Det var en overlæge på Rigshospitalets Neurokirurgiske afdeling, der en dag forsigtigt foreslog Inger Graversen at søge om at få pension. Rygmarven var varigt beskadiget, og de neurogene smerter måtte hun lære at leve med.
Pension! I en alder af kun 54 år, med fuld fart på og to hjemmeboende teenagebørn. En jordemoder i sin bedste alder, som elsker sit arbejde og ikke kunne drømme om at forlade fødestuerne på Frederiksberg Hospital én dag før, hun blev tvunget til det.
Gu’ vil jeg da ej!
Sådan var Inger Graversens første reaktion, da hun kom sig over chokket over at blive konfronteret med de mulige konsekvenser af, at hun var blevet kronisk syg.
Siden er udtrykket "Gu’ vil jeg da ej!", sagt på bramfrit københavnsk med et humoristisk glimt i øjet, blevet hendes valgsprog. Et valgsprog, man godt kan tillade sig, når man har rundet de 50 og erkendt, at man ikke længere behøver at finde sig i hvad som helst.
Heller ikke i at skulle gå på pension, bare fordi man har fået nedsat erhvervsevne.
Historien om jordemoder Inger Graversen er med hendes eget udtryk et "lykkeligt eventyr".
Det, der startede en nat i april for tre år siden, hvor hun blev sendt hjem fra en døgnvagt, er endt som en god historie om, hvordan et fleksjob kan blive den ideelle løsning – til glæde for både arbejdsgiveren, kollegerne og hende selv.
Smerterne skal ikke bestemme
Hun fortæller:
– Det startede med, at jeg begyndte at få en følelse af at gå på vat. Jeg blev svimmel og havde en underlig fornemmelse i benene og fingrene og blev undersøgt for alt muligt – lige fra borelia til dissimeret sclerose. Efter tre måneder med diverse undersøgelser og MR-scanninger viste det sig, at jeg havde fået en udtalt spinalstenose i nakken. En form for gigt, som vokser og trykker på rygmarven og hæmmer blodtilførslen. Jeg skulle igennem en stor operation, hvor jeg skulle have fjernet tre nakkehvirvler for at give plads til rygmarven, som var varigt beskadiget. I dag har jeg følelsesforstyrrelser fra ribbenene og nedefter, jeg har svært ved at holde balancen, også når jeg sidder, og jeg har brændende, sviende, stikkende neurogene smerter, kombineret med følelsesløshed. Det er der ikke en pind at gøre ved!
Inger Graversen valgte at sige til sig selv, at smerterne ikke skulle bestemme over hendes liv. Det kunne ikke nytte noget at gå i stå. Så da sagsbehandleren i Frederiksberg kommune foreslog hende, at hun kunne søge fleksjob på sit "gamle" arbejde, hvor hun havde arbejdet siden 1978, var hun med på det. Og efter to møder med direktionen og med sin chefjordemoder på Frederiksberg Hospital, var det på plads. Den 7. januar 2001, trekvart år efter at hun var blevet sygemeldt, mødte hun op til den såkaldte "arbejdsprøvning" på sin gamle afdeling for at finde ud af, om der kunne bevilges et fleksjob.
– Mine chefer havde jo kendt mig i 100 år og en madpakke og vidste, hvem jeg var og anbefalede det meget. Og da jeg startede den dag, blev jeg modtaget med kaffe, blomster og knus. Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange knus som i løbet af den første måned. Det får jeg i øvrigt stadigvæk.
Farvel til fødestuerne
Indtil sin sygdom var Inger Graversen ansat på nedsat tid i 25 timer om ugen. Det er hun stadigvæk, forstået på den måde, at hun får løn for 25 timer, men arbejder mellem 12 og 15 timer, og at Frederiksberg kommune betaler de 2/3 af lønnen og Frederiksberg Hospital den resterende 1/3. Reelt betyder det dog, at hun kun arbejder så meget, hun orker.
– Jeg kunne ikke forestille mig andet, end at jeg skulle på fødestuen, fortæller Inger.
Men her kom hun til sin næste svære erkendelse: At det var slut, helt slut med at være på fødestuerne.
– Jeg har konstante smerter og får faste doser af morfin og antiepileptika som lindrer lidt, men jeg har svært ved at stå og gå. Derfor kan jeg ikke være på en fødestue. Og når du ikke står på en fødestue, har du ikke længere fingeren på pulsen. Derfor syntes jeg heller ikke, at jeg kunne fortsætte i kons. (jordemoderkonsultationen) eller lave fødselsforberedelse. Så efter moden overvejelse besluttede jeg at foreslå, at jeg i stedet påtog mig nogle af de mange små administrative og praktiske opgaver, der er forbundet med livet på fødegangen. Der er altid tusindvis af ting, vi lige skal have klaret på sådan en afdeling, og som man som jordemoder altid har svært ved at få tid til: Så skal der bestilles medicin, og så skal der laves aftaler med en håndværker, og så skal der bestilles en opslagstavle osv.
– Samtidig kunne jeg heller ikke love, at jeg kunne komme hver dag. Det accepterede de. Som mit faste arbejdsområde har jeg fået medicinbestilling, og det kører bare. Det synes mine kolleger er helt vidunderligt at slippe for. Og hvis jeg f.eks. ikke har været der et par dage i løbet af ugen, kører jeg derover i løbet af weekenden og bestiller medicinen. Jeg bor lige i nærheden, så det er ikke noget problem.
– Jeg har lige haft en periode, hvor jeg havde det dårligt på grund af nedtrapning af noget medicin, og da jeg sagde, at jeg ikke havde det så godt i øjeblikket, sagde min chef: "Bare du kommer!" Kan man få det bedre?
Gør op med flinkeskolen
For Inger Graversen står det klart, at når fleksjobbet er blevet så vellykket en løsning, hænger det sammen med, at hun er kommet tilbage til sin gamle arbejdsplads:
– En af mine veninder, som har arbejdet som sygehjælper i 26 år, fik et flexjob i en fritidsklub, fordi hun havde fået en diskosprolaps. Hun skulle arbejde fire timer hver dag, men blev "voldbrugt", så hun har givet op og søger pension. Folk blev ved med at pålægge hende arbejdsopgaver og forstod ikke, hvad det indebar at være "flexjobber".
– Men når man, som jeg, har opbakning hjemmefra, fra arbejdspladsen, familien og vennerne, kan det ikke andet end at gå godt. Så må man glemme smerterne, siger Inger Graversen, som dog også har opdaget, at det er nødvendigt at trække grænser:
– Folk kan ikke se på mig, at det gør ondt. Så hvis man ikke kan sige nej, går det ikke. Det kan godt være svært, for vi jordemødre siger nødig nej til en, der har brug for os. Vi går på flinkeskolen stadigvæk.
– Men jeg må konstatere, at mine kolleger har forstået, at jeg ikke kan. Jeg har sørget for at få fortalt om min sygdom på et jordemodermøde, så alle vidste, hvad det drejede sig om. Også for at undgå at folk hele tiden skulle spørge mig. Det kan næsten blive for meget, specielt hvis det er en dårlig dag. Jeg gider ikke snakke om sygdom! Det forstår de også. Mine kolleger siger: "Hvad skulle vi gøre uden dig?" Der er ingen sure miner nogen steder. Så jeg er nok meget heldig i forhold til mange andre.
Godt at komme tilbage
– Jeg er sikker på, at det ville være meget hårdere at starte på en helt anden afdeling – eller inden for et helt nyt fagfelt. Som min veninde på Fyn. Det betyder noget, at de ikke kun kender mig som syg. Det giver en respekt. Samtidig handler det nok om, at en fødegang er en kvindearbejdsplads, hvor man er tæt på følelser. Der er en forståelse, som jeg ikke tror, man kan forvente på mange andre arbejdspladser.
Som noget nyt er Inger Graversen gået i gang med at give lidt akupunktur til gravide kvinder, der skal på rygeafvænning.
– Jeg har tidligere været på kursus i akupunktur i forbindelse med fødsler, og nu har jeg lært at sætte fem nåle i øret på rygerne. Det handler også om at have behov for en udvikling. Der må da godt ske lidt, selvom det ikke er de store ting.
– .Jo, jeg føler, at jeg udfører et lille job. Det er også godt at komme af sted hjemmefra. Og når man så kommer over på sin arbejdsplads og får et knus og et "hej".ja, så kan man ikke forlange mere, siger Inger Graversen og slutter:
– Jeg ER utrolig ked af at jeg ikke kan være til fødslerne mere, og i starten savnede jeg det meget. Men jeg sagde til mig selv, at det blev ikke anderledes, og det måtte jeg lære at leve med. Ellers ville det blive et helvede. Du er selv med til at skabe forudsætningerne for at det fungerer!