Når medierne i dag skriver om fødsler, så handler det oftest om sikkerhed eller om den mangel på ressourcer, som mange læger og jordemødre har givet udtryk for i de seneste år. Sjældnere er der fokus på kvalitet og på, hvad der giver en vellykket fødsel for den enkelte kvinde.
“Hvorfor taler vi ikke om, hvilken betydning det har for en kvinde at føde et barn? Hvad det betyder for en gravid at blive hospitalshåndteret som først og fremmest biologi – som en fødekrop uden sjæl og sind?” Sådan spørger journalist og forfatter Hanne Dam i forordet til sin bog ‘Giv kvinderne fødslen tilbage’, der netop er udkommet.
Inspirationen til debatbogen udspringer af de mange fødselsberetninger, som forfatteren i de seneste år har lyttet til. Beretninger, der mere handler om oplevelse af nederlag end om glæde, stolthed og af at have præsteret noget stort.
– Jeg hørte nogle skrækkelige fødselshistorier og fandt ud af, at jeg måtte undersøge, hvad der lå bag. Jeg oplevede selv en urkraft, da jeg fødte, en berusende glæde og en stolthed, fortæller Hanne Dam, der i dag er 69 år og aktiv debattør og skribent med brændende interesse for kvinders position i samfundet. Hanne Dam modtog som 32-årig i 1981 den største hædersbevisning i dansk journalistik, Cavlingprisen, for at have opdyrket kvindepolitik som et nyt stofområde, der fik gang i kønsrolledebatten og satte sig spor langt ind på Christiansborg. Avisen, hun foldede sig ud på, var Information, der var hendes arbejdsplads i 18 år.
De seneste tre år har Hanne Dam brugt på at udforske, hvad der ligger bag den måde, vi i dag praktiserer fødselshjælp på og på at stille spørgsmålet: Hvordan kan vi gøre det bedre. Det var ikke meningen, at det skulle tage så lang tid, erkender hun, men området viste sig at være betydeligt mere komplekst end først antaget. Resultatet er også omfattende; en bog på 389 tæt beskrevne sider, hvor forfatteren lader en vifte af aktører på området komme til orde, og hvor hun selv kommer med sin uforbeholdne mening om tingenes tilstand på de danske fødesteder – om det så er på hospital eller derhjemme.
Oxytocinet
Problemerne i fødselsverdenen handler ikke kun om ressourcer, mener forfatteren, men mindst lige så meget om holdninger til, hvor meget teknologi skal fylde i fødselshjælpen på bekostning af det, som kvindekroppen kan præstere uden tilførsel af medicin og uden indgriben i form af igangsættelse og kejsersnit. Det handler også om, hvor meget en risikobaseret tankegang skal have lov til at påvirke den måde, vi ser på fødslen. Respekten for kroppens biologi er på vej til at blive underkendt, mener Hanne Dam.
– Bogen er ikke en personlig kritik af forholdene i fødselsverdenen, men et forsvar for og forklaring på, hvorfor jordemødre og mange læger siger og ikke mindst forskningen viser, at den indgribsfri fødsel er bedst, siger Hanne Dam.
Trods viden om fordele ved det modsatte griber vi ind i rigtig mange fødselsforløb: Hver fjerde fødsel bliver sat i gang medicinsk, hver tredje førstegangsfødende får veerne stimuleret med det kunstige hormon Syntocinon og fire ud af ti førstegangsfødende får en rygbedøvelse. For bare at nævne et par af de eksempler på indgreb, der findes data på i bogen.
En af Hanne Dams hovedpointer er, at vi undertrykker frigivelse af det naturlige hormon oxytocin, når vi bruger dets kunstige pendant Syntocinon, der udelukkende arbejder fysisk. Oxytocin er med til at fremkalde veer og til at sikre, at mælken løber til efter fødslen. Oxytocin kaldes også kærligheds- eller lykkehormonet, da det desuden virker beroligende både fysisk og psykisk og er med til at sikre tilknytningen mellem mor og barn. Hanne Dam refererer til Kerstin Uvnäs Mobergs forskning, der sætter fokus på oxytocinets betydning for sundhed og velvære.
“Når man manipulerer med fødslen ved hjælp af kunstige hormoner, fratager man moderen den biologiske hjælp til at træde ind i den ny, intenst krævende rolle som forældre. Ifølge Moberg er samspillet mellem syntetiske og naturens egne hormoner yderligere uheldigt, idet det er sådan, at jo mere syntetisk hormon ve-droppet tilfører den gravide for at stimulere hendes veer, jo mere snyder sundhedspersonalet kroppen til at tro, at der ikke er brug for at øge dens naturlige hormonproduktion” skriver Hanne Dam i bogen og citerer en hospitalsjordemoder således: “Man kan købe sig til veer. Men man kan ikke købe sig til det ekstra Wauwww! Se hvad jeg har præsteret”.
“Men Mobergs forskning er tydeligvis ikke tilstrækkelig anerkendt til at blive taget ind på fødegangene. Fødselslæger interesserer sig for at gøre syge gravide raske og for barnets hjertelyd og Apgar score. Amning og tilknytning er tilsyneladende luksusbegreber”, skriver Hanne Dam i bogens sidste diskussionsafsnit.
Du tillægger brugen af Syntocinon en stor del af skylden for, at kvinder får en dårlig fødselsoplevelse. Risikerer du ikke dermed at give den biologiske komponent for stor betydning?
– Vi er sat på jorden med naturlige hormoner, og vi skal ikke finde os i, at tid er afgørende for, om vi kan få adgang til de elementer, der nærer oxytocin. For mig ser det ud som om, at epiduralblokade og syntocinondrop har taget fødslen fra kvinderne og det er skide synd, siger Hanne Dam.
Men det er ikke lægerne, der er skurken alene af den grund, at de er underlagt økonomiske rammer, der gør, at de skal have mest ud af pengene på kortest tid, mener forfatteren.
“Lægerne er ikke ‘skurken’, men måske har de for vide beføjelser”, skriver Hanne Dam og henviser blandt andet til, at det oftest er læger og kun læger, der udformer retningslinjer for fødselshjælpen.
– Jeg har i min research tænkt over, hvor meget holdning styrer udformningen af fødselshjælpen. Jeg så gerne, at det lukkede rum, hvor læger sidder og træffer beslutninger – også om det normale forløb – blev åbnet, siger Hanne Dam.
Men hvem er så skurken? Det spørgsmål svarer forfatteren på til allersidst i bogen: Det er samfundet, repræsenteret ved politikerne, der ikke i højere grad prioriterer optimale vilkår for kvinder, der føder børn.
– Samfundet har også en interesse i at få stærke mødre og sunde børn efter gode fødsler, hvor der ikke efterfølgende skal rettes op på fysiske og psykiske skader, siger Hanne Dam.
Frontkæmperne
Hanne Dam mener ikke, at de elementer, der nærer oxytocinet, findes på sygehusenes fødeafdelinger. Det gør de til gengæld ude i hjemmene, hvor jordemoderrebeller i form af privatpraktiserende jordemødre huserer. Det handler om holdning og om synsvinkel, mener forfatteren.
“Den store forskel i synsvinklen mellem det offentlige og de privatpraktiserende jordemødre er, at de private jordemødre ser en fødsel som en begivenhed, der også gennemleves med sind og sjæl og derfor skal tilrettelægges efter den individuelt fødendes sind og tryghedsbehov” skriver Hanne Dam. I bogen er der indlæg fra to privatpraktiserende jordemødre, der varetager hjemmefødsler, men ingen beretninger fra de hjemmefødsler, som varetages af jordemødre ansat på sygehusene, der tæller langt størstedelen af Danmarks årlige knap 2.000 hjemmefødsler.
Hvor har du den viden fra, at de privatpraktiserende jordemødre har et mere holistisk syn på fødslen end den offentligt ansatte jordemoder?
– Den offentligt ansatte jordemoder har ikke muligheden tids- og rummæssigt for at give den naturlige fødsel alle chancer. Eller også har hun opgivet det, siger Hanne Dam og henviser til de konstante besparelser og lave prioritering af fødselsområdet i det offentlige sundhedsvæsen.
– Men jeg synes, at jeg med min bog kæmper for, at alle jordemødre skal have de bedste muligheder for at give kvinderne den bedste omsorg, siger Hanne Dam, der beskriver de privatpraktiserende jordemødre som standens frontkæmpere.
– Men afvis dem venligst ikke som datidens hekse blev det. Lad os i stedet som samfund tværtimod tage dem ind som inspirationskilde til i en indsats mod det perspektivløse og overfladiske, opfordrer hun.
Manipulation
Hanne Dam slår desuden et slag for en mere fordomsfri information til de gravide. Selv om antallet af hjemmefødsler er steget, så er det stadig ca. 97 procent, der føder på sygehus. Og hver fjerde tager imod tilbuddet om at få fødslen sat i gang og endnu flere får stimuleret veerne medicinsk.
– Jeg vil sige, at der er tale om manipulation i den information om igangsættelse og vestimulation, som kvinderne får. Langt de fleste ved ikke, hvad de siger ja til, og så er mange nervøse for at sige nej til noget, en læge anbefaler, siger Hanne Dam. Det manipulerende element ligger ifølge Hanne Dam blandt andet i, at kvinderne ikke får information om, at deres naturlige fødeberedskab i form af hormonet oxytocin forstyrres ved indgrebene, og at det kan føre til dårlige fødselsoplevelser.
Når langt de fleste kvinder vælger at føde på hospital, selv når der ikke er medicinske grunde, der taler imod en hjemmefødsel, så er det ifølge Hanne Dam, fordi manden er bange.
– De er jo også den passive del. Afvisningen af hjemmefødslen handler om en næsegrus tillid til lægekompetencer. Jo da, jordemødre er søde, men vi bliver tudet ørene fulde af, at det er sikrere at føde på et hospital. Det jeg gerne vil, det er at fortælle, at der er andre steder at føde, hvor man ikke skal transporteres et sted hen med veer – derhjemme, siger Hanne Dam, der mener, at folk vælger hospitalsfødsel mere af frygt end af lyst.
Eget netværk
De fleste kilder i bogen kommer fra forfatterens eget netværk og alle fødselsberetninger bortset fra en – fra Roskilde – stammer fra fødsler på hovedstadens hospitaler eller hjemmefødsler i samme område. Kilderne i bogen er primært kvinder, der deler deres fødselsoplevelser og jordemødre, der fortæller ud fra det sted, de er i deres faglige liv. Der er desuden interview med fødselslæger, en etiker og en fysioterapeut.
Ville forfatteren have fået et andet billede af dagens fødselshjælp, hvis hun for eksempel havde talt med fødende på regionshospitalet i Hjørring eller med gravide og jordemødre, der følges ad i kendt jordemoderordninger i det midtjyske?
– Det ville muligvis have set lidt anderledes ud men ikke væsentligt anderledes. Når man vil lave en debatbog, så må man tegne synspunkterne skarpt op. Ellers bliver der ingen debat, siger Hanne Dam.
Til forfatterens fortrydelse, så er ‘Giv kvinderne fødslen tilbage’ ikke blevet anmeldt i medierne. Men det kom ikke som nogen overraskelse for Hanne Dam.
– Der er ikke ret mange, der anmelder faglitteratur mere. Man skal være mandlig faglig forfatter og hedde Brinkmann eller Willig for at blive anmeldt, siger Hanne Dam.
Derfor valgte hun at skrive sine egne indlæg med baggrund i bogen, som hun blandt andet fik indrykket i Berlingske med overskriften ‘Vulgær brug af indgreb i fødsler’.
Og det gav debat, så meget at Hanne Dam i ugerne efter sad hver aften og besvarede indlæg på sin Facebookprofil. De fleste indlæg er fra forældre, der føler, at Hanne Dam uddeler karakterer til de bedste fødselsoplevelser, at hun angriber den måde, de har født på. Det ærgrer forfatteren, der ser bogen som et bud på en eksistentiel, etisk måde at nytænke vores syn på fødsel og forældreskab på.
– Mange har ikke læst bogen. Alligevel reagerer de meget følelsesladet og delvist aggressivt. Hvis jeg skriver om fordelene ved den naturlige fødsel, så får jeg hug igen. Men mange ved, at bogen er udkommet og jeg håber, at den kommer på læseplanen på jordemoderstudiet, siger Hanne Dam.