Der kom ét barn og der kom to…

Jordemoder Hamda Ibrahim var under studiet i praktik i Somalia, og oplevede flere gange at stå helt alene med komplicerede fødsler som fx en tvillingefødsel. Kvinderne på den offentlige fødeklinik fødte på samlebånd, uden smertelindring og uden teknologiske hjælpemidler, men klagede sig ikke, fortæller Hamda, der i dag ikke er bange for at stå alene med ansvaret på fødestuen.

Kvinden er i stærke veer, da hun ankommer til fødeafdelingen på det offentlige hospital i Hargeisa i det sydlige Somalia. Det her er noget, der skal gå hurtigt.

Jordemoderstuderende Hamda Ibrahim tager imod kvinden på fødestuen, og gør sig klar til at modtage barnet. Fødslen går fint og Hamda lægger barnet på moderens mave. Stor er Hamdas forbavselse, da hun opdager, at barn nummer to er på vej ud.

Selvom Hamda Ibrahim, 24 år, er nyuddannet jordemoder, har hun allerede oplevet mere end mange af sine ældre kolleger. Hamda blev færdig fra jordemoderuddannelsen på University College i Esbjerg i januar i år, men havde valgt at tilbringe sidste semesters valgfri praktikperiode i Somalia, hvor hun selv er født. Nærmere bestemt på et offentligt fødested i storbyen Hargeisa i det sydlige Somalia.

– I Danmark bliver kvinder, der er gravide med tvillinger, fulgt nøje under hele graviditeten, ligesom der er en fødselslæge med til fødslen. I Somalia bliver de gravide ikke scannet rutinemæssigt, – medmindre de selv betaler for det – så ingen ved i princippet, hvor mange fostre den gravide bærer på. Fosterdiagnostik eksisterer ikke, så man har heller ingen mulighed for at opdage eventuelle misdannelser, fortæller Hamda. Hun modtog selv en kvinde, som så ud som om, hun ventede trillinger. Maven var kæmpestor.

– Ulykkeligvis var fosteret stærkt misdannet (hydrocephalus og spina befida). Men da der ikke var mulighed for at lave akut kejsersnit, døde barnet under fødslen, fortæller hun.

Ville tilbage til Somalia
Hamda kom til Danmark som syvårig og bortset fra to korte ferieophold har hun ikke været tilbage i Somalia, før hun pludselig i juli 2011 befinder sig på en travl fødegang på hospitalet i Hargeisa. Fødeafdelingen på det gamle hospital, der er opført i kolonitiden, lider af en udtalt mangel på moderne, medicinsk udstyr. Det er her, de fattige føder deres børn. Sygehuset benyttes af de mange kvinder, der ikke kan betale de ca. 150 dollars, det koster at føde på en af byens privatklinikker, fortæller Hamda.

Hamdas mormor er selvlært jordemoder, og jordemoderfaget har altid fascineret hende. Under et ferieophold i Somalia efter sin studentereksamen i 2008 besøgte hun ved lidt af en tilfældighed en offentlig fødeklinik. De usle og uhygiejniske forhold, som de fattige kvinder blev budt, chokerede hende. Og hun tænkte, at det måtte hun kunne gøre noget ved! Hun besluttede sig på stedet til at søge ind på jordemoderuddannelsen og kom ind på University College i Esbjerg i september 2008.

– Børnedødeligheden i Somalia er meget høj, men mange kvinder dør også i forbindelse med graviditeten, under fødslen eller lige efter på grund af infektioner og blødning. Jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne ville tilbage og arbejde i Somalia. Fordi der var behov for mig. Jeg følte, at jeg ville kunne gøre en forskel og samtidig lære en masse, fortæller Hamda.

Forskellen på fødeafdelingen på Hargeisa Group Hospital og fødeafdelingen på Kolding Sygehus, hvor Hamda Ibrahim tilbragte sine første praktikperioder, er slående. Jordemødre og sygeplejersker i Somalia mangler de mest basale fornødenheder som sterile handsker, rene håndklæder etc.

Uvant med omsorg
En fødsel på Hargeisa Group Hospital koster omkring 100 kr. inkl. barsel. Men der er hverken ro eller luksus med i forløbet.

Hamda fortæller, at kvinder, der kommer ind med veer, bliver anbragt på såkaldte vestuer. Her ligger de i to rækker på smalle senge. Nogen gange er der 20 kvinder ad gangen. Kvinderne kommer på skift ind på undersøgelsesstuen ca. hver tredje time, hvor en jordemoder undersøger, hvor langt de er i forløbet.

På selve fødestuen er der plads til fem kvinder ad gangen. Ofte er der kun to jordemødre på vagt, og de må fare frem og tilbage mellem de fødende.

Fødslerne foregår nærmest på samlebånd, og der er slet ikke det fokus på den enkelte kvinde, som vi kender det fra Danmark. Det handler om at redde livet for mor og barn. Her taler ingen om smertelindring eller om at give den fødende en god oplevelse.

Kvinderne er tit i en elendig forfatning, når de dukker op på fødeklinikken. Nogle kommer i taxa ude fra landet og har blødt hele vejen derind. Men de klager sig ikke.

– De var bare de sejeste kvinder, jeg har mødt. De var indstillet på, at det skulle gøre ondt. De forlangte ikke nogen særlig omsorg og var meget taknemmelige. Det skulle bare overstås, så de kunne komme hjem igen. Det var meget uvant for dem, at jeg spurgte til dem undervejs og fortalte, hvad de skulle gøre. For eksempel at nu skulle de presse … De kvinder, der mistede barnet under fødslen, græd ikke. Det var som om, de affandt sig med deres skæbne, siger Hamda.

Jordemoderfaget ”i hænderne”
De somaliske jordemødre må også sætte deres lid til skæbnen og egne faglige erfaringer. De diagnostiske arbejdsredskaber, som danske jordemødre benytter sig af, er ikke til rådighed. På de offentlige fødesteder er der ikke noget, der hedder vemåling eller at lytte til fosterets hjertelyd via en doptone. Derfor ved jordemødrene aldrig, hvad det er for en slags fødsel, der venter dem, og arbejder tit i blinde.

– Kvinderne møder ofte op uden papirer, og der er ikke hverken tid til eller tradition for at spørge til deres helbred eller tidligere fødsler. En kvinde havde for eksempel født fem børn hjemme i landsbyen, og kom nu for første gang på sygehuset for at føde sit sjette barn. Vi havde altså ingen mulighed for at kende evt. risici fra tidligere fødsler og heller ingen mulighed for at forebygge dem. Heldigvis gik det godt, og hun fik et sundt barn.

Hamda Ibrahim arbejder i øjeblikket som tilkaldevikar på Kolding Sygehus. Hun føler, hun har fået jordemoderfaget ”i hænderne” på en helt anden måde end, hvis hun bare havde været i praktik på en almindelig dansk fødeafdeling.

– Jeg blev smidt ud i det fra dag ét, og det har givet mig en god ballast at arbejde videre med herhjemme. Jeg er nok lidt forsigtig af natur, men i Somalia, kunne jeg ikke gemme mig. Der skulle handles! I dag føler jeg mig helt sikker ved at gå ind på fødestuen og er ikke bange for at stå der alene med en fødende.

I praktik i udlandet

Omkring en tredjedel af de studerende på Jordemoderuddannelsen på University College i Esbjerg vælger at tage en praktikperiode i udlandet.

De kommende jordemødre har foreløbig været i praktik i lande som Indien, Kenya, Tanzania, Vietnam, Færøerne, Somalia, England m.fl.

Jordemoderuddannelsen indeholder en valgfri praktikperiode, der ligger på 13. modul og er på seks uger.

Jordemoderuddannelsen har lige nu faste aftaler med praktiksteder bl.a. i Grønland og på Færøerne og arbejder på at etablere aftaler i England, Canada og Tyskland. Men det står de studerende frit for at vælge praktiksted hvor som helst i verden, bare praktikstedet har relevans for jordemoderens (selvstændige) virksomhedsområde.

De studerende tager selv den første kontakt til praktikstedet, men støttes og vejledes i processen af jordemoderuddannelsens internationale koordinator. Det er også koordinatoren, der er behjælpelig med at fremsende de eksamensbeviser og øvrige papirer, som praktikstedet efterspørger.

– Praktikstedet har ingen undervisningsforpligtelse, og det gør det lettere for de studerende at få foden indenfor, fortæller lektor Hanne Graugaard, international koordinator på jordemoderuddannelsen UC Syddanmark. Hun siger videre, at de studerende ikke skal være en ekstra arbejdskraft, men primært er på praktikstedet for at observere.

– Selvom de jordemoderstuderende på dette tidspunkt er færdige med den kliniske del af uddannelsen, må de i princippet ikke arbejde selvstændigt i deres praktik. De skal bare suge viden og erfaring til sig og medbringer selv en række læringsmål, der skal opfyldes. De kan dog deltage i de jordemoderfaglige opgaver under supervision og vejledning og vil oftest gøre det.

Efter hjemkomsten til Danmark og jordemoderuddannelsen på UC i Esbjerg holder man en skemafri dag, hvor de studerende, der har været i udenlandsk praktik, fortæller deres medstuderende om deres oplevelser.

– Det er hver gang meget inspirerende, men også lidt skræmmende at høre hvilke vilkår, jordemødre må arbejde under i udlandet. Før vi sender vore studerende af sted, understreger vi altid, at de skal passe godt på sig selv. Vi prøver at forberede dem på, at det ikke er alle steder i verden, fødende kvinder bliver behandlet værdigt. De vil komme til at stå i nogle situationer, som de aldrig ville have forestillet sig hjemmefra, og de vil blive tvunget til at træffe nogle ubehagelige valg, fordi de ikke har de samme faciliteter og hjælpemidler til rådighed, som de er vant til i Danmark. I visse lande er de også nødt til at beskytte sig ekstra godt mod smitterisici fra fx HIV. De vil blive udfordret både fagligt og personligt, men det er samtidig utroligt lærerigt og udviklende. Mødet med andre kulturer og andre arbejdsmetoder giver også god anledning til refleksion og er noget, man kan lægge oveni sin faglige ballast. Det kan absolut kun anbefales, siger Hanne Graugaard, der altid anbefaler de unge at rejse ud to og to. Hanne Graugaard ser også praktikopholdene som et muligt springbræt til et fremtidigt job. Hun er i øjeblikket på jagt efter nye praktiksteder, fortrinsvis i England.

– De engelske fødesteder roser vores jordemødre for deres faglige kunnen. Fem af vores tidligere studerende arbejder i dag som jordemødre i London og det østlige England.