærlighed på den lille islandske hest, handler det om, at der ikke er så langt at falde, og at man trods størrelsen har en stærk hest. Ovenikøbet én med flere gear. Kun en enkelt gang har hun udtrykt tanker om måske at skille sig af med den venlige hoppe; da den skulle lære at gå op i en hestetrailer. Efter timers tilløb, indsmigrende tale, kontante ordrer, drejen rundt på stedet og trækken måtte hun opgive at få dyret op i hestetraileren. Seancen gentog sig et par dage efter og så var det næsten for meget. Selv for en relativt tålmodig jordemoderformand.
Kommunikationen
Lillian Bondo har helt fra den første formandstid ment, at en af hendes primære opgaver var at styrke kommunikationen. Ikke bare overfor medlemmerne, men mindst lige så meget over for medier og beslutningstagere. I en pressestrategi udarbejdet kort efter hendes tiltræden står der således, at Jordemoderforeningen skal være førstevalget for journalister, når de søger viden om graviditet, fødsel og barsel – uanset om det er til baggrund eller til citat. I en hurtig medieverden kræver det, at man er tilgængelig.
– Vi styrkede kommunikationen, og det kunne lade sig gøre, fordi jeg havde tiden til det. Hvis jeg oven i formandsjobbet også skulle have ansvar for budget, regnskab og drift, så havde det ikke kunne lade sig gøre, siger Lillian Bondo med en anerkendelse af den tidligere formand Merete Larsen, der både fungerede som formand og som sekretariatschef. Kort tid efter formandsskiftet blev sekretariatet udvidet med en sekretariatschef.
Lillian Bondo betegner i dag Jordemoderforeningen som en ”stærk, professionsfaglig lobbyorganisation med evidensen i orden”.
– Det har været muligt at udvikle foreningen og folde kommunikationen ud på grund af medlemsudviklingen i antal og engagement, og fordi både det politiske niveau og sekretariatet er blevet professionaliseret. Det har gjort det muligt for mig at være den udadvendte og troværdige formand, siger hun og mindes en gang, hvor hun havde præsenteret et problem for en embedsmand, som viste sig svært at underbygge. Embedsmanden vendte tilbage og stillede kritiske spørgsmål, og samarbejdet var i fare – men faldt på plads igen.
– Det lærte mig at være præcis og have dokumentationen i orden. Hellere udtale sig forsigtigt end komme med en påstand, du ikke senere kan stå på mål for, siger Lillian Bondo.
Beslutningen om at gå af
Da Lillian Bondo stillede op til det ordinære formandsvalg i foråret 2001, var det uden modkandidater. Før det nåede hun at sidde et halvt år som foreningens næstformand, og hun havde håbet at få en længere periode som andenpilot. Men sådan blev det ikke, idet foreningens daværende formand, Merete Larsen, valgte ikke at genopstille.
Det tog imidlertid ikke lang tid for den nyvalgte næstformand at beslutte sig for at kandidere til posten, og fra 1. september 2001 kunne Lillian Bondo kalde sig formand for foreningens dengang ca. 1.600 autoriserede medlemmer.
Beslutningen om tidspunktet for at gå af som formand 18 år senere tog det noget længere tid at træffe. Den endelige beslutning modnedes efter overenskomstforhandlingerne i foråret 2018 – et år efter, at hun var blevet valgt til posten for femte gang. Alle gange uden modkandidater.
Overenskomstforhandlingerne i 2018 var på flere måder særligt krævende blandt andet på grund af den lange periode, hvor forhandlingerne fandt sted i Forligsinstitutionen. Et historisk godt samarbejde mellem organisationerne resulterede i koordinerede fanevagter stort set døgnet rundt i de mere end to uger, hvor forligsmand Mette Christensen med fast hånd og stopuret sat til guidede forhandlerne igennem til forlig. Da Jordemoderforeningen ikke har en fane, blev storken efter ti år i frivilligt konflikt-eksil fløjet ind til Forligsinstitutionen. Dog først efter et større face- og bodylift på formandens arbejdsbord hjemme i Tikøb. Den 65-årige formand var storkebærer en god del af tiden – og var der alle dage, aftener og enkelte nætter. Godt hjulpet af andre dedikerede jordemødre.
– Jeg indså efter OK-18, hvor hård en proces det havde været fysisk og arbejdsmæssigt med mange møder og mange demonstrationsvagter og besluttede, at jeg ikke skulle være formand ved de næste overenskomstforhandlinger, siger Lillian Bondo, der har været igennem syv overenskomstforhandlingerne med de offentlige arbejdsgivere i sin tid som formand.
Samværet med storken
Samværet med den mere end otte kilo tunge fugl var dog alle anstrengelserne værd. Den vakte begejstring både blandt børn og voksne og interesse hos journalister og fotografer. Som var den en anden kendis, blev der ofte zoomet ind på storken i reportagerne fra forløbet.
– Storken var et fantastisk energiboost og bragte os frem i mange diskussioner og præsenterede vores værdi for borgerne på en lidt humoristisk måde. Storken er jo ikke vores symbol, men der er gode historier forbundet med den. Den fyldte, den var tung, og det blev lidt en pligt at komme med den i den tid, vi var i Forligsen. Men det gav enormt meget synlighed, konkluderer Lillian Bondo.
Flere ting skulle falde på plads, før Lillian Bondo mente, at hun kunne sige farvel og tak midt i en valgperiode. Vigtigst var spørgsmålet om at skifte hovedorganisation. Den mulighed blev aktuel efter fusionen mellem FTF, hvor Jordemoderforeningen var medlem, og LO. Jordemoderforeningen forholdt sig neutral ved beslutningen om fusionen og dannelsen af Fagbevægelsens hovedorganisation FH, og efter overenskomstforhandlingerne besluttede hovedbestyrelsen at tage kontakt til AC. Resultatet af kontakten blev, at Jordemoderforeningen fra årsskiftet 2020 bliver optaget i AC.
Valgkampen
Lillian Bondo offentliggjorde i starten af maj, at hun ville gå af med udgangen af august 2019 og at der skulle udskrives valg til formandsposten. ”Jeg går i utide, men jeg går også i tide, hvor det stadig er en fest at være formand”, skrev hun på lederplads i Tidsskrift for Jordemødre med henvisning til, at det næste ordinære formandsvalg først finder sted i foråret 2021. Mange gav udtryk for overraskelse over udmeldingen, selvom hendes alder og mange år på posten betød, at muligheden for, at hun ikke ville fortsætte den fire-årige valgperiode ud, var nærliggende. Da Lis Munk meldte sig som kandidat til posten, valgte Lillian Bondo at støtte hende, hvilket gav genlyd i jordemoderkredse og på de sociale medier. Der blev brugt ord som «udemokratisk” om valgprocessen, men det afviser Lillian Bondo. I modsætning til ved formandsvalget i 2017, hvor hun ikke var bekendt med, at der var jordemødre, som ville og kunne overtage posten, var hun denne gang vidende om, at der ville komme en kandidat, når hun meddelte sin afsked.
– Alt gik efter foreningens love, og jeg mener, at man som afgående har en forpligtelse til at sikre sig, at der som minimum er én kandidat, der kan tage over. Og der var ting, der skulle falde på plads inden, jeg kunne melde min afgang, så jeg mener ikke, at det kunne gøres anderledes, siger den afgående formand – men retter sig selv.
– Jo, muligvis var jeg for hurtig til at udtale, at der var én, jeg synes, var fuldstændig i stand til at videreføre et godt stykke arbejde i foreningen. For det var jeg ikke i tvivl om, siger hun.
Om kampvalget, der blev en realitet, da endnu en kandidat meldte sig kort tid før opstillingsfristens udløb, siger Lillian Bondo:
– Det var sundt for foreningen med et kampvalg, det er jeg ikke i tvivl om. Og jeg er taknemmelig for at både Lis og Sus tog udfordringen op og kørte en flot valgkamp på møder og på de sociale medier. Jo, det var sundt for foreningen.
Samtidig understreger Lillian Bondo, at hun også er glad for det klare mandat, som afstemningen gav den ny formand.
En forening for medlemmer
Er Jordemoderforeningen mere en forening for brugerne – altså de gravide og familierne – end det er en forening for jordemødre? Bruger vi flere kræfter på at skabe gode forhold for kvinderne og mindre på at forbedre medlemmernes løn- og arbejdsforhold?
De spørgsmål gik igen i flere af de debatter, der opstod under valgkampen om formandsposten. Lillian Bondo holdt sig under valgkampen ude af debatten, men vil i dag gerne give sit besyv med.
Kan du følge dem, der synes, at foreningen er blevet for meget en brugerorganisation?
– Nej, overhovedet ikke og det synes jeg aldrig, den har været. Vi er en professionsforening, der arbejder for et tilfredsstillende arbejdsliv. Og det er ikke tilfredsstillende at byde på dårlig kvalitet. Det er udgangspunktet for at tale for den gode kvalitet i svangreomsorgen. At sørge for, at de jordemødre, der er med i vores fællesskab, får et holdbart, fuldgyldigt, værdibaseret arbejdsliv. Et arbejdsliv, der kan læne sig op ad, at de er dygtige jordemødre og fortsat kan udvikle sig. Hvis man for eksempel står over for lukning af et mindre, men velfungerende fødested, så må man som forening gå ud og støtte de medlemmer, der protesterer mod lukningen, og imod, at kvinderne får for langt til et andet fødested. Et andet eksempel: Jordemoderforeningen arbejder for, at vi kan give fødselsforberedelse af høj kvalitet ude på fødestederne. Det gør igen, at vi som jordemødre får bedre arbejdsbetingelser, så vi får kvinder og mænd godt igennem fødslen, siger Lillian Bondo.
I den forbindelse understreger hun, at det ikke er det samme som, at Jordemoderforeningen så er en Forældre & Fødsel nummer to.
– Nej, vi er der for at sikre en faglig kvalitet, der gør vores arbejde lettere og bedre i andre sammenhænge. Alt det her spiller sammen. Hvis ikke vi er der for den gode kvalitet, så er der ikke rigtig nogen grund til, at jordemødre skal være der. Så kunne vi være hvem som helst. At være jordemoder skal være synonymt med at give en god kvalitet, siger den afgående formand.
Krasse debatter
Som nyuddannet i 1983 var det fødslerne, der trak for den unge jordemoder.
– Jeg tænkte kun på at arbejde med konsultationer og med fødslerne, og tænkte mindre over, at jeg sendte mor og barn videre til en barselgang uden jordemoderindsats. I min nyuddannede jordemoderhjerne tænkte jeg ikke på muligheden for, at der også kunne være jordemødre på svangre og på barsel. Men i løbet af få år åbnede den verden sig, og der kom jordemødre på de andre afdelinger, siger Lillian Bondo.
I dag glæder hun sig over, at regionerne ser fordelene i, at jordemødre også arbejder uden for selve fødegangene, og at mange jordemødre ser det som en kerneopgave at hjælpe de nye familier i gang – eller være ansat i en scanningsenhed.
– Jeg er ked af udtrykket «flugt fra faget ». Hver gang en jordemoder flytter sig fra fødegangen til lægepraksis, til privat praksis, til forskning eller for eksempel bliver underviser, så er der nogen, der siger flugt. Jeg ser i stedet, at jordemødre flytter sig ind i andre arbejdsfelter, breder jordemoderfaget ud og bruger det på nye måder. Men vi skal selvfølgelig være opmærksomme på de jordemødre, der brændende ønsker sig at arbejde med fødslerne også oplever, at tempoet er for højt og vælger arbejdet på fødegangen fra af utilfredshed. Den udvikling er kedelig og skal stoppes; man skal vælge af lyst. Det skal være fedt at være jordemoder, og det kræver tid til at gøre arbejdet ordentligt og mulighed for i perioder at vælge andre arbejdsfelter end det akutte fødegangsarbejde. Og så skal det være lønnet, så man kan se sig selv være i det, og så man kan se frem til en ordentlig tid som pensionist, siger Lillian Bondo.
Trods udfordringer vil den afgående formand dog ikke bytte forholdene for de gravide og jordemødrene i 2001 ud med forholdene i dag.
– Vi har samlet set bedre fødselsforløb i dag, bedre målrettet smertelindring, og vi er bedre til at gribe ind ved behov. Men vi er også blevet mere ivrige efter at gribe ind, hvor det ikke er nødvendigt, opsummerer Lillian Bondo den faglige udvikling i formandsperioden.
En af de faglige debatter, som hun har været kraftigt involveret i, er debatten om, hvorvidt det er mest sikkert at føde på en specialafdeling. Tonen har til tider været skinger, og hverken jordemødre eller læger er gået af vejen for at bruge den foreliggende evidens ud fra egen vinkel.
– Vi har haft mange og lidt krasse debatter om sikkerheden ved at føde på enheder uden for hospitalerne. Men samlet set tror jeg, at vi alle er blevet bedre til at se med fred på, at flere faktisk vælger at føde uden for de store fødeafdelinger, siger Lillian Bondo.
Det svære strejkevåben
At jordemødres løn- og arbejdsforhold er for ringe, er Lillian Bondo helt enig i. Hun tror imidlertid mere på alliancer end på strejker som middel mod målet: Løn efter ansvar og kompetence og arbejdsforhold, der tilgodeser jordemoderens behov. Strejken ved overenskomstforhandlingerne i 2008 ligger stadig som en mørk sky i Lillian Bondos bevidsthed. Den var nødvendig, og den var også med til at give et tiltrængt lønløft og til at sætte fokus på uligheden i løn mellem de kvinde- og de mandsdominerede fag. Men samtidig lurede risikoen for at sætte befolkningens opbakning bag de aktionerende sundhedsgrupper over styr og for at gå på kompromis med tilliden til jordemødres høje faglighed.
– Strejkevåbnet passer ikke til jordemødre. Til daglig argumenterer vi for, at det stykke arbejde, vi laver i en graviditet, er vigtigt her og nu. En graviditet går så hurtigt, at man ikke kan sætte indsatsen på pause. Vi kan ikke i fredstid sige, at vi er dybt vigtige og i krigstid sige, at vi er undværlige, fordi vi skal strejke. Vi må fastholde fagligheden og bruge andre midler til at argumentere for en løn, der modsvarer vores ansvar, siger Lillian Bondo.
Og hvilke andre midler tænker du på her?
– Vi skal for eksempel hele tiden påvise vigtigheden af vores arbejde, og vi skal fortælle regnedrengene og -pigerne, at det betaler sig at give den bedste omsorg fra start. Og vi skal bygge en front af borgere op, der ønsker og kræver omsorg af kvalitet, og mobilisere politikere, der kan se, at det, vi giver, er af en så vigtig menneskelig kvalitet og værdi, at de kan se nødvendigheden af at honorere det ordentligt, siger Lillian Bondo.
Hovedbestyrelsens beslutning forud for overenskomstforhandlingerne om, at en konflikt ikke må gå ud over borgerne, var den rigtige, mener Lillian Bondo.
– Det har været diskuteret meget både i hovedbestyrelsen og i kredsene, om vi tager gidsler ved at nedlægge arbejdet, men jeg mener, at hovedbestyrelsen træffer den rigtige beslutning om at vise ansvarlighed. En konflikt må gerne gå ud over politikere, over økonomi, men ikke ud over en kvinde, et barn, en mand. Konsekvenserne må ikke kunne ses på sundhedskontoen, siger Lillian Bondo.
Hun mindes, hvor svært det var at forklare, hvad der skete i 2008, da hun i DR’s 21-Søndag fortalte, at Jordemoderforeningen ville opgradere på nødberedskaberne, så gravide igen kunne blive set af en jordemoder i graviditeten.
– Det var svært at kommunikere ud, at vi ikke forlod strejken, men at vi anmodede om at få set på nødberedskaberne igen, fordi de var for ringe, forklarer Lillian Bondo om det beredskab, som Jordemoderforeningen er forpligtet til at aftale med arbejdsgiverne forud for en eventuel konflikt. Nødberedskabet skal sikre, at ingen får skader af en arbejdsnedlæggelse eller en lockout – hverken på kort eller længere sigt.
– Vi landede i en frygtelig suppedas, fordi det så ud som om, at vi brød strejken. Men det lykkedes at opgradere nødberedskaberne, og vores samarbejdspartnere endte med at forstå vores bevæggrunde. Det var en rigtig svær situation, men det var det rigtige, og vi har ikke siden handlet anderledes. Tværtimod har vi siden haft stærkere nødberedskaber, siger Lillian Bondo.
Situationen i 2018 var også, at besparelser havde barberet både fødselsforberedelse og kontakten med jordemødre i graviditeten så langt ned, at der ikke var lige så meget tilbage at strejke på som i 2008.
Uligeløn
Ved overenskomstforhandlingerne i 2008 blev der øget opmærksomhed på, at man tjener mere i mandsdominerede fag end i de traditionelle kvindefag. Opmærksomheden har holdt sig siden og ført til erkendelse af, at ligelønsproblematikken ikke alene kan løses ved forhandlingsbordene. Der skal en central indsats til. Politikerne på Christiansborg skal altså engageres og agere. Lillian Bondo indledte et debatindlæg, som hun fik optaget i Berlingske under strejken, således: ”Jeg vil som formand for landets jordemødre fremsætte en påstand: De offentlige arbejdsgivere diskriminerer lønmæssigt ene og alene på grund af køn!”.
Påstanden står den afgående formand ved i dag 11 år efter.
– Mange forbinder fysisk hårdt arbejde, hvor man er belastet af snavs, varme og tunge løft med mandsdominerede fag – og det honoreres. Men en fødsel er ikke for sarte mimoser, der er både blod og kropsvæsker og udsættelse for bakterier, og vi tager imod børnene i mange forskellige arbejdsstillinger. Der er meget af det, vi arbejder med, som ikke harmonerer med det romantiske billede af at være jordemoder, siger hun.
Hvad nu?
– Aner det ikke, det vil vise sig.
Svaret på spørgsmålet om den kommende tid fri af forpligtelser som formand falder prompte og indebærer ikke udelukkende “mere tid til børnebørn og familie”. Tiden til at være mormor og farmor skal nok blive prioriteret, men Lillian Bondo har ikke planer om at blive pensionist på fuld tid. Hun har orlov fra sit job som jordemoder, og hun håber at vende tilbage til det. Måske tager hun imod de invitationer, hun har fået om at komme ud og holde foredrag om jordemødres historie, etiske spørgsmål og de andre emner, hun er optaget af. Derudover fortsætter hun som formand for Komiteen for Sundhedsoplysning, formand for Nordisk Jordmorforbund og som bestyrelsesmedlem i Lungeforeningen, hvor hun sidder i kraft af sin viden – ikke som formand for Jordemoderforeningen.
Men hvordan bliver det at skulle overlade scenen til en anden i jordemoderspørgsmål og ikke længere at være midt i rampelyset?
– Det bliver godt. Rampelyset er da rigtig tiltrækkende, men det er også belastende, og derfor har det været dejligt at opleve en udvikling, hvor mange andre dygtige jordemødre også er på i medierne. Jeg skal nok lige lære at trække mig fra de områder, der handler om, hvad jordemødre og Jordemoderforeningen mener om dette og hint. Men på andre områder vil jeg stadig have en stemme, forsikrer Lillian Bondo.
